DET STORE I DET SMÅ…

Forleden hørte jeg en snas af Mads & Monopolet, mens jeg kørte fra A til B, jeg var optaget af den myldrende bytrafik og de krydsende fodgængere, havde hovedet fuld af tanker om alt og intet og lyttede egentlig ikke opmærksomt til programmet.

Det plejer jeg ellers.
At lytte og lytte opmærksomt!
Jeg føler mig vældigt godt underholdt og får mange skæve tanker om de dilemmaer, som sendes i, ind imellem ville jeg sådan ønske, at jeg kunne få lov at gi’ mit besyv med, jeg får så mange gode idéer. Synes jeg da selv.

Jan Gintberg fik mig dog til at slå ørerne ud, da han talte om Glippofobi, angsten for at gå glip af noget, noget som helst faktisk, angsten for at det mest spændende, mest sindsoprivende, mest herlige, mest lattervækkende sker lige der, hvor vi ikke er med.
Gintberg og Hella Joof var ret enige om, at det der glippofobi aftog med årene, at pludselig var det ikke længere livet om at gælde at man deltager i j-dag, at man er med til alle festerne eller med helt fremme i bussen til andre sociale arrangementer.

Jeg har ikke snerten af glippofobi, måske havde jeg engang, eller det havde jeg nok helt sikkert engang, kan jo egentlig godt huske de der aftener, hvor der blev nedlagt forbud mod fest og spas. Man døde jo en lille smule inden i så, for det var helt sikkert lige den lørdag, at festen ville være den vildeste. Dengang.
Nu er det anderledes…

Jeg kan godt være bange for at gå glip af noget, men det handler aldrig mere om sociale ting eller materialistiske ting, det handler om noget, der er meget tættere på, om mine piger og alle de momenter af kærlighed og skønhed, som kan deles med dem.
Måske er glippofobien afløst af en lille angst for ikke at få det hele med i forhold til dem, ikke at få set, ikke at få givet, ikke at få mærket og handlet.

De er i konstant udvikling, især Laura og Amanda, der for alvor er på vej ind i et mere nuanceret og velovervejet livsafsnit med uddannelses, seriøse forhold, refleksioner over egen praksis og over vi andres.
De har fart på og jeg vil så gerne opleve overgangene, kvantespringene, jeg vil så gerne være med, mens de folder sig ud og bliver unge på egne ben.

Sophie har taget nogle alvorlige beslutninger for sig selv i år og jeg mærker hvordan at det sådan “rigtige” voksenliv banker på og får hende til at stoppe op, mærke efter og forsigtigt begynde at søge nye veje.

De tre piger får mig til at være meget opmærksom på, at det altså er nu og ikke engang, at de dage, som går, de kommer ikke igen og at det kan blive svært at løbe dem ind, hvis jeg ikke lægger mig i deres slipvind…

Jeg er ikke en mor, der er bange for at give slip, jeg er fuld af fortrøstning, jeg ved, at jeg har opdraget stærke, selvstændige og stolte pige, der er bevidste om deres eget værd og som på hver deres måde står op for det, som er vigtigt for dem.
Jeg giver gerne slip, men vil ikke gå glip.

Og heldigvis er det sådan, at jeg får lov at være med, at jeg får hemmeligheder, overvejelser, glæde, smerte, jubel og grin leveret med varme og naturlighed og hvis jeg kunne mærke det forsvinde, så ville jeg få buldrende glippofobi.

Fobien rammer mig ikke i forhold til job, fester, arrangementer, rejser, stort eller småt.
For egentlig er det jo blevet sådan, at jeg er tilfreds, godt tilfreds, med det, som er og som mærkes hver dag.
Jeg er færdig med at tro på, at lykken ligger om hjørnet, et andet sted end her, at græsset er grønnere, kønnere, blødere eller tættere et andet sted.

Lykken ligger lige her, inde i mit, og jeg har selv ansvaret for at folde det ud, som kalder på det og for at lade det ligge, som ikke gavner.
Ingen andre end jeg skal sørge for, tage ansvar for, børe skyld for, hvis det ikke lykkes mig at finde lykke, eller nærmere holde fast i den, for den er jo lige her…

Jeg mærker den hver dag. Ser det store i det små.
Det lyder måske lidt for frelst, for hippiefredogharmonieish, men det er sådan det er for mig.

At mærke den lille varme hund under mine fødder.
At samle æbler i haven til at bage os en kage af.
At køre over motorvejsbroen ved Hørbylunde og kigge ud over trætoppene, der fortæller mig hvor på året vi er.
At se mine piger sidde sammen i sofaen.
At få et hjerteligt smil af en af de mennesker, som jeg arbejder med i mit job liv.
At nippe tomatplanterne i drivhuset, da sommeren var hed.
At ælte en langsom dej i et stille køkken.
At kunne lægge sig i kølige rene dyner og mærke novemberluften om min næse.
At stryge hænderne over et friskt strikketøj.
At se solen stå op og gå ned. Igen og igen.
At mærke roen.

Og mon ikke alle disse store små ting er en pendant til glippomanien, mon ikke det er de ting, som bliver betydningsfulde, når man er færdig med at løbe efter alt det, som man tænker er for spændende til ikke at være med til?
Måske.
Jeg er ikke sikker.

Men en snert af anti-glipangst hviler det sted i mig, hvor alle de små ting får lov til at fylde.
Joof og Gintberg var enige om, at det var en af de helt dejlige ting ved at være sådan rigtig voksen. På årstallet i alle tilfælde.

Jeg er tilbøjelig til at gi’ dem ret…