SENSOMMERLØRDAG…

Søde smukke august-lørdag, som er kommet med blå blå himmel, bugnende æblegrene i haven, al den tid som vi ønsker at ha’ til familieliv, tid til te og bog, tid til hundeklap og kys, til en tåre og til et grin.
Friske blomster fra haven i vaserne i de rum, som er rykket rundt og på plads og som er blevet lige præcis så gode, som jeg forestillede mig, planer om lidt kagebagning, sofatid og hækling.

En lang lørdag med tid, ro, kærlighed og slag af et klemt hjerte, der husker mig på, at noget af det, som er så godt også er fyldt med sorg lige nu.
Jeg ved det, sådan er det, og jeg klarer det, vi klarer det, men vi vil ha’ lov til at være sprøde og kede og alligevel også bare være og nyde alt det, som vi plejer at være glade for.

Nugga ligger lige her under bordet på mine fødder, hun sover og giver bare et stille dap med halen, når jeg aer hende med foden, senere venter skov og sø, det gider hun, det ved jeg, og jeg gider også…

Lejligheden er nok lidt mere stille, end den plejer at være, bortset fra de bump og brag, det giver, når kattene kommer tumlende igennem rummene, lydene udefra kommer skarpere ind igennem de åbne vinduer, lydene fra de andre haver af børn, græsslåmaskiner og fejekoste. Måske er det bare alle mine sanser, der er uden filter, synes næsten at min hud er sådan influenza-agtig øm.

Mit beredskab har været under pres de sidste par år, nærmest konstant, jeg er glad for, at jeg er som et stykke ukrudt, som en væltepeter, en sejtrækker og ingen bukseryster.
Men det kan vel blive nok for enhver. Jeg er ved at være der.

Det er ikke klynk eller ha’-ondt-af-mig skrivning dette her, der er tørre konstateringer og måske også en note til mig selv om, at det er okay at sige nej og nej tak til de, der synes at et eller andet kunne være godt for mig. Jeg sætter pris på det, på deres tanker og idéer og omsorg, men jeg kan ikke ta’ det ind, jeg må gøre det på min måde. Det er den eneste måde, som jeg er tryg ved.

Sovende hund, stille børn, stille Anne, vi klarer lørdagen og kommer gode ting i den.
Helt som vi plejer og så alligvel bare så forbandet anderledes…