SÅ SÅ MAN LIGE MIG…

Kæk som en gadedreng, fræk som en slagterhund, livlig som en loppe og bare i gang og afsted.
Altså på min måde.

Lige indtil søndag eftermiddag, hvor årets lede influenza slog sin klo i mig.
Nede til tælling.
Ikke mere gadedreng eller slagterhund bare en træt feberhed hostende kælling.

Hold nu da op som jeg ikke gider.
Eller trænger.
Eller noget.

Jeg har ligget siden søndag og har først i dag prøvet af skrabe mig af sengen og inde i sofaen, det er ikke gået forrygende godt.
Jeg orker ikke at se film, jeg orker ikke at strikke, jeg orker ikke at læse.

Jeg flimrer igennem FB og Insta på min telefon for at få en brise af verden udenfor og så sover jeg lidt igen.
Og nu sidder jeg så her i 5 minutter, mens jeg sipper endnu en kop te…

I går havde jeg hyggeligt roligt selskab af en stor blød hvid hund, der lå helt stille og bare vågede.
I dag har han så klaret at underholde med legen “Se-hvor-meget-vandet-fra-vandskålen-fylder-hvis-det-ligger-på-gulvet” samt “Flænsning-af-serviet-og-køkkenrulle-på-tid”, han har moslet rundt og nappet mig i siden og generelt været ret utilfreds med mig.

Heldigvis har genboens datter fødselsdag i dag og hendes nye løbehjul, der kan lave flyvende gnister, var god underholdning for både Otto og Huxi, der kunne kigge med fra sofaens ryglæn, jeg lod som om, at jeg ikke så dem, for så var der da fred så længe.

Nu er der andre hjemme til at underholde og fodre og jeg vælter om på siden igen.
Mat, lettere syrlig, tungt åndende og meget hostende.

Vi ses på den anden side af host, nys, svingende temperaturer og klaprende tænder…