DAGEN FØR DAGEN MED INDLAGT PANIK…

Dagen før dagen.
Alt ånder fred og noget der kunne ligne idyl.

Pigerne sover, pelsraketterne sover, her er stille, her er lunt og godt og julens lys bløder morgenmørket op.
Jeg sidder ganske stille med hed kaffe og tænker de næste dages aktiviteter igennem, tænker på de allersidste ting, som skal hentes hjem, inden jeg kan læne mig helt tilbage, tænker på alt det gode og herlige, som er i mit liv og griner lidt af mig selv.

Griner fordi jeg som altid – evigt og altid og hver eneste år – rammes af sidste øjebliks julepanik.
Burde jeg ha’ købt den anden gave? En større gave?
Bliver de nu glade for det, som er købt eller vil jeg spore en skuffelse?
Skulle jeg ha’ bagt flere småkager, lavet en rullepølse, købt 40 oste, arrangeret stor og svimmel glögg-fest, kørt til Aabenraa og lagt juletulipaner på farmors grav og til Frederikshavn for at plante en hyacint hos mormor?
Burde jeg ha’ lavet mad og åbnet mit hjem for nogle af de, som intet har?
Skulle vi alle sammen ha’ haft nye rober og bobbet håret til årets juletræstravning?
Og har jeg nu købt alt det, som må til, for at julen er den rigtige?

Hvert år! Hvert evig eneste år!!
Det er jo gak!

Og hvert år lovet jeg mig selv, at det ikke skal ske, for jeg har jo rygsækken fuld af dejlige juleminder, har aldrig glemt noget, manglet noget og ikke en eneste gang har jeg ramt forkert i valget af gaver til pigerne.

Gak er det, for vi holder de dejligste juler, ikke bare d.24. men også dagene op til og dagene efter er fyldt med traditioner, som vi elsker og som jo i virkeligheden er det, som gør vores jul til vores.
Det er ikke gaverne, det er ikke maden, det er ikke buketterne og de fine servietter, det er ikke portvinen eller de fyldte chokolader, det er os, os og vores glæde ved hinanden, ved samværet, ved tiden og roen og alle de ting, som vi synes at julen skal være…

Og helt gak er det i virkeligheden at jeg panikker sådan, for når jeg får klapset mig selv på plads og sætter fokus, ja så har jeg jo i virkeligheden ingen lyst til eller behov for overforbrug, jeg vil det ikke, vil ikke stoppe alle skabe og skuffer med alt for meget mad, vil ikke sende tusindevis af kroner afsted efter gaver, vil ikke presses af forventninger udefra om at holde den “rigtige” slags jul, jeg vil det ikke.

Jeg vil spise godt, men det vil jeg sørme hver dag, jeg vil glæde dem jeg er sammen med, men det vil jeg sørme hver dag, jeg vil give mig tid, jeg vil sørge for ro og rum, jeg vil bare være sådan, som jeg plejer at være, og dagene skal egentlig også bare være, som de plejer at være.
Det som i virkeligheden er i centrum er tiden sammen, et par døgn, hvor verden udenfor bliver sat på stand by og hvor pigerne og jeg gør de ting, som vi holder af at gøre sammen.

De tre af os er i gang med al nydningen og i aften kan Sophie også kysse årets byttemærke- og indpakningshurlumhej godnat og komme hjem til os andre og lade roen sænke sig.
Så er alle mand – altså kvinder – hjemme i folden og roen sænker sig for alvor.

Jeg slipper den sidste lille snert af julepanik, for nu hvor jeg sidder her og skriver om den, ja så mærker jeg jo igen hvor fuldstændig overflødig den er.
Jul bliver det, uanset hvad, og som sædvanlig bliver det en god én af slagsen…