NATURENS MUNTRE SØNNER…

Ikke mine ord men Anders Aggers eget hashtag på et foto på Instagram taget på turen på Hærvejen.

Grønspætterne kunne man måske også ha’ skrevet.

Yndlingsmændene af kendis-slagsen kunne godt ha’ været mit bud.

Anders Agger og Thomas Helmig.

Og så mig lige der i smørhullet for en kort bemærkning.

Hvor heldigt er det lige?!

Jeg er temmelig tilfreds med at stå der.

Temmelig virkelig godt tilfreds.

Jeg er ret begejstret for dem begge to, den ene har jeg fulgt siden min ungdom og han har lagt lyd og stemninger til mangt og meget, trofast har jeg været med gennem alle albums og op- og nedture.

Den anden har jeg ikke kendt så længe, måske bare i en 4-5 år, siden Kongehuset indefra og turene med en anden Anne rundt på badehotellerne. Jeg blev betaget af roen, stemmen og den fine måde at møde mennesker på. Siden har jeg siddet klistret til skærmen, når der har været Indefra og andet godt med Agger i front.

Og så var de der pludselig, begge to på én gang, på min station, i mine rum og ved mit bord.

Heldigt, herligt og helt i orden…

At de kom vidste jeg godt, jeg havde haft møde med en lille flok DR folk et par uger inden, og jeg havde glædet mig som et lille barn men også frygtet en aflysning, noget kunne jo blive ændret eller taget ud af planen, sådan at der ikke blev brug for rast hos mig.

Men de kom og mit smil var bredere end meget bredt og det nåede ikke bare øjnene og hjertet men hele vejen rundt i systemet.

Agger og Helmig har været på vandretur på Hærvej med rygsæk og solide støvler på, med guitar, soveposer og kamerahold og med tid og ro til gode snakke om livet.

Til jul kommer i de i vores tv og hvis jeg er heldig, så ser vi måske et glimt af de smukke omgivelser, som stationen ligger i.

Og gør vi ikke det, så er det også helt okay med mig, for jeg ved, at de var der, at de spiste og hyggede sig ved bordet, fortalte historier fra de varme lande og havde bål og guitarspil i skoven i det buldrende mørke. Søde, nysgerrige, imødekommende og empatiske mennesker, både de to og så deres hold.

Fy og Bi. Lang og kort.

Jeg er fan. Uden skam og med stor glæde.

Og historien om, hvordan de begge optrådte til min 50 års-fest, den ene som “stangdukke” foran mine gamle kollegers ansigter, og den anden i kopiudgave med akustiske numre til fællesskrål og dans, delte jeg selvfølgelig, og det kunne de såmænd godt se det muntre i, da de sad der i levende live i vandrestøvler og lune jakker i de samme rum.

Så meget er lykkedes for mig i år, så meget vildt er sket, 2015 har været noget af en fest og også noget af et slid, jeg er både jublende og paf over, at jeg kunne binde en lille fin sløjfe på min første sæson som stationsforstanderinde med et besøg af naturens muntre sønner…