VINTERTIDSTERROR…

Mit indre ur bryder sig ikke meget om skiftene mellem sommer- og vintertid. Overhovedet ikke faktisk.

Den første uge eller to derefter er jeg helt rundt på gulvet, vågner før kl 04 og når vi så rammer eftermiddagen, så sejler jeg rundt. Måske ikke sådan udenpå, men inden i er jeg helt og aldeles færdig.

Jeg prøver at være ligeglad, bare være i det og både vågne og sejle uden at lade mig mærke synderligt af det, men det går det ikke så godt med. Min i forvejen trætte hjerne bliver helt mast og jeg har svært ved at tænke to sammenhængende tanker.

“Tag dig en middagslur!” siger nogen og Ja! det kunne jeg da sagtens gøre, men jeg bliver ikke sådan specielt meget friskere af en lur i dagtimerne, jeg har brug for at sove om natten og for mig er det nat til klokken er sådan cirka 05…

Jeg tænker tilbage på årene, da pigerne var små, hvor jeg gruede for både frem- og tilbageturen med tiden, det gik altid helt i kuk i ugen derefter, rutinerne røg, fordi de ikke rigtigt passede til de indre rytmer.

Vi var alle lidt skæve i hovederne, når tiden pludselig rykkede sig og ikke rigtigt passede.

Nu er der ingen små her mere, nu er det bare gammelmor selv, der er hårdt ramt.

Og jeg prøver bare at styre så godt som muligt igennem dagene og forsøger at gøre det uden alt for meget irritation. Jeg står op, når jeg vågner, tusser rundt og flytter lidt på indbo, læser lidt, strikker lidt, tømmer opvaskemaskine og sætter en vask over. Jeg gider ikke at blive liggende og forsøge at slappe af, for det er en tabt kamp på forhånd, min krop vil op, når jeg vågner, den er klar og jeg følger bare med.

Men det føles lidt som tortur og jeg bliver mere og mere grå i ansigtet, som ugen skrider frem. Måske er jeg heldig at være tilbage i rette rytme engang hen i næste uge og indtil da så må mine omgivelser altså være lidt rummelige. Jeg er en træt gammel dame med tendenser til at blive et lille urimeligt barn, når jeg er alt for træt.

Charmerende? I think not…