Afsted kom vi i går, med for mange kilometer i timen og høj puls nåede vi Kolding og BC Garn lige lidt for sent, men ikke sådan forstyrrende for sent.
Jeg mødte velkendte ansigter i mængden, glade smil og imødekommende øjne, ikke alle af dem havde jeg mødt i levende live før i går, men følelsen af genkendelses glæde var der, for bloggene giver os alligevel en eller anden fælles platform…
Det var rigtigt hyggeligt at få snakket og grinet sammen, og det var i virkeligheden meget mere værd for mig, end det lidt “omkringfarende” oplæg aftenens gæst fra Ravelry lavede.
Kimberly var en rigtig sød og meget snakkende kvinde, der brændte for sit strikkeri og “sit” forum, og en sådan glæde smitter altid og efterlader mig oftest tilfreds og smilende.
Der var enkelte nye ting for mig i forhold til Ravelry, ikke alle lige sunde på den økonomiske front, vil jeg tro, men nyttige oplysninger om lagernedbringelse og bytterier…
Jeg holdt mig selvfølgelig ikke tilbage, da der blev mulighed for at handle, jeg er jo mig, og noget skulle der med hjem, når vi nu var der alligevel.
Men jeg overholdt den aftale, jeg har lavet med mig selv om, at der kun skal købes garner til konkrete projekter.
Ja, sådan da altså, for der kom 2 nøgler sokkegarn med fra Kimberly’s kuffert, men det blev jeg jo næsten nødt til, så hun ikke skulle slæbe det med retur over Atlanten.
Jeg opdagede desværre først lidt sent, at alt det smukke garn hun havde flashet var til salg for mindre end ingenting, så de lækreste bundter var væk, men helt værst er disse to nu heller ikke, de kan sagtens bruges til et par små babyprojekter.
Det lyserøde er et nøgle fra Claudia Hand Painted Yarns, Begonia hedder farven, og det er så blødt og lækkert.
Det lidt mere skarpe er et stort nøgle Cherry Tree Hill, i farven Cherry Blossom, og da jeg så det, da kom jeg straks i tanke om de dage, hvor Markno forhandlede CTH, uhm det er lækkerier, og jeg ville ønske, at det stadig var muligt at købe det her i Danmark.
Men jeg kan måske finde lidt på Ravelry…
De næste tre indkøb er øremærkede til bestemte projekter, her kommer de lige i en hurtig opremsning:
Det orange bundt Lucca er til endnu en halsklud, jeg stødte på opskriften forleden, og jeg måtte bare ha’ mig sådan et Column of Leaves Scarf.
Jeg har ind imellem skrevet lidt om, hvad jeg mener om Luccas holdbarhed, men til halsklude, der er det så godt, blødt og lunt og lækkert, og denne farve her, den giver lidt lys til de sidste mørke måneder.
Det brun-melerede er en Silkwool, der skal bruges til at strikke et Swallowtail Shawl med, jeg er egentlig slet ikke til de trekantede sjaler og heller ikke ret meget til så meget lace, men efter at ha’ set Jareds noget mere rustikke udgave af sjalet, så må jeg eje et – kald mig bare efteraber…
Sidste indkøb er et par bundte shetlandsuld til en strikket nederdel, også til fruen selv, måske er vi på vej ud af den sæson, hvor det passer sig med strikkede nederdele, men hvis jeg nu er hurtig, så kan jeg nå at bruge den en smule på denne side af sommeren, og så ellers igen i sensommeren.
Jeg kan ikke linke til et mønster, for det er ikke lagt på nettet endnu, men den er strikket i stribede tofarvede paneler, der brydes af enkelte striber i en helt 3., 4. eller 5. kulør.
Så det blev da til lidt dernede fra Kolding i går, og initiativet til en lille Ravelry-event skal BC Garn også roses for, det var hyggelige timer i godt selskab, måske skulle de overveje at holde en lille workshop engang imellem, det ville gi’ mulighed for masser af indbyrdes inspiration og ville sikkert også sende lidt kontanter i deres kasse.
Jeg ville i alle tilfælde gerne komme, især hvis der blev tændt for varmen…
17 Kommentarer
Aaaiii *slår mig på panden*, det var jo Orange jeg havde lovet mig selv at prøve! Jeg bruger aldrig orange selvom jeg er vild med Orange :):)
Virkelig noget guf du fik med dig hjem.
Jeg deler din opfattelse af aftenen 🙂 jeg fik ikke så meget nyt at vide om Ravelry, men Kimberly var enormt sød og talende 🙂 Og endnu en aften er jeg HELT sikkert med på.. også uden varme, for jeg havde en tyk trøje på .. 😉
Skønne garner, bliver lidt hooked på det der silkewool.
Ej hvor lyder det bare spændende. Der ville jeg bare gerne have været.
