Jeg har fået lidt mails med små forsigtige forspørgsel på, om alt er ok. De, der skriver, synes vist, at her er frygteligt stille.
Og det er der da også. Her altså.
For i livet er der fut og halløj, hvalpebjæf og bidemærker.
Jeg løber afsted og forsøger at få enderne til at nå sammen, for her er nok at gøre til hverdag og når den så tilsættes en lille lømmel af en hvalp, ja så bliver der ikke tid til overs til det, som plejer at være mit eget rum.
Håndarbejde, blog, køkkentid og småture ud i landet er barberet ned til et minimum.
Jeg får ikke læst, jeg får ikke skrevet, jeg strikker næsten ikke og selv om vi (selvfølgelig) spiser godt og varieret, så bliver der trukket mere på klassikerne end der plejer at blive gjort.
Huxi buxi bimmergøj sørger for livlig aktivitet og når han går i hvalpe-koma, ja så falder jeg også sammen.
Med rifter og blå mærker af små nappende tænder, med ømt hjerte for den store hvide vi sagde farvel til og blødt smil til ham den lille, der nu er her…
Jeg har nået at ta’ til Fanø sammen med dejlige kvinder, jeg har nået at flytte rundt på vores ting, så vi har albuerum nok til vinterens indeliv, jeg har pelset mine pelargonier og slæbt dem i vinterhi oven på, jeg har sørget for forplejning til en barnedåb og jeg har sørme også husket at ae og kysse både børn, katte og hvem, der ellers måtte trænge.
Livet er godt.
Livet er i farver af den klare slags.
Livet er i up beat tempo.
Så det er såmænd bare derfor, at jeg er fraværende her, tiden mangler, så enkelt er det såmænd.
Nogen vil måske tænke, at det er tosse-meget tid at bruge på en hund, men jeg ved, at det jeg investere nu er det, som gør, at vi får den bedste hund, som både vi og andre vil nyde at være sammen med. En hund, der kender rammerne og reglerne, og som ikke genere men bare glæder.
Sådan skal Huxi blive, det skylder vi ham, for han er fuld af godt råstof og det skal der værnes om…
Og allerede nu er det nemmere, han er ved at ha’ nogle genkendelige mønstre i sove-, æde- og udetid, så stille begynder jeg at kunne planlægge at gøre noget, som kræver, at mit ene øje ikke hele tiden er vendt imod den pelsede.
Stille begynder der at være tid til at vende blikket lidt ud i verden igen og få samlet op på noget af det, som jeg sparkede til hjørnet, da Nugga blev skidt og Huxi kom til.
September har været bittersød og lang. En smuk måned på mange måder.
Og så alligevel også fuld af smerte.
Men sådan er det jo – det satans liv.
For os og for alle andre.
Vi lever det bare her på siden og derfor bliver det registreret, når noget ikke går helt som det plejer.
Det er helt okay og fint nok og tak til jer, som har skrevet.
Jeg er her.
Jow jow.
Jeg kan ikke la’ vær.
Jeg skulle bare lige…
Der er masser af fotos af Huxi på Instragram og også her på Flickr, hvor jeg prøver at huske at uploade…
20 Kommentarer
Godt at høre, at der er liv – og af den gode slags 🙂 Det gælder om at nyde den sidste sjat sommer, der skal nok komme nørkletid, når vi skruer ned for lyset
Allerede nu er det mørkere, Conny, ikke mere udeliv, når først aftensmaden er spist, så er det allerede for mørkt…
Ja, dejligt at alt er vel…man har vel kigget forsigtig forbi en enkelt gang eller flere 😉
Sikke kedeligt det så har været, Camilla, uden liv og hopla her, jeg håber, at du kigger nu, hvor jeg forsøger at puste liv. Igen…
Ja, jeg er også superglad for at høre godt nyt fra dig 🙂
Godt, Hanne!!
Hvor er han dog dejlig den lille dreng. Har selv en labrador på 12 år. Så vi er jo nok klar over, at hans tid snart kommer. Og der blir noget at omstille sig til med sådan en lille energibombe i huset. Og tid har man jo som regel ikke nok af i forvejen. 🙂
Energibombe er en ret god betegnelse, Irene, han har i alle tilfælde mere af den end jeg har 🙂
Dejligt, at alt er vel 🙂
Og det er det, Jette, helt og aldeles vel…
fuldt forståeligt…. bortset fra, jeg ville ikke kunne overskue, hund, kat, hus,hjem og job!
Så jeg takker dig, for alt det du giver!
Det er så lidt, Sidsel, når bare jeg kan få lov at gøre det i mit tempo 🙂
Kæreste Anne.
Vi forstår – men trænger også til at blive “aet”, så vi ved alt er vel. Du har jo stadig en alder “orkanens øje”, hvor der ikke er megen ro, – det har jeg også prøvet med 4 børn, fuldtidsjob, hund – og dengang – en mand.
Nu er jeg heldigvis pensionist, og kan nyde og gøre som jeg vil, og det gør jeg så, meget gerne med mine patchworklapper, OK Klub hveranden tirsdag, veninder og meget mere. Keder mig ikke.
PS – til orientering: Frida er ikke mere. De 2 unge i familien blev tilbudt at være med – Linnea blev i venteværelset, Daniel blev hjemme, men havde det godt med, at de på et tidspunkt får asken hjem i en urne, der bliver sat ned i haven.
Dejligt at høre fra dig igen.
Kram fra Diana
Du lever et dejligt liv, Diana, det kan man mærke…
Hej Anne, jeg er ny paa din blog, men er vild med din lille Huxi (ja og ogsaa med din blog i al almindelighed). Kan jeg faa dig til at forklare dig hvordan jeg ser billeder paa din Instagram ? Paa forhaand tak.
Velkommen hertil, Birgitte.
Du kan følge mig på Instragram ved at hente app’en til din mobil, det kræver at du har en smartphone.
Og så kan du finde mig under brugernavnet anneds.
Håber vi ses…
Dejligt at høre fra dig igen, og se skønne Huxi 🙂
Han er så dejlig, Dorthe, jeg kunne lægge billeder op hver eneste dag 😉
herligt 🙂 🙂 🙂
Tak og JA, Lone…