OTTO KALDER HELLE D. – OTTO KALDER HELLE D…

Helle synes, at der er for lidt Otto her på kanalen.

Jeg giver hende ret i, at der i alle tilfælde ikke er ret meget. Og da slet slet ikke i forhold til hvor meget skatkatten fylder i vores liv herhjemme.

 

Otto er gud, Otto er forkælelsesmodtageren, Otto er alles darling også Lauras, selv om hun i virkeligheden ikke er ret vild med katte. Men Otto altså  –  han er svær ikke at holde af.

Og også svær at holde kameraet fra, han er en “poser”, der forstår at tage sig godt ud og han flygter ikke som Nugga gør, når kameraet lille on-lyd bølger i rummet…

 

Men langt de fleste gange knipser jeg Otto med min IPhone og jeg er en doven hund, når det kommer til at lægge fotos derfra over på computeren her, når det sker er det nærmest en flagdag.

 

Jeg er blevet lidt doven med det store kamera, telefonen er altid inden for rækkevidde og så hurtig lige at knipse med, kvaliteten er såmænd ganske fin og delingen af billederne lynhurtig.

Hver dag siger jeg til mig selv “I dag hiver du Olympus’et frem og tager en ordentlig røvfuld gode billeder af liv, kat, hund, mad, børn, hus og sådan!!” og hver aften, når jeg går i seng tænker jeg “Tja det blev så heller ikke lige i dag!”.

En del af det handler om telefonen, som skrevet herover, men en anden del er også alle de tusinde af billeder, der allerede ligger her og venter på at blive sendt videre i systemet, til print, til et stille liv på en ekstern harddisk, i skraldespanden. What ever. Where ever. Jeg skal bare finde tiden og orken, for det er en opgave, som jeg let kan finde på en undskyldning for ikke at løse.

 

Så derfor så lidt af Otto her…

 

Han er 7 mdr lige om lidt, en ordentlig kleppert, smuk og stærk og selvsikker, højt elsket og møgforkælet.

Han har et andet temperament end blide Viggo, ind imellem røvirriterende med sine angreb på bare fødder og usyldige rygstykker, men også virkelig sjov og selskabelig.

 

Otto følger mig som en lille hund, ligger på mine fødder, når jeg sidder ved spisebordet eller står i køkkenet, ligger på gulvet i badeværelset, mens jeg bruser, sover på gulvet ved siden af min seng og “kalder” på mig, hvis jeg er ude af syne.

Egentlig er han jo Amandas kat, men med hende ude af huset, så har han kastet sin kærlighed på mig, madmor og nusseapparat.

Amanda er dog ikke bleg for at indrømme, at hun vil gå langt for at “vinde ham tilbage”, når hun er færdig på efterskolen, jeg tænker, at vi er ude i noget med laksehapsere serveret på sølvfad og en ubegrænset adgang til leg, tummel, kys og blide strøg over den smukke grå pels…

 

Bloggen skal der pustes liv i igen, det er intentionen, og også i indlæggene om Otto, men er man ikke katte-tilfredsstillet, så er der i stakkevis af billeder af Otto på Instagram, som jeg bruger flittigt.

Man kan jo sagtens bruge App’en uden selv at være aktiv med at lægge snapshots op, der er så meget lækkert og inspirerende at finde der inde, lynblogging uden ret mange ord men til gengæld med mange billeder.

Jeg er vild med det og opfodrer hellere end gerne til at man får hentet Instagram ned på sin smartphone.

 

Måske ses vi der? Måske finder i Otto der?

Jeg lægger altid et tag på billederne af ham. #Ottomania. Der er godt nok også en lille dreng, der har efterfølgende har fået det tag, men han har mindre pels end Otto og smiler mere.

Jeg kan findes som anneds.

 

Og finder man ikke derind, ja så vil Otto selvfølgelig også dukke op her.

Engang imellem.

Også for dig søde Helle D på Fyns land…