SØNDAGMORGENSTILLELEG…

Alle er oppe og alligevel er her bare stille.
Ingen har det store behov for at sige en hel masse – endnu – og jeg nyder at kigge og lytte til den rolige puslen omkring, mens der tjekkes sociale medier, lektier, tv-program og hvad der ellers skal til, før man er klar til at planlægge og tage hul på dagen.

Et par stykker af os har ikke sovet så godt, vi har uro inden i og mon ikke det tager et par dage, før vi igen bare vælter om om aftenen og sover en ubekymret tung søvn.
Her er en lidt trykket stemning og det, som egentlig bare er sorg og gennemtærende ked-af-dethed, kommer ud som vrissende svar og anklagende suk, sådan er det lige nu, det går over og når bare man lige får sat ord på det, så er det ikke så bøvlet at klare.

Vi er i træning. Sørgeligt men sandt…

Senere venter en fødselsdagsfejring for nogle stykker af os, andre bliver hjemme og plejer sig selv, sådan må det gerne være.

Inden afgang venter mere kaffe, nogle omgange på Amandas Alfred, der skal være færdig til en Amsterdam-tur om en uge og bare mere hygge.
Opvask, vasketøj, støvsuger og andet af den slags får lov at passe sig selv.

Måske skulle jeg også gå op virtuel genbrugsjagt efter en større sofa?
Den vi har er stor, men ikke stor nok til alle os og stor svigersøn, vi sidder for tæt, tæt kan være hyggeligt men også begrænsende og umageligt, så vi er ude i noget med kæmpe hjørneflyder og puffer og puder og vi-bor-i-kollektiv-rummelighed.

Og mens jeg hygger og kigger og strikker, så vil jeg nyde, at alle dem jeg elsker er lige inden for rækkevidde, jeg vil nyde, at vi har hinanden og hinandens rygge og så vil jeg være en overbærende mor med lukkede ører for de fnys og finker, der ryger af panden, når man er presset og ked.
Igen igen.

Nyd søndagen med fuglefløjt og hvad der ellers gør dagen lige præcis dejlig for dig…