VI KØRER DEN IND MED KULØR…

Sådan en uge som denne her kan hurtigt få ben at gå på.
Vi er allerede halvvejs i hverdagene og inden vi nærmest får sagt weekend, så er den over os.

Jeg holder egentlig vældigt meget af hverdag, også selv om den æder store bidder af mit døgn og der ikke bliver plads til ret meget viften med ørerne her på de dage, hvor der er arbejde at passe. Det bliver mest til job, transport og så de vigtigste gøremål herhjemme, inden jeg dratter om på sofaneseren med pelsdyr og remotecontrol.

I dag er ingen undtagelse, bortset fra at jeg ikke har råderet over de bløde hynder for der ligger Sophie, der er skidtmads.
Jeg sørger for te og rystede puder og sammen gyser vi over gårsdagens opgave i Masterchef, som genudsendes lige nu.

Vi gyser og fryder og får frygtelig lyst til at lave vores egen Croquembouche. Vi må ud på låners marked og se om vi kan finde en metalkegle, så vi kan få den rette facon.
Men det må vente til en dag, hvor det ikke er almindelig arbejdshverdag…

En onsdag – og for den sags skyld andre dage – bliver skønnere, hvis rummene omkring én ikke bærer prag af stress og jag, hvis vaserne får en frisk blomst og stagerne ikke står med kedelige stumper, her skal være ryddeligt og ordentligt, ellers trives jeg ikke. Men det kræver en indsats for for meget ind og ud af døren efterlader ofte lidt smårod på borde og i gangarealer, i alle tilfælde her hos os.

Så i dag tog jeg husmorrunden, da jeg kom hjem, alt er nu glattet og vi er klar til en rolig aften med udsigt til pænt.
Der er knald på farverne og mindre knald på os, mon ikke det er en ok kombi.

Og så er der forresten også knald på kattene, ret meget ind imellem. Men dem om det, de har det muntert…

Mens vi slapper og lader tv’et underholde os er der også tid til lidt skriblerier.
Jeg har pustet liv i onsdagspostkortene igen og kan mærke, at jeg har savnet at skrive dem, og de der er sendt ud i landet er ankommet vel og med hyggelig ord returneret på sms eller et rigtigt pap-kort. Det gør glad.

Jeg har set, at der er mange i gang med at finde pennevenner via Instagram og andre sociale medier og på mange blogs flashes også smukke breve sendt og modtaget fra nær og fjern.
Jeg slår også gerne et “slaw” for de håndskrevne langsomme breve, de er både dejlige at sidde og skrive og sørme også at modtage, det ved vi vel alle, ingen raketvidenskab eller nyopfindelser i det, bare viljen til at finde tiden det.

Men se det var lige et sidespring, et vigtigt et, men alligevel et sidespring.
For det jeg egentlig bare lige ville, var at sige:
Hey, tjullahop, god hverdag, vi kører den ind med kulør.

Og er det da så ikke bare fuldstændigt forrygende at lyset er derude indtil klokken er mere end otte…