VI VAR ET GODT TEAM…

Dagens lynhistorie.

For 26 år siden stod jeg en maj dag på banegården i Aalborg, jeg skulle på mit første ophold på kokkeskolen deroppe, 5 ugers teori krydret med lidt praksis ved de kæmpestore komfurer. 5 uger på skolehjem sammen med nogle hundrede andre unge i hopla.

Jeg var allerede mor, selv om jeg bare var 21 år, og havde overgivet pasningen af Sophie til min faster og onkel, der gjorde så meget for at bakke mig op i at få den uddannelse, som jeg virkelig brændte for.

Da jeg stod der på fortovet i den nordjyske by, var jeg en smule ved siden af mig selv, ikke nervøs fordi jeg skulle møde en masse nye mennesker, den slags skræmmer mig ikke, men jeg havde mistet min kosmetikpung i toget, ret alvorligt når man nu er én, der holder af den slags, og jeg glemte lidt at tænke på, hvorfor jeg var der og brugte mere energi på at planlægge, hvordan jeg mon kunne komme ind i Salling mandag morgen og købe de livsvigtige fornødenheder.

Jeg var dog ikke mere optaget af det, end jeg godt opdagede en lyshåret pige, der stod og så lidt søgende rundt, et eller andet sagde mig, at hun havde samme destination som jeg og jeg tillod mig at spørge, om det mon var sådan, at hun var på vej til kokkeskolen og om vi skulle dele en taxa. Ja og ja tak var svaret og lige der i den lune maj aften mødte jeg så Bibi, som siden dengang har været en af mine allerbedste veninder…

Tilfældigt?

Ja måske. Men ind imellem er der mere mellem himmel og jord, end vi kan forklare.

Måske er der momenter, hvor vi er mere åbne overfor de impulser, som sendes fra andre til os, hvem ved.

Vi startede i alle tilfælde med at teame op om en taxa og ved ankomsten til skolehjemmet blev vi så også et værelsesteam og senere i vores læreforløb også et team på køkkengulvet, da jeg skriftede læreplads fra det store hotel med møgdårligt miljø til det mindre sted med varme, latter og masser af sammenhold.

Bibi og jeg er så forskellige, både udenpå og indeni, men ret hurtigt blev vi det makkerpar, der kunne banke en fest af til 150 uden at sige et eneste ord. Vi vidste dengang – og egentlig stadigvæk – hvad den anden havde gang i, hvad den anden mente og tænkte og behøvede aldrig at aftale, hvem der laver hvad.

Hun er god til de store grove træk, klarer alle de indledende øvelser og smider om sig med de store gryder og pander. Hun hamrer løs i bolledejen og triller i løbet af en kaffetår 500 små stykker brød og skræller samtidig et bjerg af løg. Store brag og store armbevægelser, der sørger for at der er råvarer parat til hende, der arbejder lige så hurtigt men som er mere detalje orienteret.

Ja det er sådan jeg selv omtaler det, at jeg har øje for de små ting, at jeg er den, der løfter anretningen på tallerkenen ved at vende en enkelt lille ting, Bibi kalder det vist mere nusseri og griner skævt til mig..

På vores læreplads blev der smurt i tusindevis stykker smørrebrød, jeg hadede det som pesten, samlebåndsarbejde, gris og snask med ristede løg ude af kontrol og møg-rødbeder, der skulle duppes inden de kom op på leverdrengen, lortearbejde, min røv var ikke at se for bar’ skosåler, når de bon’er dumpede ned i køkkenet.

Jeg gjorde det selvfølgelig, hvis det var nødvendigt, men jeg opholdt mig hellere i A la Carte køkkenet.

Og det var en arbejdsfordeling som ingen satte spørgsmålstegn ved og som ingen talte ret meget om, andet end når der skulle grines af det…

SÅ forskellige og alligevel de bedste makkere.

Den ro og tryghed det giver at arbejde sammen med en, hvor ord ikke er nødvendige men bare bruges for at tale om andet, end det hænderne arbejder med, det er vidunderligt.

Team 1 i et køkken, synes jeg, men nu er vi ved at være så tilpas tilbagelænende at det ikke er ofte, at det er der vi opholder os, ikke til de store fester i alle tilfælde, dem lader vi andre om at klare. Det meste af tiden.

Ind imellem laver vi en fest og vi er i helt de samme roller, som for år tilbage. Måske skulle man engang optage en lille videosekvens, som vi kunne sidde og gnækker over, når vi engang kun kan sidde stille sammen, jeg er sikker på, at det er ret fascinerende at iagttage en stor middag tage form og folde sig ud uden at maden på et eneste tidspunkt bliver nævnt…

Min teammakker. Min skønne veninde.

Vi har været i hinandens liv i 26 år, været der i glæde, sorg, vrede, grin, på ferier, i hverdagen, tidligt og sent, slæbt hinandens børn og hinandens bøvl. Vi har lavet mad til hinandens livsfester, bryllupper, barnedåb og konfirmation. 30 år og 40 års fejringer. Vi har lavet mad til BB King og Thomas Helmig og også til kartoffelavler Bøvlesen. 1 million stykker smørrebrød og 1000vis af sirlige desserter. Alt sammen lige sjovt og toppet op med kaffe, smøger, rå grin og lede vittigheder om astronauter og andet godtfolk. Men de ord er kun for vores ører og ikke stuerene nok til at dele her.

Vi var et godt team.

Vi er et godt team.

Gad vide om hun mon ved, hvor meget jeg elsker hende.

Jeg tror, at jeg vil huske at sige det til hende.

Altså med fare for at blive klasket omkuld af en halv side røget laks, for den slags er nok noget pjatværk som man ikke behøver at sige i hendes univers. Jeg vil bare være sikker på, at hun ved det…