Min smukke ældste fylder 28 år i dag.
28??!!?
Det er jo for vildt.
Hun har jo lige ligget her i mine arme i den hede julimåned, mens jeg så LiveAid og sang med på Sades skønne “Your love is king”.
Jeg sad der i sommertøj, i en hedebølge, med mit første lillebitte perfekte og sunde barn i armene og så billeder af hungersramte børn i Afrika, jeg græd som pisket. Bare en uge gammel var min Sophie og jeg sad der og fyldtes med en nærmest lammende skræk over alle de ulykker, der kunne ramle ned over hende, hvis jeg ikke passede godt nok på hende.
Vi har klaret at holde de værste katastrofer fra vores dør i 28 år, nu klarer hun sig sikkert uden alt for meget hjælp fra mig.
Sådan da –
for mor er altid rar at ha’ inden for rækkevidde.
Det mærker jeg og det elsker jeg.
Lige som jeg jo elsker min milde, hjertevarme, gode og glade datter.
Til månen og tilbage igen…
I dag er hun i Roskilde, nyder vennerne, de kolde drinks, Meyers mad og masser af musik.
Hun nyder solen, det ved jeg, og ville nok også ønske sig, at der var en tropestrand med palmer på dyrskuepladsen, sådan en med hvidt sand og turkis hav, a la Grækenland, som hun elsker.
Hun er et barn af sommeren, trives i sol og vand, hun er en livsnyder og en af de mest rummelige mennesker, som jeg nogensinde har mødt, hun favner og hun elsker, også sådan at det ind imellem er ved at ta’ livet af hende.
Jeg er så heldig, at hun landede lige i mine arme, hvor hun passede så godt, jeg kunne ikke ha’ ønsket mig en bedre start på det moderskab, som jeg synes er livet selv.
Tillykke til dig, dit voksne skønne menneske, jeg elsker hver en lille bid af dig…
16 Kommentarer
Tillykke til Sophie.. og Sophies mor 🙂
Tak fra os begge to, Pernille…
Heldige Sophie, – og heldige Sophies mor <3 Tillykke…
Jeg føler mig i alle tilfælde pissehamrende heldig med den skjønne unge, Tante T…
Til lykke med dit datterbarn! Også mit havde fødselsdag på Roskilde – det tænkte vi ikke lige på, da vi fik vores skønne sommerbørn:-)
Nej det er jo lige det, Charlotte, man tænker ikke, at man muligvis mister chancen for at fejre dem hjemme 🙂
Gratulerer med dagen til dere begge! Jeg er så glad for at jeg har fått bli kjent med nydelige Sophie også, hun er et sånt fint menneske. Heldige er dere, som har hverandre!
Tak, søde Tora, dine ord rammer lige derind, hvor al kærligheden bor, tak for dem, jeg kan høre dig sige dem på dit smukke norske…
Et STORT tillykke til den smukke Sophie! Tænk sig, 28 år!! Hip hip hurra og så det lange….
Tak, Anette, der nu sikkert ligger og steger i Kroatien. Kys til dig, Anne og Hansi…
Tillykke. Jeg fik selv et sommerbarn i 1993. Dine ord passer også perfekt til hende.
Så deles vi bare om dem, Letten…
Du skriver, så man får klump i halsen….. Tillykke.
Det var ikke meningen, Eva…
Mange gange tillykke med hende! -Et rørende indlæg når man, som jeg, sidder med bugnende mave og bare venter på hvornår den første fødte har tænkt sig at komme ud i ens favn, til modtagelse af al vores kærlighed og omsorg!
Glæd dig, Strikmus, det er ubeskriveligt dejligt…