Jeg har længe ønsket mig en eller anden form for reol/tvmøbel til vores lille slængestue, jeg har kigget det ene og det andet sted, på gammelt og nyt, sort, hvidt, gråt og råt og har bare ikke rigtigt kunne findet lige dét.
Skulle det stå på gulvet, skulle det hænge, hvor meget skulle det kunne rumme, skulle det være langt og smalt eller skulle det gå i højden.
Skulle det være noget, som kunne suppleres efterhånden eller skulle det bygges på stedet af Byggemandbobsvigersønnen,der er i lære som tømrer.
Så meget at ta’ stilling til og så den altid nærværende tanke om lavt budget, ikke en nem opgave, skulle jeg hilse og sige…
Men nu har jeg besluttet mig, eller det er vel et par uger siden, at jeg gjorde det, og hjulpet godt på vej af gaveregnen i går, er jeg nu indehaver af to kube-reoler i fyr.
De skal ha’ selskab af 3 mere, så det bliver et langt møbel på 3.5 meter hen af den ene væg i stuen, hvor vi ser tv.
Masser af plads til alle mine kogebøger, der lige nu ligger stablet på en bænk.
Plads til tv og playstation og dims og dut.
Og nu kan det kun gå for langsomt med at få dem op.
Det må gerne være NU…
Jeg har valgt reolerne i ubehandlet fyr og sådan får de lov at hænge, indtil de bliver triste og gullige at se på, så kan de få med den hvide blanke maling eller bare en hvid olie.
Men lige nu tror jeg på fyr, jeg er mættet af teak og jeg har rigeligt sort, så vi kører den ind med fyr, endda fyr med et lille splash af lilla fra det rå rødkålshoved, som jeg droppede ned oven i reolen i bagagerummet i går.
Jeg er vild med kuberne og glæder mig sådan til de hænger der.
På den væg, hvor pudset mellem stenene nærmest er gået helt i opløsning og hvor alle ophængninger kræver tålmodighed og fast tro på, at det nok skal ende godt.
Men det bliver allertidligst i morgen for lørdagen er doven og stillesiddende og fuld af det dejligste ingenting…
6 Kommentarer
Så passer de fint til dørerne:-))) Det er superfede reoler. De kan stables, laves med skuffer. Hænge eller stå. Glad for mine…. Som er med Hvidt lud:-))
Jeg er ikke færdig med at plage udlejer om hvide døre endnu, Sidsel, jeg gider dem ikke, de skal dø. Men reolerne her kan få lov til at stå i fyr, indtil jeg en dag ikke synes at det går længere…
Tillykke med valget og rødkålsdesignet ! Må jeg anbefale at hænge dem op på en lang liste/ramme – så får du dem ens og uden besvær i de gamle vægge 😉
Jeg har købt lige præcis sådan en skinne, Fru Sommer, men efter alvorlig samtale med mig selv er jeg blevet enig om, at de skal på sokler i stedet, jeg orker ikke nedstyrtninger og det er oplevet før fra lige præcis den væg.
Så i morgen er det afsted efter sokler og så skal der ellers fyldes i…
Super smarte reoler .. Og virkelig skønt billede du har malet !
De er nemlig ret lækre de reoler, Gitte, jeg har et lille crush på fyr for tiden.
Og tak, billedet er godt på vej men mangler dog nogle justeringer, men de må komme når tiden er til det…