VERDENS BEDSTE LILLE PLET…

Mens bloggen har ligget stille, forsømt, svigtet og uplejet er jeg flyttet. Sådan helt konkret og fysisk oven i alle de mentale flytninger, der har været nødvendige over de sidste år.

Jer, der følger med på Instagram, er blevet bombarderet med billeder og lovord om dette lille paradis på jord, men jeg synes altså, at historien om, hvordan vi landede her er så god og skør, at den sagtens kan gentages igen. Og igen. Og jeg bliver faktisk lige en anelse mere taknemmelig for hver gang, jeg fortæller den, for det helt utrolig lykketræf rammer mig klokkerent igen og igen.

Og et lykketræf var det…

I oktober 2017, da de sidste dage på stationen var klaret og jeg pakkede den lille sommerlejlighed sammen, mærkede jeg et tydeligt behov for, at min hjemmeadresse måtte forandres. De år på stationen med mulighed for at bo i skoven i perioder havde plantet et frø og også et behov for at bo der, hvor der var mere natur, mere ro og mere plads, jeg skulle ud af byen, ud af huset, hvor jeg havde nået at bo med alle pigerne fordelt på de tre etager, ud af den hjem, som blev en tryg base efter flytningen fra huset på heden.

Jeg begyndte at afsøge muligheder i udkanten af Silkeborg og i det nærmest opland, nedlagte ejendomme, huse til leje, lejligheder i forstæderne tæt på skoven og så videre, men enten var det for dårligt, for dyrt, for småt, uden tilladelse til husdyr eller for langt væk fra byen.

Jeg oprettede en profil på Boligportalen og søgte der et rækkehus i byens nordlige del, tænkte at det kunne være en mellemstation, indtil det rette dukkede op. Da jeg skrev på rækkehuset, svarede jeg på, hvad jeg følte var 117 spørgsmål om stort og småt og meget specifikke ting om mig og Amanda, der skulle flytte med mig, og jeg nåede at tænke, at det var godt nok omstændigt.

Allerede næste dag fik jeg et svar om, at rækkehuset var udlejet, men at jeg kunne komme i betragtning, hvis jeg ville indgå en aftale om at købe det inden for en årrække, nej tak ellers tak til det, ingen interesse what so ever, og så var den ellers lukket…

En times tid senere kom der en mail fra Boligportalen. Jeg havde ikke søgt andet og åbnede ikke mailen, min tanke var, at det sikker var en eller anden form for “Hvor tilfreds var du med Boligportalen?”, orkede ikke at svare, tænkte at det kunne gøres senere.

Senere samme dag fik jeg en SMS fra ukendt nummer. En mand skrev: Jeg har sendt dig en besked, jeg tror, at vi har det perfekte sted til dig og din datter og hund!

Og så kan det ellers nok være, at Anne S vågnede op og fik tjekket den “ligegyldige” mail, som jo ikke spurgte om tilfredshed men fortalte mig, at der lå en besked til mig på Boligportalen. Jeg læste beskeden og fik den vildeste hjertegalop. Kunne det være sandt? Lige der på landet tæt på byen? I et område, som jeg havde passeret hver eneste dag på min køretur til stationen og som vi i familien igen og igen havde sagt “Tænk at bo her!”

Jeg ringede selvfølgelig op med det samme og aftalen blev, at jeg kunne komme forbi samme aften. “Tag bare Huxi med” blev der sagt, først bagefter gik det op for mig, at det selvfølgelig skulle tjekkes, at hundene kunne enes, deres hund og min hund…

Amanda og jeg kørte afsted i aftenmørket sidst i oktober 2017 og da vi kørte ned ad vejen mod ejendommen, var det eneste vi kunne sige “Nej nej nej!” og så panikgrine lidt over, at det hele bare var så helt og aldeles surrealistisk og vidunderligt. Lige der i skovbrynet lå en smuk oplyst ejendom, som vi tidligere kun havde set på afstand oppe fra landevejen og lige der i lyset stod to smilende og imødekommende mennesker tæt på min alder og ventede på os. Hundene susede afsted sammen i begejstret galop med det samme og den iver, som de viste uden på, den havde både jeg og Amanda inden i.

Vi fik vist det lille gamle stuehus frem, småsnakkede og grinede og alt var rart og trygt. Da vi skiltes i gårdpladsen, fortalte de, at de havde været igennem Boligportalen for at finde egnede lejere og at de havde inviteret 3 hold til fremvisning. jeg lovede at vende tilbage næste morgen, når vi lige havde sovet på det, og give besked om det var et Ja eller Nej tak herfra.

Også selv om vi allerede der vidste, at det var et kæmpestort og rungende JA JA JA fra både Amanda og jeg, vi var solgt på stedet. Også selv om vi kun havde set stedet i kulsort aftenmørke, vi havde ikke set haven, vi havde ikke set søen og vi havde ikke set alt det vidunderlige, som ligger lige foran havelågen…

Næste morgen sendte jeg en SMS med vores taknemmelige Ja tak, ja faktisk sendte jeg allerede en SMS, da vi kom hjem om aftenen og skrev tak for deres imødekommenhed og den fine fremvisning, og i det samme jeg skrev Ja, så ringede de op og sagde, at de allerede aftenen før havde besluttet, at hvis vi sagde ja, så ville de aflyse de andre fremvisninger, vi skulle bo her, hvis vi ville.

Mit hjerte sang. Virkelig. Jeg var flyvende af lykke og græd faktisk en lille smule. Jeg mærkede bare helt dybt inde, hvor rigtigt dette var for os, for mig.

Et par timer senere stod jeg derude igen til en fremvisning i dagslys og jeg mistede nærmest pusten over, hvor smukt jeg skulle til at bo. Lige midt i den fineste natur og så faktisk bare i cykelafstand fra byen.

Vores eget lille lykkebo. Et lille gammelt skævt hus. Over 100 år gammelt men istandsat på fineste vis og vi elsker hver en kvadratcentimeter.

Et lykkebo lykketræf ud over de sædvanlige.

Et lykketræf, der faktisk i virkeligheden mere var en fejl! En gammekonefejl på et online medie. For jeg vidste ikke, at jeg havde oprettet en Bolig søges profil, jeg troede, at jeg kun havde søgt på det rækkehus og at det var det. Jeg vil kalde det den bedste fejl i hele mit liv!

Absolut bedste!

Og jeg holder aldrig op med at være taknemmelig for, at jeg begik fejlen, at min profil fangede deres øje og at vi nu bor lige her på det helt perfekte sted for netop os…