DEN FINESTE OKTOBER-START…

Smukke smukke dage med blå himmel og lune temperaturer.
Æblerne, blommerne og pærerne fyger om ørerne på os fra havens træer og græsset bliver ved med at gro og havens bede bliver ved med at forsyne vaserne med fine buketter.
Det er næsten for godt til at være sandt, men det er det, både her hos os og i mange andre danske haver.

September var smuk og oktober satte af fra samme sted, jeg klager ikke…

Jeg mærker godt, at årstiden skifter, jeg ser det ud af vinduerne efter aftensmaden, hvor mørket sænker sig hurtigt og tidligt og jeg mærker det om næsen i solopgangen i haven med hunden, hvor sweater og støvler er nødvendigt.
Jeg mærker det på energien, der for en stund er nedadgående, mens jeg vænner mig, sådan er det hvert år, en lille tid, hvor jeg glipper mere med øjenlågene og hvor aktiviterne beskæres, men det vender igen, når lige jeg får stillet mit indre ur på mørketid.

Efteråret må gerne være her, det er helt i orden med mig, for sommeren har været smuk og lang, jeg skal bare lige vænne mig…

Alt er godt, alt er ved det gamle.
Pigerne, kattene, jobbet, rummene, haven, veninderne, smilet og glæden.
Og så selvfølgelig Huxi. Ikke mindst Huxi.

Nærmest dobbelt så stor, som da han kom, i alle tilfælde dobbelt så fræk og for hver dag mere elsket og mere vores.

Savnet af Nugga tynger ind imellem, jeg savner hendes ro, trofasthed, det genkendelige og det vante, vi er ikke færdige med at savne, slet slet ikke, for ingen hund erstatter en anden, den tager bare opmærksomheden i mange vågne timer.
Men hun mangler.

Og alligevel kan jeg med ro inden i sige, at alt er godt, for det er som det skal og må være…

Jeg vil forsøge at finde tid til at passe bloggen, jeg savner at sidde her i ro og få orden på tanker og oplevelser.
Det er bare ikke så let, når jeg farter afsted i rumpen på Huxi, der har meget mere krudt end jeg, og når jeg ikke farter, ja så falder jeg om og samler kræfter til næste runde.

Kameraet samler støv, strikketøjet har ikke været oppe af posen længe og i køkkenet laves mest af den slags mad, som sidder på rygraden.
Hjemmet er omorganiseret, noget er pakket væk og andet stillet op i højden for ikke at blive gnasket i.
Det hele bliver så huxificeret, men jeg ved, at al den tid, som jeg bruger nu, er så vældigt godt givet ud, men jeg trænger faktisk en lille smule til også at lave andet.

Så mon ikke at jeg skulle tage mig selv i nakken og afsætte bare et lille hurtigt kvarter hver dag til billeder og ord?!
Jeg tror det.
Jeg vil det…