Weekenden har ramt os her hjemme, vi har stemplet ud af skole og job og foran os ligger skønne dage med dejligt vejr, fest, hygge, Vesterhavsnydning og hjertevarme.
Jeg er klar til det hele –
også lige til en lille lørdagstjans i Danmarks bedste kiosk.
Men først fredagsnydning i solen med lidt mælkebøttemord, trimning af plæne og opbindning af klatrerose.
Og allerbedst: Tid til dameblade og iskaffe i hængekøjen…
Vi er storforbrugere af iskaffe om sommeren, det er den skønneste tørstslukker og et glas smager bare altid af mer’.
Ind imellem bliver der lavet en kande til køleskabet, som man så kan gå og skænke fra, men jeg nyder allermest en helt frisklavet portion med skummende top.
Man kan gøre sig umage og brygge sig en lækker espresso, som køles ned før den køres op med koldt mælk og isterninger.
Man kan også ta’ en smutvej og bruge en god frysetørret kaffe blendet direkte i mælken med et lille nip sukker.
Ofte vælger jeg smutvejen, for når jeg får lyst til iskaffe, så er der ingen tålmodighed til at vente på nedkøling…
Til 2-3 store glas iskaffe bruger jeg
4 tsk frysetørret kaffe, måske med top hvis man er til den stærke side.
2 tsk rørsukker
6 dl isnende øko-mini
Isterninger i flok
Ned i en høj kande med kaffe, sukker og mælk og har du en kraftig stavblender så kan isterningerne også kommes i, ellers puttes de bare direkte i glasset.
Stavblenderen ned i kanden og fuld skrue indtil iskaffen rejser sig med et smukt og luftigt skum på toppen.
Op i glas, sugerør i og Aaahhhhhhh.
I dag fik iskaffen festtøj på og blev forvandlet til en himmerigsslurk, der til enhver tid kan sende Starbucks Frappuccino til tælling, og den er nu ellers god.
Men hjemmelavet er bedre og her har man også mere styr på vægtningen af kaffeintensitet, sødme og hvor stor en mængde flødesky, der skal på toppen.
Vi fik bare en lille klat og så lidt ahornsirupstriber oveni.
H-I-M-M-E-R-I-G-S-S-L-U-R-K
siger jeg bare!!
Prøv det!
Det er jo fredag for pokker…
8 Kommentarer
Slurp – må jeg prøve – lidt pinligt at sige ( men jeg har aldrig smagt det !!)
Perfekt opskrift. Tusind tak for den. Prøvede den af med det samme , efter en lang arbejdsdag.
Selvom jeg ikke er til kaffe så er jeg til varm kakao med et skvæt kaffe i…og mon ikke det her også er tyndet så tilstrækkeligt op at det lige præcis er hvad jeg ku’ drikke?! Jeg har fået en super stavblender som kan klare opgaven med at piske luftigt og skummende – must try 🙂 🙂 Tusind tak for inspiration (også med squash fritter – hold nu op de ser lækre ud 🙂 )
Synes godt om. Meget !
Den smutvej skal prøves hurtigst muligt!!! Hav en fantastisk lørdag 🙂
ja for pokker 🙂 og lørdag er den sikkert også himmerige 🙂
god weekend
Opskriften er netop afprøvet og det her er godt nok lækkert. Og et meget billigere alternativ end at smutte på Baresso eller Starbucks.
Tak for opskriften, Anne 🙂
Perfekt oppskrift 🙂