I aftes sad jeg her ved computeren.
Med kaffe og Søren Huss strømmende ud af højtalerne.
Jeg sad og skrev et indlæg om den koncert, som jeg var til i søndags, med netop Huss i Mariehøj Kirke.
Jeg skrev om sangenes dybe, om kirkerummets stemningsfuldhed, om det at finde styrke i aleneheden, om at røres og mærke genklang.
Jeg skrev godt, når jeg nu har mulighed for at sige det selv, ordene flød bare, oppe fra hovedet, ind fra hjertet og ned i fingrene og jeg var vel i hvad man kan kalde et slags skriveflow.
Lige indtil.
Bip bip bip bip bip bip –
høje advarselslyde fra computeren og en slags gråt gardin rullede ned over skærmen og ALT bare frøs…
Der var ingen vej uden om.
Genstart var løsningen.
Og også det, der åd mine ord.
Pokkers.
Pis.
Normalt gemmer WordPress af sig selv, når jeg skriver, men den brutale nedlukning var åbenbart mere, end det kunne håndtere, for væk var det hele og selv med det lige var skrevet i minutterne inden, så var det sådan set også væk fra hjernen.
Ikke væk væk – men bare sådan væk i den gode og flydende form, det var kommet ud i.
Jeg hader den slags.
For i en gen-skrivning opnår man sjældent samme klang og tone og det ønskede jeg bare sådan, netop fordi at det var det indlægget handlede om, det med alle vores toner, der klinger forskelligt ind i dem, som vi omgiver os med.
Men væk er de, ordene, måske kommer de en dag i en anden form.
Pokkers.
Men koncerten var fantastisk…
4 Kommentarer
Åh, hvor jeg håber, at ordene kommer igen i en anden form, Anne. Ville meget gerne have hørt, hvad du havde på hjerte.
Jeg har da nået at læse dem….hvordan det?
Åh hvor ærgerligt, det ville jeg gerne have læst. Jeg kender det at være lige dér, hvor det flyder, hvor ordene flyder ind i bevidstheden og ud gennem fingrene via pen eller taster. Et frydefuldt, selvforglemmende og flydende sted, som er meget vanskeligt at finde tilbage til, hvis det bliver afbrudt som her. Så må man bare vente til næste gang, hvor en anden tekst kommer flyvende og flydende gennem en. Jeg oplever, at jo oftere jeg skriver, jo nemmere kommer jeg dertil. Men i lange perioder lader jeg noget andet komme i vejen for at skrive og kommer på afstand af det. Indtil en tekst står og banker insisterende på, eller savnet af dette bliver presserende, og jeg endelig sætter mig ned og skriver.
Det er så træls sådan noget. Jeg er selv i knibe for tiden. Min backup disk er fuld, min mac er fuld og min telefon er fuld…så jeg kan ikke backe nogle af mine ting op, før jeg har modtaget den nye disk. Jeg krydser fingre for at intet går ned den næste uges tid 😉