STØVEDE TANKER OM AT VÆRE ANNE…

Fra det øjeblik, hvor jeg mærkede det første lille bump fra mit ældste barn inde i min mave, fra det øjeblik, hvor bevidsteheden om at være mor blev min, fra den første gråd, det første smil, de første ord og små arme om min hals, er løvinden inden i mig blevet større, stærkere, mere skarp og mere beskyttende omkring de ting, som vil få betydning på den lange bane.

For mine 3 piger vil jeg gå igennem ild og vand, vil jeg ta’ de mest udmattende sværdslag, vil jeg råbe op og buldre, vil jeg blive stående lige meget hvor meget blæst, der bliver sendt ned over os.
Jeg er deres mor, nu og for evigt, og min kærlighed til dem er grænseløs i tid og rum og omfang og i den findes ingen krav.

Og gør nogen eller noget antræk til at gøre pigerne ondt, så er det at den hvilende løvinde rejser sig, hvæsser kløer og står skarp.
For sit afkom og med tiden også for sig selv.

Engang var jeg hurtigere til at rulle om på ryggen, når nogen eller noget truede mig, jeg bøjede mig, trak mig tilbage og gav op.
For historien inde i mig om mig var vel, at jeg ikke fortjente, ikke havde ret til, måtte nøjes, måtte vige.

Måske så det ikke sådan ud udenpå, for i tilbagetrækningen havde jeg stadig blottede tænder og brændende øjne, men jeg veg.
Dengang.

Ikke mere.
Ikke for nogen eller noget.
Det er ikke det værd og jeg er mere værd.

Og når det kommer til mine piger er det mere end det hele værd.
Det er alt værd.
Jeg går hele vejen…

For at kunne gå hele vejen for mine piger, må jeg også træde egne nye stier.
Stier væk fra det, som ikke er virkelighed, gå væk fra det og dem, der giver mig skyld og ansvar for noget, som ligger uden for mit territorium.
Give ansvaret tilbage til dem, som ikke ønsker at ha’ det, fordi det er tungt, besværligt og ømtåleligt og måske endda en smule angstprovokerende.

Jeg vil ikke ta’ det, jeg vil ikke ha’ det, for det er ikke mit, jeg vil ikke bruges som undskyldning, eller som mål for nedskydning, jeg er mig og de er dem, jeg ta’r mit ansvar – hver dag – og jeg gør det med åbne øjne og åbent hjerte og åben agenda.
Her er intet skjult, her er intet så farligt eller utrygt, at det ikke kan benævnes, jeg er mig på godt og ondt, men heldigvis mest det første.

I min verden er oprigtighed og ærlighed væsentlige kvaliteter, ikke brutal ærlighed, der moser og maser dem, der ikke tåler det, men oprigtighed og ligefremhed i kommunikation og samvær, så ved vi, hvor vi har hinanden:
Så ved vi, hvad vi har med at gøre og det gør os i stand til at tage valg baseret på virkeligheden og ikke på løgne og bedrag.

Jeg vil gå så langt som at sige, at oprigtigheden er en af de allervæsentligste værdier i min verden, sammen med ansvarsfuldheden og tilgængeligheden, både mentalt og fysisk, at jeg er til stede sammen med dem, som jeg er hos og for dem, som ikke er inden for rækkevidde, er jeg til stede ved at følge med, følge op, være i ordentlig kontakt, være involveret, være forbundet…

Men nogen har behov for at fortælle andre historier om mig, de gemmer sig bag historier om, at jeg er skrøbelig og sart og andre dage bag historier om, at jeg er for hurtig og skrap, at jeg ikke levner muligheder.

Jeg må bare sige, at det ikke er sandheden.
Sandheden er en anden, men det er sværere at håndtere for de, der må det, fordi den stiller skarpt på egen utilstrækkelighed og egen selvoptagethed.
Jeg er helt færdig med at vige, jeg er færdig med at holde hånden over og lade som om. Jeg gør det ikke mer’.

Jeg vil stå op for mine egne værdier og for min egen plads og mine pigers plads her i verden, for der igennem skaber jeg mulighed for at mine piger har noget at spejle sig i og også mærker, at de er vigtige, at de er elskede, at de er værd at kæmpe for og bruge tid på.
De er ikke små børn uden egen stemme, og jeg har hørt dem, når de taler med egen kraft, de er skarpe og stærke, men alle har brug for, at nogen står op for dem, at nogen italesætter det, som ikke er i orden og som de ikke skal ta’ på sig som deres ansvar eller deres skyld…

At være forældre er ikke noget, der automatisk afføder respekt.
Man er elsket af sine børn nærmest uanset hvad, men respekten skal man gøre sig fortjent til, den går ikke hånd i hånd med kærligheden.
Respekt skal man arbejde for, man skal sætte i barnets bank, så der er noget at trække af i de tider, hvor livet bumler og man måske ikke får været den forældre, som børnene fortjener.

Det giver sjældent pote at lave et kæmpe overtræk og så tro, at man kan forklare sig ud af det, give andre skylden for overtrækket, måske endda gøre børnene ansvarlige for det.
Det går ikke.
Tiden udvisker og arbejder for én, for de fleste falder det meste til ro, når dage, måneder, år er gået, men de store svigt og de store overtræk, de vil altid stå som en bemærkning på barnets bevidsthedskonto.

Man kommer langt med ærlighed, oprigtighed, nærvær og omsorg, men man kommer længst, når det bliver givet hen ad vejen og ikke som efterbetaling med et påhæftet “Men”…

Jeg holder ikke mund og tier og samtykker, når jeg ser hensynsløshed i løs dressur.
Jeg vil ikke lægge navn til grunden for andres manglende lyst eller evne til at tage ansvar.
Jeg bærer ikke skylden for andres handlinger.

Jeg vil gå til verdens ende for mine piger.
Jeg bliver en løvemor med blottede tænder, når nogen gør dem ondt.
Jeg vil stå op for dem, jeg vil kæmpe for dem, jeg vil vise dem, at lige meget hvad, så kan de regne med mig, stole på mig, trække på mig.

Jeg vil stå op for dem og jeg vil stå op for mig selv.
For mine værdier og normer og for det liv, som jeg tror på, er med til at give mine piger styrke, tro på dem selv, en oplevelse af at være elskede og vigtige og for det liv, som jeg synes, at jeg selv fortjener, et liv, hvor jeg ikke bliver gjort til skydeskive for andres utilstrækkelighed.
Når livsværdier og etik kvases, så er det lige der, at man skal stå op for sig selv og dem, som man for evigt har ansvaret for.

The Heart of a Lioness.

Have courage, have faith.
Hold your head high, even in the times of conflict.
Conduct yourself with dignity.

It maybe time to defend something that is dear to your heart.
Defend it fiercely if you must.

Perhaps it’s time to show your authority.
And lead others with a loving heart.

Stand tall…