Otto har fået lov at komme i haven med sele og line på.
Det er spændende men også så ukendt og skræmmende, at man ikke vil være ret mange meter fra os på to ben og det kræver flere timers snorkende lur, når man kommer ind igen.
Men duften af sommer og byttedyr var fin…
6 Kommentarer
Søde, smukke Otto:)
Nemlig Eva…
Altid trist at høre om en kat, der ikke får lov at komme ud fordi ejerne er bange for at miste en investering. Investeringen er både økonomisk og mental, det ved jeg, men katten bøder for jeres frygt for at miste ham. Jeg håber, du vil tænke over denne kommentar og se den som en fortaler for Otto, ikke en kritik af dig. Jeg har selv mistet elskede katte til trafik og lignende, men har aldrig kunne få over mit hjerte at holde dem inde. Deres nysgerrighed og jagtinstinkt har glædet mig om og om igen og det har forkortet nogle af deres liv. Vi har alle forskellige holdninger til dette emne, det ved jeg, men kunne ikke være tavs i dag….
Tak for din kommentar, Charlotte, den er som alle andre ordentlige kommentarer velkommen her også selv om jeg ikke har samme holdning til dette tema som du.
Jeg ved ikke, hvor meget eller hvor længe, at du har læst her, men hvis du har været forbi her andre dage end bare lige i dag, så vil du vide, at en beslutning om at holde Otto inde ikke har en skid med økonomi at gøre, men udelukkende er taget fordi vi gerne vil passe på ham.
Vi klarer ikke endnu en trafikdræbt kat, det var umenneskelig hårdt for især Amanda at måtte sige farvel til Viggo, som var hendes daglige opmuntring og holdepunkt i en meget meget vanskelig tid.
Otto og Sigga er vores første indekatte og jeg har det ikke svært med at ha’ dem herinde, jeg ville tidligere ha’ forsvoret at jeg ville kunne trives med det, men det kan jeg så udemærket.
De har gode og hyggelige katteliv og leger frit og vildt på alle vores 135 kvm, de suser op og ned og giver hinanden mulighed for at lege jagt og udfordrer hinanden til sjov og til tider ballade.
Så længe vi bor her, så bor kattene inde og kommer kun ud i line eller på arm, de kan være på verandaen og sidde der og kigge ud.
Planen er en løbegård i haven men bliver den plan ikke ført ud i livet, ja så er det ikke noget, som jeg vil knuges meget over.
Nogle katte får lov at leve det frie liv ud, men har det så måske ikke så godt inde.
At have kæledyr er noget som vi mennesker har bestemt er hyggeligt, hvis du havde spurgt de vilde hunde og katte for tusinder af år siden, så havde de sikkert takket nej.
Som ejere af kæledyr sidder vi med mange beslutninger, vi bestemmer levevilkår, vi bestemmer hvor længe de skal leve, om de skal behandles ved alvorlig sygdom, om de skal fodres med bedste kvalitet eller leve af billig møg-mad.
Jeg har bestemt, at vores katte ikke skal løbe frit, og den beslutning står jeg ved uden at være flov. Dit argument kan sikkert være, at så skulle vi ikke ha’ købt en ny kat, men det var ikke en mulighed for os.
Så som jeg har respekteret din kommentar og din holdning, så håber jeg også, at du vil tænke over min, som er, at jeg aldrig mere med vilje eller høj sandsynlighed ville udsætte mine dyr for fare.
God søndag til dig, Charlotte…
Hvor er han G U D E S M U K, altså!!! 😀
Det er han bare, Michelle, og meget meget sød og hyggelig…