For længe længe siden i noget, der ind imellem føles som et andet liv, strikkede jeg mig det, der blev mit allermest elskede og brugte stykke strik, Helga Isagers Kashmir. Den er brugt så meget, at den ikke længere er til det, som man vel kan kalde “pænt brug” og den bliver nu kun brugt herhjemme til gåture og hvilestunder i haven.
De første to vintre efter, jeg havde strikket den, brugte jeg næsten ikke andet overtøj. Og ja – vintrene er blevet mildere herhjemme og de store dunjakker er nærmest for varme, men jeg har billeder af mig i Kashmir i snevejr. Og også når det ikke var vinter, havde jeg den på. Nærmest hver dag. Og da den hang på mig i det meste af min stations-tid, ja så er den ikke blevet skånet, den har været med til at slæbe en masse, feje en masse, gøre rent og måske endda også at lave lidt mad, det kan man sagtens forestille sig.
Så den er lidt slidt. Ikke så den er hullet. Men de mange hundrede ret-riller er flade, de rejser sig ikke længere ved vask og det kan man dårligt bebrejde dem. Stakler. De har arbejdet hårdt, har de.
Flere gange har jeg fundet garn frem til et friskt eksemplar, flere gange er jeg gået i gang og på den ene udgave nåede jeg næste op til ærmegabene, men nej – jeg elskede min blå udgave så inderligt, at jeg ikke kunne forlige mig med andre . Altså lige indtil jeg gik i gang med version 2.0, som også har potentiale til at blive brugt og brugt og så brugt igen.
Modellen er strikket helt som sidst med de samme vendepinde, tilpasninger og lænkerækker, men jeg har denne gang ladet den tynde medløbertråd været den, der skiftede farve og ikke den ene tråd højlandsuld og det fungerer så fint, synes jeg. Og faktisk betød dette valg også, at der var uendeligt få ender at hæfte til sidst, for medløberen er så tynd, at jeg blot har strikket den dobbelt hen over 8-10 masker ved farveskift og så ikke gjort en pind mere ved dem andet end at studse dem lidt til sidst.
Mit farvevalg overrasker vel ingen, heller ikke selv om jeg er gået en del lysere med denne her end med den første, jeg strikkede, farverne er stadig de klassiske og sikre i min garderobe. Måske lidt kedeligt, kan man tænke, men jeg ved, at hvis jeg holder mig til den blå-brune farvepalet, så får jeg skidtet brugt og det er vel det, der er mening.
Egentlig kom Kashmir med på et afbud på min strikkeliste i 2020, den kom til at afløse Blå af Hyggestrik, som jeg længe havde ønsket at strikke, men da jeg tog det garn, som jeg ville strikke den i, frem fra gemmeren, så havde jeg faktisk ikke nok og det var ikke muligt at få fat i mere. Blå vil jeg stadig strikke, når det rette garn dukker op, men altså – jeg piver ikke over, at jeg fik strikket mig en Kashmir i stedet.
FAKTABOKS
Mønster: Kashmir af Helga Isager fra hæftet The Map Collection
Garn: Højlandsuld fv Havsnegl fra Garnudsalg og forskellige rester af silkmohair af forskellige fabrikater i blå og brune nuancer. Jeg vejede ikke garnet, inden jeg gik i gang, men har ialt brugt 745 g
Pinde: 5.5 mm
Egne krumspring: Ud over at jeg har strikket med dobbelt tråd højlandsuld i samme farve hele vejen igennem og i stedet ladet den tynde silk mohair skifte undervejs, så har jeg lavet de samme Icords på denne her som på den første. Dem kan I læse om i faktaboksen på det gamle opslag, som jeg linker til oppe i starten af indlægget her.
Kommer der så mon flere Kashmirs på min strikkeliste? Man kan aldrig vide. For jeg ville jo egentlig gerne ha’ en blå igen…
1 kommentar
Din nye version er blevet rigtig flot! God idé, at Højlandsulden er den samme og så veksle med mohairen – det giver et flot farvespil.
Jeg har opskriften og har tit tænkt på at strikke den, men da jeg tidligere har strikket et par stykker af Helga Isager, f.eks. Birch, som jeg har strikket 2 af i Højlandsuld, og synes hendes opskrifter er ret uforståelige, der mangler forklaringer, afsnit osv. , havde jeg egentlig bestemt at droppe hendes opskrifter, men måske er den et forsøg værd – hun laver nogle flotte design.