SØNDAG MED RO PÅ …

 

Det er den dovneste søndag i hundrede år.

Ingen laver noget, i alle tilfælde ikke andet end lige præcis det, som vi hver især gider.

Nogen sover, andre hænger ud i sofaen med norsk skiløb, bog og strikketøj.

Og ind imellem åbnes og lukkes køleskabet og en mad fortæres.

 

Fra ovnen dufter det af ølkage, som jeg mente, at Tora bestemt måtte lære at bage, når hun faktisk har sin helt private ølbrygger i sin mand Morten.

Varme vinterkrydderier sender de fineste duftnoter ud i rummene og vi ved, at inden længe, så er lunt brød med koldt tandsmør og en frisk kande te, lige sådan som det gerne må være på en grå blæsende søndag.

I alle tilfælde i vores optik…

 

 

Vi har besøg af skønne Tora, som er ved at komme sig oven på et efterår med heftigt pres af udarbejdelse af Master-opgave, man bliver mør af den slags, men heldigvis ved hun nu, at alt besværet har lønnet sig, for fredag blev hun ringet op og fik at vide, at karakteren A var givet. Sikke en fest.

Hun sidder i sofaen og smiler og hygger sig med skiløb og strik og en masse snak med Amanda og så pusler jeg lidt rundt og sørger godt for dem.

Og sætter mig og smiler med.

Og snakker og strikker.

Vi har det godt og behøver egentlig ikke de store oplevelser ude for at føle, at vi har oplevet en masse.

Netflix har fået lov at underholde og det samme har pelsraketterne, der gerne giver et lille nummer, ikke sådan på kommando men mere bare fordi, at der er masser af hopla i både Huxi og Saxo…

 

Jeg er gået i gang med endnu en lopapeysa til mig selv, Riddari hænger smukt på bøjlen, den er alt alt for varm til mig, så nu er jeg i gang med en mere luftig én af slagsen, strikket af 1 tråd pladegarn og 1 tråd tynd alpaca, skøn skøn blading og lige om lidt er jeg færdig med det mønstrede bærestykke og så er det bare rundt og rundt i gråt på bul og ærmer.

Noget af garnet har jeg selv haft med fra Island og det gør jo ikke strikkeglæden mindre, og giver vel også en eller anden form for undskyldning for at tage afsted efter mere, når nu de indkøbte plader er strikket op.

Mønster har jeg ikke noget af, jeg har mål min Riddari og udregnet maskeantal derfra, for jeg har en anden strikkefasthed denne gang og så har jeg skulet lidt til et dråbe-mønster i den fine bog, som jeg har fået foræret af Frida, jeg er faktisk ret sikker på, at hun ville glædes over, hvor meget den bog er blevet bladret i og sukket henført over.

 

Så sammen med dejlige mennesker, mulighed for dovneri, ølkage og friskt strikketøj, så er dette her nogenlunde den perfekte søndag.

Jeg smiler vel egentlig lige så meget, som hende, der sidder og koser sig over sit A.

Livet er godt. Rigtigt godt…