DOWNSIZING…

Februar måned er kort, dagene stadig mørke, selvom det lyser i begge ender, energien fra en lang god sommer svinder langsomt ind og jeg begynder at længes efter mere lys.
Ikke varme – bare lys.
Solens lys og også sneens lys, for vi er ikke blevet så “begavede” med det hvide drys her, som mange andre dele af landet er blevet det.

Jeg er sådan lidt mat i sokkerne, arbejder rigtigt meget og har også mange pligter og forpligtelser herhjemme og tiden rækker knap.
Det går ikke, dagene bliver for strenge så og det gider jeg ikke.
For jeg er jo egentlig sådan en landsbytosse, der bare er glad for det der er og tumler lidt afsted uden at ta’ tingene alt for alvorligt.

Ikke på en ansvarsløs måde forståes, nærmere tværtimod, jeg tager det faktisk alvorligt at være ualvorlig og glad.
Men det skal der overskud til at være eller i alle tilfælde bare tid…

Når tiden bliver knap, så bliver jeg stram i betrækkket og kort for hovedet og det bryder jeg mig faktisk ikke om at være.
Jeg begynder at mærke irritationen nappe, når nogen spørger om noget, som de selv kunne finde ud af ved hjælp af Google eller almindeligt fodarbejde, jeg begynder at trække mig og lukke af, jeg bliver ikke-selskabelig både irl og på de platoforme, hvor jeg færdes elektronisk.

Sådan skal det ikke være, så derfor er februar måneden, hvor der skæres ned, skæres fra og gives slip.
For livet er for godt til at lade irritationen blive en velkendt makker, dagene har kun de timer, som de har og jeg har kun den energi, som er til overs efter ret lang og ret travl periode og både timer og energi skal bruges fornuftigt, synes jeg.

Og hvad er så fornuftigt?
For mig?
For mit hverdagsliv?

Det er ro og grounding inden jeg flyver afsted mod ikke-prioriterede destinationer med halvhjertet rejseplan.
Det er noget med at få kigget alle aftaler efter i sømmene og se om det giver mening at holde fast i dem, eller ændre dem eller helt at lægge dem ned.
Det er noget med at få kigget på det, som jeg gør uden følelsen af irritation og booste det og sortere det fra, som jeg gør med en snert af stram mund og mavepine…

SÅ altså –
februar måned bliver elektronisk mager.
Jeg trykker på pauseknappen på et par af de sociale medier.

Instagram, som jeg ellers elsker, vil få lov at hvile.
Ingen billeder i denne måned.
Pause.

For når jeg kan mærke, at jeg knurrer, når jeg ser:
Hvor er den fra??
Hvad er der i??
Hvor er det henne??
Hvad koster den??

Når jeg allerede mærker den stramme mund ved synet at mere end ét spørgsmålstegn, så er det vist på tide med en pause.
På en måde så ærgerligt, for jeg elsker de lynhurtige snapshots af aktiviteter, lækkerier, inspiration og livsglæde, som postes fra gode dejlige mennesker, men jeg klarer for tiden ikke at bruge så meget tid på at besvare alle mulige (og umulige) spørgsmål.

Kunne jeg så ikke bare lade være med at poste så mange billeder? Det er jo oplagt at spørge om, tænker jeg.
Men nej, jeg vil jo gerne ha’ lov at gøre det på den måde, som jeg synes er sjov, uden at skulle bruge energi på at overveje om det er klogt, fordi jeg så kommer til at bruge tid på at svare på spørgsmål eller kommentere kommentarer.

Og forstå mig nu ret –
Det er ikke fordi, at jeg er en syrlig gammel dame, der bare vil ha’ mit for mig selv og bare er interesseret i likes.
Sådan er det bestemt ikke, men mediet har forandret sig, grebet om sig og har fået meget mere opmærksomhed af mig, end jeg egentlig havde forestillet mig. Det er en tidsrøver, en hyggelig én af slagsen, men jeg mærker også, at tiden, energien og lysten til at blogge påvirkes af det og det vil jeg ikke ha’.
Jeg kan se, at det er en tendens, at bloggene sulter og næringen gives til de hurtigere medier, det er okay, hvis man trives med det, sådan er vi forskellige, men jeg bliver bare forpustet.

For for mig er det at skrive i virkeligheden meget mere berigende end kun at give hurtige visuelle glimt.
For mig er refleksionerne, mens ordene skrives og genlæses, mere værdifulde og energigivende og derfor vil jeg hellere holde fast her og give slip på andet.
Jeg vil lægge min iPhone fra mig, holde op med at lade mig hvirvle med i insta-moments igen og igen, og så skubbe min hjerne ind på skrivesporet igen, finde ord i stedet for motiver, gå efter den jordforbindelse, som skriveprocessen gi’r og så bare finde fred med det.

Der er også andre steder, hvor jeg for en stund hopper af, steder, som er hyggelige men ikke energigivende, og så vil jeg i stedet bruge denne korte mørke måned til at få tygget på, hvor og på hvilken måde at jeg vil færdes både i en store og den lille verden…

Måske giver det jeg skriver ingen mening.
Måske vil et par stykker kunne nikke genkendende?
Måske – måske ikke.

Men det er i virkeligheden heller ikke så vigtigt, for for mig giver det god mening at vælge noget andet, end det som sker lige nu, for jeg ved hvad der gør mig godt.
Det gør roen og den skal jeg selv sørge for at skabe.

Så det gør jeg.
Med færre billeder og flere ord.
Med fokus og nærvær og tanker om, hvad der gør mig godt og hvad der gnaver energien tynd.

Og mens jeg tænker og grounder, så leger jeg med perler.
Hama forever.

Og den store skål med alle perlerne i skøn forvirring afspejler egentlig meget godt, hvad der er jeg har brug for.
For jeg kunne jo ha’ valgt at lade hver farve blive for sig, organiseret mig med mange små fine bøtter, så jeg hurtigere kunne snuppe 10 perler i samme farve, være produktiv, få afsluttet og videre til næste projekt.
Men det er ikke lige det, som er på tapetet her, jeg vil bare hænge ud og finde ro og søge efter den rigtige perle i den tid, som det nu tager.

Og jeg vil helt sikkert også bladre igennem Instagram en gang eller to om dagen, for det er jo ikke fordi, at jeg ikke kan li’ det der, jeg er faktisk vild med det, men lige nu vil jeg bare nøjes med at være tilskuer.
En venlig en af slagsen uden alt for mange spørgsmålstegn…