EN HJERTE-GAVE…

For nogle uger siden kom jeg hjem til en lille pakke på mit trappetrin.
Sirligt pakket ind og med smukke varme ord på et kort, som jeg straks vidste hvem var fra.

Svøbt i silkepapir lå en lille retriever, en Nugga med blafrende ører og hjertet på rette sted.
Det trak tårer, masser af dem, for jeg er stadig tyndhudet og sprød, når jeg tænker på den store hvide, min bedste Nugga, og da jeg så stod der med så personlig og hjertevarm lille hund i hænderne, så flød de, tårerne, igen.

Jeg er et heldigt menneske, der oplever, at mange mennesker kerer sig, rækker ud og rummer og også forstår det, som jeg sender ud i verden herfra.
Det er rigdom, jeg er dybt taknemmelig og tænker ofte på, om de forbindelser, som skabes med afsæt i det virtuelle rum, har særlige dimensioner.
Ikke bedre, ikke rigere, ikke rigtigere, ikke mere værdifulde, men bare særlige.

Måske.
Måske ikke.
Jeg ved i alle tilfælde bare, at noget af det, som jeg oplever på den konto, ikke ville ha’ været kommet min vej uden cyber…

Nu står den her, den fineste hvide porcelænshund, og husker os på, at vi har haft en ganske særlig Nugga.
Hun har helt sin egen plads her hos os og den hverken kan eller skal fyldes af den lille hoppende Huxi.
For han er jo også helt sin egen og fortjener sin egen plads.

Til dig, dit smukke menneske, som kom med pakken, som tog dig tiden til at forme og modellere, som på din helt særlige måde fornemmer og forstår, TAK.
Igen. For jeg har sagt det til dig, men siger det gerne igen.

Jeg er rørt over dine tanker og din handlen på dem, det er vidunderligt.
Dit lille kunstværk var en gave fra hjertet og den ramte os lige præcis der…