SALAT TIL KARRYRETTER

Vi spiser mandagsmiddag på en tirsdag igen i denne uge. Baby på vej laver forskydninger i vores ellers faste ugeskema, sådan er det og sådan må det så gerne være.

Middagen i dag er bygget over en rest kraftig kokos-karrysuppe fra i lørdags. Den bliver tilført en hel masse grønt, blandede rester fra fryseren og lidt friske sager, der sauteres i hed olie, hvidløg og ingefær, inden suppen hældes på og det får lov til at koge lidt ind sammen. Jeg har købt nogle billige minutbøffer, som ellers er min totale yndlingsaversion, mage til kedeligt stykke kød skal man lede længe efter, men nu har de marineret lidt, er blevet skåret i tynde tynde strimler og jeg regner med, at en meget varm og kort afbruning på panden kan holde dem lige præcis så møre og gode, at de er værd at spise. Jeg vender dem ikke ned i saucen, men topper dem op ovenpå sammen med lidt frisk koriander og måske lidt ristet kokos.

Vi skal ha’ kogte hvedenulder og bagte grønne bønner til. Og så den salat, som jeg vil dele med jer her.

Kålsalat til karryretter – og til hvad man ellers har lyst til at servere den til.

Broccoli

Spidskål

Sugarsnaps

Squash

Pomelo

Mango

Peanuts

Friske spirer og urter efter smag/behag.

Snit det friske grønt tyndt tyndt tyndt. En mandolin er efter min mening uundværlig i et salatkøkken. Jeg brugte en julienneskræller til squashen i dag, men kan lige så nemt finde på at skære lange brede bånd af den på mandolinen. Bland de grønne snittede sager med let hånd og fordel dem i en lidt høj bunke på et fladt fad.

Skær både af pomelo og mango og anret dem i siden af fadet, så der er lidt mulighed for frit valg på frugten.

Drys rundhåndet med saltede peanuts og urter. I dag har jeg brugt koriander, bredbladet persille og ærteskud.

I skåle ved siden af serveres: Friterede nudler, sød chilisauce og den dressing, som listes op lige her under:

Lime-peanutdressing

1 dl frisk limesaft

1 dl koldt vand

2 dl neutral olie eller sesamolie

2 fed hvidløg

1 nip chiliflager

1 spsk peanutbutter

Flagesalt

Kom alle ingredienserne i et højt glas og blend med stavblenderen til cremet konsistens.

De friterede nudler er ikke nødvendige, men meget sjove. De smager ikke af det store i sig selv, så de skal ha’ noget krydder efter stegning for at være med til at give noget til salaten.

Jeg koger de tørrede nudler ganske kort op, sigter det varme vand fra og kører godt med iskoldt vand på. Når de er helt kolde friteres de i solsikkeolie til de er sprøde. Lægges på fedtsugende papir eller køkkenrulle og drysses med chiliflager og salt. Hvidløgspulver kunne også gøre det, hvis man ellers bryder sig om den slags.

Jeg bliver mobbet lidt af mine piger for mine ind imellem ret overordnede opskrifter eller anvisninger, hvis vi nu skal kalde dem det. F eks synes de, at det er hylende morsomt, at jeg kan finde på at skrive en ingrediensliste og så bare notere: Som klassisk gærdej. Ælte, hæve, ælte, forme, hæve, bage.

Sådan gør jeg også på job med ca 10.000 små sedler i årets løb. Jeg får en idé, skriver ingredienserne ned og hvis jeg tænker, at man kan regne ud, hvordan man skal gøre, ja så skriver jeg det ikke.

Laura siger: Det er som den hemmelige udfordring i Bagedysten, mamma, det kan du sgu da ikke!

Men altså – det går jo. I er gode til at spørge, hvis noget er uklart for jer. Og det må man rigtigt gerne. Især i kommentarfeltet, for det kan andre også få noget ud af. Hvis I skriver en privat besked til mig på messenger, fb eller ig, så ser andre den ikke og måske sidder de med de samme spørgsmål, som I selv gør.

Og så vil jeg holde lidt fast i retten til at gøre det, sådan som jeg gør. Ind imellem meget detaljerede opskrifter og andre gange bare overordnede anvisninger. Hvis vi skal bruge eksemplet med den klassiske gærdej, så tænker jeg, at det er muligt at google sig frem til, og hvis ikke, så svarer jeg gerne. Måske lidt overordnet men et svar skal man nok få. Jeg vil gerne ha’ en let tilgang til bloggen og skriverierne og det kan jeg kun ha’, hvis jeg kan skyde lidt fra hoften.

På samme måde er det med billederne her. De bliver taget, mens jeg laver maden og uden særligt regi eller lyssætning og bliver postet 100% i den form, som de er taget, jeg redigerer ikke. Aldrig. At dele min madglæde skal være en umiddelbar og legende let ting at gøre, for ellers får jeg det ikke gjort, og jeg vil hellere lege med mere mad, flere retter, flere nye ting, end at jeg vil stå i mit køkken 2-3 gange for at lave den samme ret til foto og finjustering, det kommer ikke til at ske.

Smagen skal være i top og det kommer den til være ved første servering langt de fleste gange, jeg smager og justerer mange mange gange ved hvert måltid. Jeg har lavet mad siden jeg var 9 år, har taget en uddannelse i samme og arbejder hver dag intenst med at optimere smage og strukturer, så jeg ved, hvordan det skal gøres. I alle tilfælde når vi taler om den måde, som jeg laver mad på. Råvarerne så tæt på oprindelig form som muligt og med et minimum af processer.

Skulle jeg lære at lave mad på molekylær måden, så skulle jeg starte forfra, men her i det klassiske Anne-køkken, der er jeg på sikker grund. Og det er fint nok, godt nok, rart nok, ordentligt nok. Og det deler jeg gerne af.

Med og uden grundige opskrifter. Og med en mulighed for at I kan råbe højt, hvis der er ting, som jeg skal være lidt mere forklarende omkring…