At komme i hverdags-omdrejninger igen efter en lang, lad og varm sommer er ikke så ligetil.
Augustvejret har været smukt og har indbudt til udeliv og inde-projekterne blevet skubbet foran os, to-do lister har levet et lettere forsømt liv og jeg har bare forsøgt at trække det absolut sidste ud af aftenlyset, de lune temperaturer og mulighederne for at være i haven.
Og så er der alt det, som man lige skal ind i igen af rutiner, både de gamle, som har fået lov at hvile, og alle de nye, som følger med, når hverdagslivet forandres og nye udfordringer lægger fra land.
Det er først nu, efter 2 år i jomfruburet her, at vi skal ha’ en hverdag med mere end én voksen og ét barn til at fungere, nu er der flere om badeværelset, flere, der skal være klar til afgang på samme tid, madpakker, aftaler, hjemtransport, forpligtelser, ønsker og muligheder, som skal afstemmes og tilpasses.
Det ta’r tid at finde rytmen og jeg synes, at jeg er lidt mat i sokkeholderne.
Ikke sådan dødmandstræt bare mat og hverdagsramt.
Så weekenderne falder heldigt der for enden af travle hverdage…
i dag er det lillefredag, i dag er en dejlig dag, vi skal jobbe og være i skole, men sidst på eftermiddagen kører vi til Vestjylland og henter Huxi.
Vi glæder os. MEGET endda.
Men det er også en forventningsglæde blandet med en sorg.
For der er jo en grund til at vi skal ha’ en lille.
Og den grund den er ikke færdig med at gøre ondt. Vi savner, længes og græder lidt endnu og sådan må det gerne være.
Vi var ikke parate til at sige farvel til Nugga, vi troede jo at hun skulle være her nogle år endnu.
Hendes trasken omkring, hendes lyde, hendes varme og hendes behov er en mangelvare og det er tungt.
Men sådan måtte det være.
Lige om lidt er her igen gang i den på hundefronten.
Også meget mere end der har været i de sidste mange år, for en vaks lille hvalp kræver mere end en magelig gammel tæve.
Vi er klar.
Vi får bunker af sensommerdage i fuld galop…
4 Kommentarer
Ønsker dig en ganske særlig dejlig dag med jeres nye “familiemedlem” Knus
De bedste ønsker til jer, på denne ganske særlige dejligste dag:-))
Jeg er så spændt på, hvad kattene siger til det. Jeg tror I får travlt:-))
Jeg tror at der bliver masser af sjove stunder som i kan glæde jer over. Og Nugga vil i jo altid ha med jer.
Jeg glæder mig lidt, hvis jeg får lov at se med 🙂