Jeg ærger mig stadig over (og sikkert også har hr Aale), at omgangssyge tvang mig til at blive hjemme…
God aften, eller måske nærmere godnat Anne… Ville bare lige høre din mening om BC´s Shetlandsuld. Det ser vildt lækkert ud, men hvordan er det egentlig? Lucca har jeg jo ikke haft den store succes med.
Sov godt.
Tanker fra Dorte
åååhh, de der dejlige garnbilleder kan man kun blive glad af at se på, rigtig, rigtig lækkert.
kh.fra Island
Frida, lige hjemvendt fra strikkecafé
Lækre billeder af lækkert garn! Ærgeligt at der er så langt til Kolding her fra Vendsyssel *S*. Men pyt – en dag skal bilen helt sikkert startes, og vendes mod syd.
Sikke en dag I har haft der i Kolding, var det et åbent arr. eller for Raverlymedlemmer? for så må jeg da vist til at søge om medlemsskab
🙂
Ulla – Hr. Åle tog ned i Kolding og så sig om mens vi andre snakkede garn og hyggesnakkede.
Anne – jeg synes ikke “foredraget” var så godt – det var mest en sludder for en sladder – lidt blabla – men hvis man ikke tager det for mere end det var, var det en hyggelig aften – jeg så også frem til at møde jer – (og til at købe lidt garn). Jeg tror noget workshop-halløj kunne være en god god idé – med indbygget shoppe-mulighed er alt jo fjong.
Ulla – Hr. Åle tog ned i Kolding og så sig om mens vi andre snakkede garn og hyggesnakkede.
Anne – jeg synes ikke “foredraget” var så godt – det var mest en sludder for en sladder – lidt blabla – men hvis man ikke tager det for mere end det var, var det en hyggelig aften – jeg så også frem til at møde jer – (og til at købe lidt garn). Jeg tror noget workshop-halløj kunne være en god god idé – med indbygget shoppe-mulighed er alt jo fjong.
Sikken en aften du har haft, og så alle de lækkerier du har med hjem.
Det bliver spændende at se hvad du får strikket af dem.
Sikke en masse guf du fik med hjem, glæder mig til at se det strikket. Uha de har meget lækker der i Kolding.
Sikke en masse lækkert garn du fik købt..
De lidt mere rustikke udgaver af de populære lace-sjaler er jeg også vild med – jeg synes man bliver træt af mohairgarner i længden (men måske er det fordi jeg ikke har prøvet de garner der er blandet med silke).
Skønne skønne køb Anne. Silkwoolen den har jeg også kig på, glæder mig til at høre om dine erfaringer….. Måske man snart skulle en tur til Kolding
Du må afsted efter noget orange, Tina, det er jo nærmest lige om hjørnet fra dig…
Jeg er spændt på, hvordan det er at strikke i, Sifka, måske en anelse hårdt og uelastisk, men det er så smukt…
Øv, Ulla, vi ville også gerne ha’ haft dig der, men et maveonde det kan holde selv den bedste hjemme (og tæt på tønden ;-).
Måske bliver der en anden gang i Kolding, og helt sikkert en anden gang et andet sted…
Deres shetlandsuld er super, Dorte, men jeg kan se at Julia har fortalt dig om det, så det lader jeg lige være med her!
Køb det og strik, det er et dejligt garn…
Det var lækkert garn jeg fik med hjem, Frida 🙂
Foredraget, det er vist allerede glemt, Julia, men det er det hyggelige møde med jer andre bestemt ikke!!
Jeg er i gang med det orange tørklæde, Tina, og det bliver lige som jeg havde forestillet mig.
De andre projekter må vente lidt endnu…
BC Garn er ikke det værste sted, Yt, og du har da ikke ret langt derned 😉
Jeg glæder mig til at se sjalet i mit indkøbte garn, Bodil, det lidt mere grove look er meget mere mig…
Jeg skal skynde mig at prøvestrikke, Anne, så du kan få en lille forbrugeroplysning…
Uh jeg ville gerne have været med der, hvor er det noget lækkert garn du fik med hjem.
Må jeg spørge dig, hvilke garn du kan anbefale til cobblestone, jeg har nærlæst hos jer der har strikket modellen og det er lidt forskelligt hvad i har brugt, jeg er bare såå grøn i strikkeverden, at jeg helst ikke skal sidde og omregne for meget på opskriften, selv det med størrelsen kan jeg blive i tvivl om 🙂
Hmmm, Ulla-Britt, en anbefaling af garn til Cobblestone, det er nu noget af en opgave du der sætter mig på 😉
Jeg kan fortælle dig, at jeg strikkede Torbens med én tråd shetlandsuld og én tråd alpaca, og det passede rigtigt godt til den anbefalede strikkefasthed og gav også trøjen det lidt rustikke look…
Tak for hjælpen Anne, jeg kan rigtig godt lide Torbens rustikke, jeg må vise kristian den… og så har jeg en fornemmelse af hvilke garn jeg skal bestille 🙂