Ind imellem kan det være sådan, at man lukker øjnene et lille bitte øjesteblik og når man løfter lågene igen, så er der gået en uge, en måned, et år. Hvem har ikke prøvet det? At føle at tiden gik, uden at man næsten selv var med på turen.
2020 har for mig på samme tid været både et utroligt langtrukket år med endeløse dage og også et år, der forsvandt som dug for solen. Jeg fik intet nået og så alligevel. De tanker jeg havde, om hvad 2020 skulle bruges til, blev lagt ned af en virus, som på en eller anden måde også ramte computeren, som jeg sidder og taster på nu, for alle gode intentioner, idéer og ønsker ift bloggen blev lammede allerede da virus kun brusede i et fjernt land langt mod øst.
Hundredevis af gange har jeg tænkt: “Arjj dette her kunne jeg godt lige dele! Denne her opskrift burde flere kende! Og nej se nu – dahliaerne er såå flotte, dem vil jeg dele!” Og alle de ord, som nogle af jer forærede mig til skriveøvelser, hvad med dem? De lå bare der og gloede og jeg fik intet gjort ved dem. Jeg ville gerne, men…
Nu har jeg sat mig selv på en lille opgave, hver anden dag skal jeg skrive. Et eller andet. Og jeg skal bare, det er ikke noget, som jeg skal ævle med mig selv, jeg skal bare slå måsen i sædet og gå i gang, ordene er jo derinde og flyder let ned gennem armene og ud i fingerne, lige så snart jeg lægger mine hænder på tastaturet.
Jeg skal bare vænne mig til at åbne computeren og sætte mig i stedet for at gå og “skrive” inde i hovedet, for det gør jeg faktisk. Hver dag. Mange gange hver dag. Formulerer sætninger. Stiller spørgsmål som jeg selv svarer på. Tager billeder med øjnene og gemmer dem inden i til de blå dage. Ordene svæver ligesom rundt inden i, indtil de lægger sig på rækker og bygger en sætning, de kan slet ikke lade vær’.
Bær over med mig, mens jeg vænner mig. Indlæggene vil bære præg af “ingen overordnet plan”, ingen særlig struktur, men bare ord ord ord. Jeg skal tilbage dertil, hvor det bliver en helt naturlig ting at slå skærmen op og varme tasterne med mine fingre. Jeg tager fat på de ord, som i rakte mig for et års tid siden, alt er stadig aktuelt. Synes jeg da selv og måske synes andre også, at mine ord om stort og småt kan give god mening ind i deres eget fine liv.
Bær over.
Jeg ved, at jeg vænner mig.
Om lidt.
8 Kommentarer
Hvor jeg vil glæde mig over igen at kunne følge med herinde. Jeg har fulgt dig i flere år og glædet mig over dit fine strik som har givet mig meget inspiration.
Åh det var sødt skrevet, Helle.
Dejligt, du er vendt tilbage!
Jeg holder faktisk så meget af at være her, at jeg har svært ved at forstå, hvorfor det har krævet en del at komme i gang.
åååhhh hvor dejligt at du er tilbage.
Jeg har savnet…..
Savnet dine smukke billeder
Savnet dine skønne opskrifter
Men allermest har jeg savnet DIG og dine ORD.
Tak af hele mit bløde og halvgamle hjerte, Charlotte.
Så dejligt at du har besluttet dig til at skrive ord herinde igen, selvom jeg også følger dig på IG, er det slet ikke det samme.
Nej det er nemlig ikke det samme, Trine, der kommer ikke det samme flow i tanker og ord, når man er begrænset af et vist antal anslag..Jeg skal lægge mig i selen for at holde ved her, det har jeg en klar aftale med mig selv om.