ÅNDEHUL…

Noget, der kunne minde om en fridag hjemme i huset i byen, giver lidt luft og rum til noget af det, som får lov at passe sig selv, når stationenslivet suser afsted med mere end bare almindelig høj fart.

Der er plads til vasketøj, drivhusnipning, græsplænepleje, generelt oprydning og udmugning og ikke mindst dejlige tid med mine skønne piger. Jeg nyder det hele og glæder mig over, at det i dag lykkes for mig at lukke alle tanker om ventede mails, menuforslag, varebestilling, indberetninger og justeringer ude, jeg vil dem ikke, jeg vil frihed og god tid lige for det lille øjeblik, som denne mandag jo egentlig bare er.

Jeg tror altid, at jeg kan nå en hel masse på en lille flok frie timer, men når de kun falder i spredte dryp med mange dages mellemrum, ja så når jeg aldrig så meget, som jeg gerne vil og synes, at der er behov for.

Bevares – jeg får da elimineret de højeste stakke og flyttet lidt på de bunker, som ikke lader sig aflive, jeg får vasket det mest nødvendige og tørret af de steder, hvor støvet ligger tykkest. Men der er også meget, som jeg ikke når, og sådan må det være denne sommer, hvor jeg stadig er i gang med at lære stationslivet med alle dets udfordringer at kende, næste sæson bliver anderledes, for der er alt prøvet før og jeg kan bedre disponere over tiden, når jeg ved, hvad der venter…

Det har taget tid at vænne sig til et meget anderledes familieliv, jeg savner de gode lange dage sammen med pigerne, savner måltiderne og gåturene og vores udflugter og ferieture, det har været en kold tyrker at gå fra en 37 timers arbejdsuge med mange muligheder for samvær til en mangetimers uge, hvor jeg kører nærmest før de har fået øjne og først er hjemme igen lige inden sengetid. Vores weekender sammen er lagt i sommerhi og vores måltider sammen bliver ofte noget forhastede, selvom pigerne flittigt besøger mig på stationen ved aftensmadstid, for andre end de 3 vil gerne spise min mad og det kræver at jeg står ved komfuret og ikke sidder ved bordet sammen med dem.

Men vi klarer det på en rigtig fin måde, synes vi, og er enige om, at det stadig er det rigtige valg jeg traf også selv om det har omkostninger på familieområdet.

Og vi er også enige om, at det er helt okay, at det tager tid at vænne sig og at man ind imellem gerne må bande over det og også snøfte lidt. Bare lidt.

For når alt kommer til alt, så ses vi stadig meget mere, end mange andre familier gør og giver os tid til at følge med og følge op, sådan som vi synes at det er vigtigt at gøre…

I dag skal vi spise sammen hjemme i huset i byen, hjemmelavet mad, familiemad ved spisebordet med Huxi ved fødderne og en vished om, at ingen af os behøver at rejse os før vi vil og gider, at ingen andre gøremål venter og at vi har al den tid i verden, som vi synes, at vi skal bruge. Næsten da.

Men inden maden er der tid til at dase, at slå græs og hente lidt fornødenheder. Tid til iskaffe, som hører sommeren til uanset vejret, til en flok sider i en bog og til at skifte tøjet på tørresnoren ud. Jeg vil også strikke og sove til middag og se tv og binde tomater op.

Og tage fodbad og kigge på rejsemuligheder i efteråret.

Og i det hele taget bare ånde godt og grundigt ud inden tirsdagen kommer…