Lidt af hvert

EN NY DAG AT GØRE GODT MED…

04/05/2013

Mirabelle....

Jeg er vågnet rigtigt tidligt i dag.
Før 05 – det er altså rigtigt meget tidligt i min optik.

Måske har der været lyde ude af mennesker på vej hjem fra en festlig nat, måske har det været pelsraketterne, der har tumlet hen over mig eller de allerførste morgenfriske fugle, der har kaldt på hinanden og også fået mig til at slå øjnene op.

I dag var en af de slags dage, hvor det med at vende sig og sove videre ikke gik, jeg prøvede ellers ihærdigt, men måtte gi’ mig og forlade dyner og snorkende hund.
Op og i noget blødt og hyggeligt tøj og også ud i morgenkulden på verandaen og sippe min te.

Der bliver så fint og grønt derude i haverne, som jeg kan se herfra, det er for alvor blevet forår.
Og den nye dag, som vi lige nu har at gøre godt med, skal også ha’ lov at byde på udetid og lidt trimning af egen plæne…

Jeg har æltet og vejet og bagt, siden jeg stod op, for senere på dagen kommer der dejlige mennesker for at fejre Amanda.
De kommer i eftermiddag og skal få lov at fylde deres maver med masser af hjemmebag, som Amanda har ønsket.

Søde fødseldagsboller med kardemomme, store svedige kanelsnurrer, spicy cookies og en høj rugbrødslagkage.
Jeg skyndte mig også at røre en grov og fiberrig dej sammen til nogle lidt fornuftigere boller, jeg fik nærmest halsbrand og mavekneb af at kigge på de andre deje, men faktisk er jeg ret sikker på, at det vil være på netop det, som kan fremkalde lettere utilpashed, når det inhaleres i for store mængder, der er mest afsætning på.

Jeg tør næsten vædde…

I køkkenet står en opvask.
I sofaen ligger mit strikketøj.
På verandaen står nogle små potter og venter på frø.
På tørrestativet hænger tøj, der kunne glattes og lægges væk.

I sengen ligger min dyne.
På puden ligger en kat.
Mon jeg skulle lægge mig ved siden af?
Eller skulle jeg fortsætte med at bevæge mig rundt og få elimineret det, der ville irritere øjet, når jeg rullede mig ud af dynerne igen?!

Jeg tager en kop kaffe, mens jeg skal forsøge at bestemme mig.
En hel ny og næsten ubrugt dag at gøre godt med, jeg vil så gerne ha’ det bedste ud af den.

God lørdag til jer, der måske ligger håret fladt og kinderne krøllede lidt endnu.
Og selvfølgelig også til jer, der er i lodret position lige som mig…

You Might Also Like

3 Kommentarer

  • Reply Mie 04/05/2013 at 07:26

    Godmorgen søde energiske Anne – Jeg er selv kun nået dertil, hvor jeg sidder og overvejer, hvor jeg skal tage fat og hvilken ende, jeg skal gribe først i – og synes jeg er kommet tidligt tidligt igang. Jeg er ikke morgenmenneske overhovedet – men elsker de dage, hvor jeg alligevel kommer tidligt ud af fjerene – den er følelse af at strække dagene og at have masser af dag foran sig 🙂 Rigtig god lørdag til dig og dine – knus

  • Reply Pernille 04/05/2013 at 08:56

    Der er lagt op til en dejlig dag.

    Min skønne nevø fylder tretten i dag, og det skal fejres.
    Jeg skal blot møde op, så har andre sørget for dej og hjemmebag i flere variationer. Det passer mig helt fint en dag som i dag 🙂

    God fornøjelse med jeres fejring.

  • Reply Helle K. 04/05/2013 at 11:23

    Håber du har fundet på noget og nyder din lørdag 🙂
    Emma valgte, at stå op (fra min seng) og drikke vand kl. 5 og det vækkede mig – og det var helt umuligt at sove igen, da jeg så opdagede, at solen var stået op, stod jeg også op og gik tur.

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.