I mine dogmer for strikkeåret 2020 havde jeg noteret, at der var et lille smuthul på de ret stramme indkøbsrammer; et smuthul, der hed “2 dealbreakers i løbet af året”, altså 2 x indkøb til lige præcis det projekt, som jeg bare måtte i gang med, koste hvad det ville.
De blev begge brugt. Et tørklæde og en vest. På ingen måde store og dyre projekter, men projekter, der faldt lige præcis på et tørt sted, den dag behovet for at strikke netop dem opstod og jeg købte ind med stort og veltilpas smil om munden.
Laemmin vesten faldt jeg over i et gammelt Laine Magazine. Kender i det der med at ha’ bladret igennem en bog eller et magasin en hel masse gange og så pludselig få øje på noget nyt. Sådan var det med Laemmin for mig. Måske var det snirkelmønsteret på ryggen, der havde fået mig til bare at bladre forbi de første mange gange, men da jeg pludselig kiggede “uden om” den del af vesten, så blev den pludselig meget attraktiv.
Jeg synes, at vesten er så fin over en enkel kjole og også ret flot over en lidt lang skjorte og smalle jeans. Lige et stykke beklædning for mig og et fint tillæg til alle de lukkede veste/slipovers, der ses alle steder og som jeg jo også selv har et par stykker af. Ind imellem er det godt at kunne være mere åben – so to speak.
FAKTABOKS
Mønster: Laemmin Vest af Renate Kamm. Laine Magazine no. 7
Garn: 4 ngl Pernilla i fv 827 og 3 ngl Tilia i fv 363. Begge garner fra Filcolana. Der var rester af begge kvaliteter, har ikke vejet dem.
Pinde: 5 mm til både rib og strukturstrik
Egne krumspring: I opskriften er der strikket et sirligt snirkelmønster ind nederst på ryggen, dette har jeg udeladt og i stedet ladet ribben fortsætte op over samme (nogenlunde da) antal masker, som snirklerne blev strikket over. Højden af dette ribmønster har jeg ladet være den samme som snirklerne. Jeg kunne også helt ha’ udeladt mønster/rib på den nederste del af ryggen, men jeg tænker, at det er med til at trække ryggen en anelse sammen, så der kommer lidt mere figur på den lidt brede vest.
Farven er lige i øjet, synes jeg, så lækker til denim og lyseblåt. Og kombien af de to garner skaber et blødt men alligevel formfast stykke strik. Jeg er rigtigt gode tilfreds med den Laemmin er jeg.
2 Kommentarer
nöj, sikke mange fine ting du har fået af dine pinde. jeg er vild med vest og tröje og hue og vanter, alt sammen flotte, brugbare ting.
så dejligt at få fölge dig igen herinde
kh.fra Island
Frida
Jeg er også så glad for de ting, som jeg fik strikket mig i 2020. Og jeg bliver da nærmest ekstra glad for dem, når jeg lige får dem opfrisket her mens jeg skriver om dem 🙂