SIGGA…

Vi har arvet en kat.
En arve-flytte-kat, der ikke kunne komme med sin familie til det nye sted, hvor de var nødt til at flytte hen.

De havde bestemt, at de ville spørge os, om den lille fine kunne bo hos os, for selv om de ikke kender os ret godt, ja nærmest ikke, så var de sikre på, at hun ville få det godt her.
Sødt tænkt af dem, synes jeg.

Men jeg turde ikke takke ja uden at ha’ afstemt eget ønske med pigernes.
Planen var, at vi først skulle ha’ en kat mere, når Amanda kom fra efterskolen, og det er der jo alligevel nogen tid til.

Men planer er vel til for at kunne ændre og det blev de og vi takkede ja til Perle, som nu hedder Sigga…

Navnet fandt vi frem fra en gammel lap papir med masser af mulige navne til hunde – og nu også katte – den er helt fra før vi fik Nugga, men jeg har gemt den og vi blev hurtigt enige om, at en Nugga og en Sigga og en Otto kunne være en fin trio.

Sigga er både Maine Coon og så ikke, for nogle gener fra en almindelig huskat har sneget sig ind og ingen kan med sikkerhed sige, hvor lidt eller hvor meget det vil komme til udtryk. Hun har samme størrelse, som en ren MC på 7 mdr ville ha’ og pelsen har samme længde, som Ottos og Viggos havde i den alder, dog uden den store hankattekrave, som de begge hurtigt fik.

Hendes poter er store og med masser af pels mellem trædepuderne, halen busket og hendes kontakt til os er helt lige så hundeagtig, som Ottos.
Men ren i generne er hun ikke og vi må se hvordan hun ender…

Otto følger hende rundt og laver små søde kaldelyde nede i halsen, han vil hende så gerne og hopper lystigt hen mod hende for at få gang i en leg, men hun er ikke helt klar endnu.
Han får ikke lov til at komme helt tæt på, kun når hun er meget træt, og ikke engang hans kælne rullen rundt foran hende får hende til at blive blød i knæene, men vi er fulde af fortrøstning, for tiden arbejder godt for Otto kan vi se og inden længe vil de være hinandens bedste venner.

Otto var livsens ræd for hende de første 24 timer, trykkede sig ind mod os og op i sofahjørnet og havde øjne så store som tekopper, mens hun spankulerede hjemvant rundt og hverken lod sig påvirke af hund, os eller gæster, der gik ud og ind, hun “ownede” rummene fra første minut og jeg vil tro, at hun kommer til at styre hele flokken…

Jeg har taget en hel masse billeder af den lille nye og den store gamle, sammen og hver for sig, tæt på hinanden og også med hvæsende munde, men de fleste af Sigga er uskarpe pga hendes hurtige bevægelser og på resten sover hun.
Der er ligesom ingen mellemstation endnu, det er lynhurtigt eller helt stille.

Men lur mig om der ikke kommer til at flyde en lind strøm af kattebilleder her på bloggen.
Bare fordi det ikke er til at lade vær’.

Og hvis nogen tænker “Gamle skøre kattedame”, så ja måske. Lidt.
Også selv om jeg jo ikke er så gammel igen…