UD I LANDET OG HJEM IGEN MED STAKKE AF LER…

Efterårsferie kan byde på lidt af hvert.

Gammel bil. Ny bil.

Sofa hjemme. Sofa ude.

Nattøj, højt hår og ikke en skid. Lækkert tøj, læbestift og hopla.

Sommerhus, syvsovning og søde pigers selskab.

Uventede men velkomne gæster. Lopperaid i fremmed by.

Ud og hjem igen.

 

Jeg har snuppet en luns af det hele.

Og selskabet har været det dejligste. Alle kyllinger under hønens vinge, så går det allerbedst.

Det er ikke svært at føle sig meget priviligeret, når ens børn prioritere søstertid i mors gemakker og også vælger at tage på dametur til de bløde bakker i Ebeltoft til en lille flok dage med udsigt til vand, brændeovn og noget der kunne ligne grovæderi.

 

Heldige mig  –

med ferie og hjertevarme.

Jeg er tanket så godt op, at hverdagen bare kan komme an igen…

 

Panda’en, der åd mine fornøjelsespenge inden Island, satte sig op til ferien for at æde sig mæt i min ikke-eksisterende formue. Det skulle den ikke ha’ gjort, den skulle ha’ næret sig og været tilfreds med de reparationer, som den havde fået for ikke så længe siden.

Det skulle den i alle tilfælde, hvis den havde haft et ønske om fortsat at transportere min lille familie rundt i landet, nu står den i stedet parkeret et andet sted end her, måske på vej til at farte rundt et andet sted i Europa med en anden mor og hendes børn.

 

For de første feriedage kom til at gå med en hel masse besøg, spørgsmål og udregninger hos nogle af byens mange  –  som i rigtigt mange  –  bilforhandlere og jeg er nu indehaver af en nærmest spritny bil, der ikke hver anden dag truer med sammenbrud eller ønske om nyt styretøj.

Nyt liv, nye tider, ny bil. Valgt af mig, betalt af mig og bare min.

Fin og sort og fornuftig. Jeg er godt tilfreds.

 

Også selv om det betyder lidt flere dage med havregrød.

Hellere det end de overraskelsesangreb, som en træt gammel bil nødvendigvis måtte udsætte mig for…

 

Ud i ferielandet i ny bil, dejlig følelse.

Hjem igen i ny bil med mere oppakning end da vi kørte afsted.

Sådan må det være, for ingen udflugt uden et snus i lokale genbrugsbutikker og vi forlod Ebeltoft med en papkasse fuld af gode sager til vores stuer her og også til Sophies. Jeg samlede mig lidt lertøj, fade, skåle og små desserttallerkener og Sophie var på fangst i platte-stakkene og i afdelingen for krystalskåle til gammeldags æblekage. Der var gevinst på alle hylder.

 

Og inden vi nærmest nåede at få lopperne pakket ud, så var der brug for dem, for uventede gæster kiggede ind.

En dejlig lille familie kom til kaffe og nybagt sødt, til snak og tummel og hundeklap og kattedask. Det var rigtigt hyggeligt og også ret underholdende at se Ottos første møde med et menneske i størrelse 1 år. Meget mystisk skabning men også ret fascinerende at studere.

 

Jeg håber, at Therese og Co kommer igen en anden gang, hvor tiden er til mere snak og kaffesipning og årstiden til en sejltur på søerne i nabolaget.

 

Blandende indtryk af feriedage, der er gået, uden stringens og mål, men dejligt at være i og nu også formuleret her, hvor det pludselig kom til at se ud, som om jeg var faldet af bloghesten umiddelbart efter opsadling.

Og apropos “se ud”  –

bloggen er trukket i vintertøjet, blød og grå og med solsort på nøgen gren, jeg er vild med det og er lige så vild med, at jeg har en skøn veninde, der ser hvad jeg tænker og som altid er klar med en dygtig hjælpende hånd. Tak og kys til dig.

 

Og god mandag…