VESTERHAVSBLÆST RENSER GODT…

Kender i det der med, at man gør sit bedste for at overbevise sig selv om, at lige netop efter denne her sommerferie, der vil man prioritere og benhårdt gå efter at bringe ferie-ro og zen med ind i hverdagen?

Man lægger planer for, hvordan det skal kunne la’ sig gøre.
Man laver aftaler.
Man vil.
Man insisterer.

Og så går der alligevel ikke mange dage, før alt bare er ved det gamle igen.
Travlhed – afsted afsted – mange aftaler – fyldte hverdage – tidligt op – sent i seng – for lidt tid.

Det er sket så tit og jeg ærger mig lige meget hver gang.
For der er jo noget ganske særligt over de dage, hvor tempoet holdes under hæsblæsende og hvor tiden til at hænge ud i sofaen eller i skoven er rigelig og ikke noget, der skal presses ind mellem madlavning, vask, transport og andet gøgl.

Damn…

Men hvor er det så godt, at der ligger aftaler om ture ud i landet i kalenderen, ture ud til havet, til klitter og højt til himlen og stille dage i sommerhus med dejlige mennesker.
Aftaler, der gør at man klarer det hæsblæsende og hverdagstravle liv, aftaler, som fylder glæde i hjertet og energi i kroppen og som minder mig om, at mit liv er fyldt med gode ansvarlige omsorgsfulde og ikke mindst meget meget hyggelige og sjove mennesker.

Vi har været afsted i denne weekend.
Nordpå og så til venstre.
Helt derud hvor næste stop er England.

Vi har travet, snakket, spist, daset og drevet.
Vi har vendt verden og forsøgt at klappe den på plads.
Vi har sat spot på glæder og trivsel og forsøgt at ignorere det, som måske ikke lige giver den bedste energi.

Vi har sovet middagslur, strikket, læst, set film og snakket lidt mere.

Og købt lopper.
Og spist RAW lakridskager, som smagte så englene sang og trangen til at gøre efter blev akut.

Og ikke mindst har vi fået renset tankerne og sorteret i godt og skidt, mens vi gik langs vandet og tav, fordi havets brusen næsten overdøvede vores stemmer.
Eller måske tav vi i virkeligheden bare mest fordi, at Vesterhavet næsten gjorde os stumme med sin skønhed og endeløse energi…

Jeg siger til mig selv, at nu holder jeg fast i roen og det mindfuldtfyldte langsomme tempo.
Jeg siger det og så ved jeg, at i morgen er det hverdag og bussen kører og jeg kører med.

Men det er okay.
Helt okay.

For der er nemlig noget, som jeg er blevet så meget bedre til.
Og det er at sørge for at sprede rolige weekender og samvær med dejlige mennesker med gavmild hånd over min årskalender.

Jeg prioriterer det og det gør mig godt.
Det giver modstandskraft og ro inden i at vide, at inden længe, så venter der noget, som ligner disse blå blæsende dage mod nord…