Weekend uden alt for mange planer er godt, når hverdagen har tendens til at buldre.
Weekend med tid til sofa, bøger, morfar, skov, butikker, tv, børn, dyr og søde gæster.
Weekend i ro og mag med elementer af alt det, som gør godt inden i og giver smil i øjne og hjerte.
Weekend lidt endnu men ikke ret længe.
Det er okay –
der kommer en ny af slagsen inden længe og de dage, der er imellem søndag og lørdag, ja dem nyder jeg også…
Lørdag skinnede solen smukt ind i stuerne, gav energi og lys. Friske blomster og løgplanter kom i vaser og potter og det var muligt at sippe en kop kaffe på verandaen uden at ha’ voldsomt vintertøj på.
Der er ikke så sirligt derude under taget for tiden, alt det kønne og hyggelige er pakket væk og der står lidt poser med pap og andet emballage, der skal køre på containerpladsen. De store potter er tomme og tæpperne på gulvet rullet sammen. Men jeg lod som ingenting, lukkede øjnene og lod som om, at det hele var lige så kønt, som det var i sommers.
Det var godt at sidde der og mærke solen varme næsen, høre fuglene og byens lyde.
Kaffen smager allerbedst, når der er frisk luft på kinderne.
Lørdag aften var der igen selskab om det lange bord, dejligt selskab, men det skal ha’ sin egen lille historie en anden dag.
Måske endda på synnejysk…
Søndag har været mørk og våd. Både af sne, slud og regn.
En grå dag med lidt hvidt drys ind imellem. Ude lokkede ikke, det gjorde der imod strik og sortering.
Alt er foregået i langsomt tempo, tæt på snegl, for jeg har slæbt et ømt hoved med mig hele dagen.
Ikke fest-ømt, bare hovedpineirriterendeømt, og det tog sig ikke af, at jeg påpegede, at den slags ikke var velkomment.
Så snegl i eget hus, men dog en snegl, der fik lavet en stor portion mad til gæstebud i morgen aften og også fik kigget sine kogebøger alvorligt i øjnene, så nogen af dem nu er kommet i aftægt hos Sophie.
2 dage brugt. Godt brugt og brugt godt.
Om lidt venter dyner og puder med friske betræk.
Jeg er klar til at overgi’ mig og også klar til at springe ombord i en frisk ny uge…
11 Kommentarer
Selv om bevægelserne måske ikke har været så store, så lyder det som om du har haft en dejlig weekend med tid til det der var lyst til. God uge 6!
Det var en dejlig weekend, Anja, og lige om lidt kommer en ny…
Weekend er en god opfindelse, selvom man er snegl! Rart bare at nyde og være. Jeg har overset alle uldbusserne, fik dog vasket vinduer så jeg kunne se ud! Se ud, sol på kinder og familie på besøg. Det er godt. Og det bedste, jeg har FRI i morgen;-)))
Du er god til at lave dejlige dage for dig selv, Sidsel, skønt at læse…
Det lyder som en vidunderlig weekend og minder lidt om min. 🙂
Jeg elsker at læse med her hos dig, så ved du lige det! 😉
Tak skal du ha’, Maria, det er dejligt at du tager dig tid til at fortælle mig det, det gør mig glad…
Det er skønt at kunne lade op med så dejlige ingredienser 🙂
Det er det nemlig, Pernille, jeg elsker det…
Weekenderne hjemme hos jer er vist ikke helt tosset.
Rigtig god uge til dig 🙂
Vi er tossede, men at være her er ikke så tosset endda, Rikkeprikke 🙂
Anne jeg er bare så vild med det billede du selv har malet – som lige anes i baggrunden… Jeg tænker det er det som vi har set mere af på andre billeder…? farvevalget, det transperante, samensætningen… flot 🙂