Da jeg havde fødselsdag for en god uges tid siden, fik jeg så mange dejlige hilsner på alle de forskellige platforme og i år ramte de lige en en lille smule dybere end ellers og var måske også lidt mere tiltrængte, end jeg ellers plejer at mærke. Mit følelsesregister står pivåbent for tiden, jeg er tyndhudet og alt rumler ind for fuld kraft.
Glæde, lykke, uro, smerte, alt får et ekstra drej på volumeknappen. Teksten herunder skrev jeg som tak for alle hilsnerne på Facebook og vil også dele det her i lettere tilpasset format.
For et par uger siden dumpede et nyt fint lille menneske ned i vores familie og i samme døgn mistede mennesker, som vi kender, deres datter. Liv og død. Lys og mørke. Livet.
Og jeg har i de sidste uger tænkt så meget på, hvor livsvigtigt det er, at der er nogen, der holder os, når vi hænger ud over afgrunden i sorg og fortvivlelse, og hvor vigtigt det også er, at nogen jubler og glædes sammen med os, når livet stråler.
At nogen er med til det hele, ikke nødvendigvis de samme, men at der er nogen, der ser og hører og spejler. Nogen. At vi er noget for nogen og nogen er noget for os.
Jeg er –
nogens mor
nogens mormor
nogens søster
nogens datter
nogens ven
nogens medarbejder
nogens kollega
nogens veninde
nogens madmor
nogens lejer
nogens mentor
nogens sjælesørger
nogens torn i øjet
nogens gamle bekendte
nogens superhelt
nogens værste mareridt.
Jeg er nogens.Og så er jeg mig.
Allermest mig –
hård og blød
mild og ilter
energisk og træt
larmende og stille
fjollet og gravalvorlig
rummelig og afvisende
kompleks
modsatrettet
Et menneske. Nogen. Og allermest er jeg det, fordi jeg er det sammen med andre. Nogen.
Jeg er nu i mit 56. år. Det er jeg taknemmelig for, meget taknemmelig, intet er givet, intet er lovet, jeg tager hver dag, som den kommer og jeg tager den med glæde. Også selv om det er en grå dag, en blå dag, en svær dag. Jeg tager den med alligevel og gør det så gerne.
Sammen med mig selv og sammen med nogen.
8 Kommentarer
Kære Anne – jeg bliver altid så stille når jeg læser dine indlæg hvor du deler dine tanker. Du er så god til at sætte de rigtig ord sammen så de rammer mig og får mig til lige at stoppe op og mærke efter i mig selv. Tak fordi du deler. ????
Håber du mærkede noget godt og vigtigt, Helle, og velbekomme, det betyder noget for mig, at du giver dig tiden til at lægge din kommentar. Tak.
Tak for at du igen ramte dybt, dybt inde i hjertet. Får mig til at stoppe op og glædes over livet på godt og ondt.
De små stop er så vigtige, så vi ikke bare kommer til at ræse afsted og glemmer at ha’ øje for alle nuancerne.
Kære Anne
Må jeg bruge dit “digt” om nogen og allermest mig til en aftensang på min efterskole? Vi får nemlig vores elever tilbage på mandag – og dine tanker er gode at huske også i en efterskoleverden, hvor man måske skal finde ind i fællesskabet igen som nogen og mig. kh Hanne
Kære Hanne.
Selvfølgelig må du det, så fin en tanke at tale med eleverne om netop nogen og mig selv, når man i så lang en periode har været allermest med sig selv.
Jeg regner selvfølgelig med, at det bliver med en reference hertil, selv om eleverne er ligeglade med det, så synes jeg alligevel det er vigtigt.
Rigtig god arbejdslyst til dig og dine kolleger og alle jeres elever – endelig samlet igen.
KH Anne
tak ! så fine ord, så fin definition og tanke, jeg smiler og bliver eftertænksom.
Velbekomme, Gitte, ordene var faktisk så gode for mig selv at skrive, en reminder om alt det gode og ikke mindst alle de gode mennesker, som på den ene eller den anden måde er en del af mit liv.