giv mig mere lilla…

Fredag i sidste uge stod jeg op i et vanvittigt morgengry.

Madam Mim lilla himmel, der spejlede sig i vores sø, vilde vilde farver over hele himlen, man skulle næsten tro, at det var løgn. Løgn og photoshop – men det var ingen af delene, det var blot en ekstraordinær bjergtagende november morgenstund.

På en måde smittede den lilla starter af på resten af dagens timer, jeg startede ud med at blive forundret og måske også en anelse fortryllet og med de stemninger gik jeg igennem dagen og klarede det hele med lethed og smil…

De seneste dage har været anderledes dæmpede.

Grå. Tågede. Lidt tunge i det.

Både i vejret og i humøret.

Jeg går ikke i sort om vinteren, jeg kan rigtigt godt li’ den, holder lige meget af alle 4 årstider, de er med til at gøre vores lille land til noget særligt, synes jeg, men det grå og tågede det lægger sig ligesom som en tungt tæppe på mig. Jeg bliver ikke trist, ikke ked af det, jeg bliver faktisk en anelse gnaven og det er jeg nærmest ellers aldrig. Måske en time eller to engang hvert tredie år.

Ellers ikke. Jeg er mest frisk i humøret og har let til smil og optur. Bare ikke i tåge.

Jeg er heller ikke vild med blæsevejr, men der kan jeg jo bare skride ind og så ikke mærke det.

Gråvejr og tåge ses også, selvom man sidder inde…

Så jeg vil faktisk gerne ønske mig flere lilla morgener.

Og også nogle dage – eller uger – med hvidt foroven og hvidt forneden. Med klingende frost og røde næser og knirk under støvlerne. Sådan ønsker jeg mig mine novemberdage. Og decemberdage. Og januar og februar.

Kulde, der kan svitse alt det våde væk, kulde, der kan give den blåeste af alle blå himler og så fine hvide drys over alle de brune blade og den våde jord.

Jeg elsker forår.

Jeg elsker sommer.

Jeg elsker efterår.

Jeg elsker vinter.

Men vinteren mest når den er kold kold kold og ikke levner plads til det grå og tunge vejr…