Torsdag er hjemmedag. Tid til hvile og tid til opladning. Og altid rugbrødsbagningsdag.
Jeg har brug for de dage uden noget, der kræver min tilstedeværelse ude i verden. Stille stille dage i stille stille tempo og hvor det, at jeg intet skal er i centrum, så jeg igen kan blive klar til det, som jeg så faktisk skal de andre dage.
Min lille arbejdsplads vokser og vi har flyttet både produktion og butik ud i den anden ende af byen til hvad der lige nu føles som et GIGANTISK køkken, masser af plads, masser af nyt grej, der kan meget mere, end vi er vant til, masser af skridt at løbe og masser af nyt at vænne sig til. Det tager tid for alle, men især tager det tid for mig, fordi min trætte hjerne bruger usigeligt meget energi på at falde ind i det nye, både i rammerne og rutinerne. Samtidig er der blevet skubbet lidt med mine arbejdstider, ikke i omfang men i placering af timer, og det kræver meget mere energi end jeg egentlig havde forestillet mig.
Jeg glemmer stadig, at jeg ikke er den samme som før. Jeg glemmer – og fortrænger – mine begrænsninger og det bider mig lige i røven efter ganske kort tid.
Så hjemmedagene føles mere end livsnødvendige lige nu. Det kræver flere kræfter overhovedet at stå op og også at få lagt en plan, der giver mig den bedst mulige dag i det lille trygge hus i skoven. Planerne på hjemmedagene involverer sjældent andre mennesker, oftest er det små daglige gøremål som vasketøj og lidt rengøring, opringningerm planlægning af de næste dage og måske også en plan for, hvad jeg skal komme af egenomsorg i netop den dag. Havetid, sødyp, strik, tilberedning af en særlig ret, læsning, stilletid uden at beskæftige mig med andet end at glo ud i luften. Lille stille liv. Lille fine stille liv.
Det skal jeg huske mig på ind imellem. At jeg har så meget lige her og finder så meget glæde i netop det lille liv. For ind imellem bløder hjertet voldsomt over alt det, som jeg har måtte lægge ned, fordi min trætte hjerne ikke længere kan være med. Det livlige liv med mange udflugter, det livlige liv med masser af social kontakt og en strøm af store og små projekter. Det liv elskede jeg jo også og det passede i virkeligheden bedre til min personlighed end det lille liv gør. Det græder jeg over. Især når jeg bliver for træt og det er jeg denne januar.
2020 krævede en del af os alle, en hel del endda, jeg synes, at 2021 også er startet lidt krævende ud.
Men lyset vender stille tilbage, vi har haft dage med sne og frost, som jeg bare elsker så inderligt, og lige om lidt fødes der et nyt lille barn i vores lille flok og det er vel nærmest noget af det mest livsbekræftende jeg kan forestille mig.
Og når jeg har tusset stille omkring i torsdagens første timer, så finder jeg sikkert energien til at finde på noget godt og dejligt, som kan blive det ekstra lille glade drys. Måske en gennemgang af de frø, som skal fylde haven med vajende glade blomster til sommer, måske en opstart af et fint lille stykke babystrik, der snart kan fyldes af liv.
Jeg er startet med kaffe og en gennembladring af de mange mange dejlige billeder af det stille lille fine liv; billeder, som så tydeligt viser mig, at trætheden til trods, så har jeg meget at være taknemmelig for.
Og det er jeg.
Det meste af tiden.
Når lige jeg får et lille hvil.
Ingen kommentarer