I går lå jeg brak.
I dag ligger jeg brak.
Eller “har ligget” for jeg har vredet mig ud af dynerne og lukket lyset ind nu og bevæger mig stille omkring for at få lidt liv tilbage i kroppen, der allermest føles som en tung og ledeløs klump.
Migrænen er ikke min ven, den kunne godt forsvinde fra mit liv uden at jeg ville savne den et eneste øjeblik.
Den kommer ikke så ofte, som den gjorde engang, og i modsætning til tidligere, så ved jeg nu, hvad der udløser den.
Pres udefra i en kombination med noget medicin, som jeg har taget det sidste års tid for et mikro-adenom i hypofysen, kan tænde migrænen som blev det gjort ved et tryk på en kontakt.
Klik –
og så er jeg sendt til tælling. Ikke bare i et par timer eller fem men i et par dage, hvor jeg intet orker og hvor hovedet bare gør så ondt, at jeg kaster op og svimler rundt…
Er jeg i ro og balance, så får jeg kun et mindre ubehag af medicinen, ikke noget, som jeg ikke kan leve med, jeg registrerer det bare og fortsætter så ellers, som jeg plejer. Måske med en lille lur på sofaen, en lille én.
Men er jeg under pres udefra, pres af situationer, af mennesker, der ikke vil give ro, så bliver jeg ekstra sårbar i forhold til migrænen og den kommer til at fylde for meget.
Synes at jeg har prøvet at forklare der, hvor det kunne være nødvendigt, men uden den ønskede effekt, så derfor må jeg fortsætte sværdslagene og æde de dage, som det så koster på langs.
Bliver jeg irriteret?
Ja fandme ja –
for jeg vil gerne passe mit job, passe mine unger, passe mit gode liv.
Og at nogen med deres ubetænksomhed og uvilje sætter en kæp i hjulet for det, ja det pisser mig af.
Det er ikke i orden!
Jeg er taknemmelig for, at jeg nu er et sted i mit liv, hvor jeg er blevet så meget mere rolig inden i og hvor evnen til at skille skæg fra snot i løbet af de sidste par år er blevet slebet ultraskarp.
Havde jeg ikke været her, så kunne dagene i sengen bag nedrullede gardiner ha’ været så mange flere.
Men er det rimeligt, at jeg presses sådan, at jeg bliver syg af det?
Ikke hvis du spørger mig.
Men ikke alle er mig og derfor må jeg vel for en tid endnu stå model til det, som er nødvendigt for at få sat en endelig og gyldig streg over og under det, som skal gælde for mig og mine.
Gnaven i dag, AnneS?!
Egentlig ikke –
bare træt af det.
Og det vil jeg ha’ lov til at være.
Lige 5 minutter endnu…
7 Kommentarer
Så skulle mai vært nå, så kunne jeg hygget for deg! Eller også ikke, for din deilige fridag skal helst brukes på mer hygge enn vi får til med deg på langs. Men du skal bare slutte å kalle deg gnaven, det kler deg slett ikke. Du skiller bare snørr fra barter som du sier. Det må da være lov.
God bedring og klem!
Tak Tora! Og ja, vi skal ha’ en dejlig fredag, når i kommer, så ingen adgang for migræne der…
ÅH..ja Anne, migræne kender jeg til bevidstløshed. Det er frygteligt, man føler sig fuldstændig sat udenfor alt. Desværre er der jo ikke så meget der virker imod migrænen. Jeg fik for år tilbage akupunktur, som har bevirket, at anfaldene er færre nu end tidligere. Dengang kunne det være ca. 6-8 gange om måneden.
Urimeligt er det da helt sikkert, at du presses så du bliver syg af det. Jeg håber at du må få ro omkring dig. God bedring.
Jeg har prøvet ALT, Anne, nu lever jeg bare med det og glædes over, at det er langt sjældnere end tidligere at jeg for alvor sendes til tælling…
Gnaven må du gerne være. Med rette. Og så glæd dig til du igen er frisk og kan nyde dit efterhånden så gode liv. God bedring.
Jeg er frisk nu, Eva, og du kan bare tro, at jeg nyder.
God bededagsferie til dig…
Jeg går åbenbart rundt i den vildfarelse at netop migræne efterhånden er anset som en sygdom der i den grad trækker tænder, og kræver forståelse og ro fra omgivelserne.
Jo! Jeg synes du har ret til at være gnaven, og håber du har eller får overskud til at tage den kamp der skal til. Både til forståelse, men bestemt også til den ro og egenharmoni det gør det lettere at komme ovenpå igen.