“The smell of a place you love”
Mit snudeskaft er ret veludviklet, ikke i størrelse, for der er det bare en lille opstopper, men det hiver alle mulige – og også umulige – dufte til sig og gemmer dem og øjeblikkene, hvor de var til stede, oppe i hjernens mange krinkelkroge.
Jeg er “modtagelig” ift duft, især kunstige af slagsen, og jeg kan altid lugte et eller andet og er ikke sen til kommentere på det.
“Hvad er det, der lugter af her?!”
“Føj – prøv lige at snus!!”
“Uhhmmm – kan i lugte, at der er nogen, der bager længere nede af vejen?”
Pigerne himler med øjnene over alle mine snøft i vinden og griner også, når jeg er ved at gå i gulvet over en ganske lille lugt, som vist kun jeg kan fornemme.
Jeg er sart, siger de, jeg lader som om, at det ikke passer, og fryder mig bare over, at jeg er så god til at koble billeder, dufte og historier…
For et par år siden spurgte jeg en kollega, om de havde skiftet vaskepulver. Han påstod, at de ikke havde, at de brugte Neutral, altid Neutral, og jeg sagde, at det kunne ikke passe, at det tøj, som han havde på den dag var vasket i duftfrit middel, for jeg kunne lugte at det var flydende Omo.
Nu kunne man selvfølgelig forledes til at tro, at jeg kommer lige lovligt tæt på mine kolleger, men det gør jeg ikke, ordvekslingen herover foregik, mens vi sad på hvert vores kontor med en åben dør imellem.
Neutral – Omo – Neutral – Omo, debatten stoppede ikke lige med det samme, vi var begge lige skråsikre.
Jeg behøver vel næsten ikke at skrive, at hans kone faktisk for en enkelt gangs skyld havde købt en dunk Omo og brugt det til lige netop den skjorte, som han havde på den dag.
“Ich bin ein sehr berümter spurhund” –
frit efter De Nattergale i The Julekalender…
Jeg husker duftene fra min oldemors køkken, jeg husker duften af piller i min farfars skab, jeg husker min fars Blå Capstan til piben og min mormors White Linen parfume.
Jeg husker duften af min første hunds glatte pels og duften af de spritstencils med blålilla tryk, som jeg fik mine matematikopgaver på.
Duften af tømmeret, da vi byggede vores hus og duften af våd buksbom i haven hos min mors mands forældre i Måle på Sydfyn.
Jeg husker duften af silkepapiret, som min mormor foldede sine cardigans omkring og duften af Sophies varme hår, når hun kom fra børnehave.
Og jeg husker duftene fra de ferier, jeg har været på, fra hotelværelserne, husene, naturen omkring, maden, blomsterne og menneskene.
Jeg husker og jeg næsten mærker duften i mine næsebor…
Alle, der har læst her i bare kortere tid, ved, at jeg har en stor og meget blød plet for Sverige.
Jeg elsker det land, både byerne og de store arealer, som er mere øde.
Jeg elsker den høje himmel og de mange skove, skærgården, søerne, falukorv, loppis og byens puls i Stockholm.
Men især elsker jeg gåture i stille skove med dybe rolige søer.
Jeg har gået der i timevis bare i selskab med en hund og andre gange er vi gået afsted hele flokken.
Vandret og kravlet og tumlet afsted.
Bare for at gå, at være ude og selvfølgelig også får at spejde efter elge og samle blåbær og svampe.
I efteråret har skovbunden en helt særlig dyb duft af jord og let forrådnelse, en varm duft, der stiger op til næsen, når fødderne træder ned i den bløde bund.
Duften er intens og mørk, krydret og fuld af noter af fyr, sorte bær, svampe og mos.
Jeg elsker det…
Når dagene herhjemme bliver for heftige, for pressede, så søger jeg også mod skoven, ikke hundeskoven med bjæf og snakkende mennesker og en altid nærværende lugt af mange hanhundsafmærkninger, men ud i den store skov, hvor der er mere ro og bedre plads.
Og ikke mindst mere velduft.
Jeg snuser ind, dybt, og mærker at roen kommer.
Den ro, som altid bor i mig, når jeg har kørt langt langt mod øst og over broen til det andet land.
Også selv om duften her aldrig bliver helt så skøn…
8 Kommentarer
Min duftesans er ikke særlig veludviklet, men som svensker og nærmest opvokset ved siden af kantarellerne, de høje grantræer og den bløde, fugtige mos så kan jeg sagtens dufte sensommerens og efterårets dufte som fylder skoven. Vi nyder det sammen med børnene og gerne venner hvert år og det er efterhånden udviklet sig til en sport at finde flest kantareller.
Fortsat god weekend!
Ha, mit snudeskaft ligner dit både af udseende og kompentencer. Det er faktisk ret træls at have så fintfølende en lugtesans for jeg opsnapper især de dårlige dufte 😉
Jeg havde en næse som din – familien var ved at dø over jeg altid havde en kommentar til de lugte eller dufte, der omgav os. 3 meget heftige bibulebetændelser i rap fjernede min lugtesans og som jeg dog savner den…Så nyd den, den er jo nok den mindst vigtige sans vi har, men for søren hvor er den god at have (og svær at undvære)
Hvor fin en beskrivelse Anne. Jeg savner virkelig duften af de blålilla spritstencils fra skolesekretærens kontor og har godt nok sniffet til mange tusher i årenes løb med et stille håb om, at NU var den der! Forleden prøvede jeg kanel-testen; tænk at jeg skulle blive 46 år før jeg opdagede at kanel er en duft og ikke en smag.
Skøn billedrig duftskrift. Tak for læseoplevelsen. 🙂
Tak for god læsning og fantastiske billeder.
kender godt det med at duftene sender en tilbage til fortiden og så tror jeg, det er første gang at jeg møder en anden dansker, der ved hvad falukorv er, altid et hit når min svenske familie laver det til os eller når de har det med til os her i DK
Det kender jeg godt Anne. Det med dufte og minder. Hvordan dufte kan fortælle historier og fremkalde følelser og ting man troede man havde glemt….og skøn Omo historie iøvrigt:)