MÅSKE DANMARKS SMUKKESTE…

Når vi kører til vores venners sommerhus på Lodbjerg Hede ved Søndervig kommer vi forbi Tind Mohair, og jeg har da besøgt butikken en gang eller to, men det var dengang, hvor hylderne med garn stod linet op i en istandsat længe på gården.

Det gør de ikke mere, nu har alle de uldne lækkerier fået plads oppe på øverste etage i det store sorte nybyggede hus, som man, nok uden at overdrive ret meget, kan kalde Danmarks smukkeste garnbutik med vidunderlig beliggenhed.

I fredags fik jeg mulighed for et ultrakort visit, da påskefrokosten var indtaget og alle andre drog til vandet, i mit sind var der ingen tvivl, garn over Vesterhav, sådan måtte det være…

I underetagen er der bøjle efter bøjle, hundrevis af dem, med tøj af skønt hør, som jeg er sikker på, at rigtigt mange med hang til den slags vil savle over, men det var ikke det jeg var kommet efter og inden nogen nåede at blinke med øjnene, ja så havde jeg taget trappen til 1. i lange hurtige syvmileskridt.

Men ærlig talt, så kunne garn være garn, jeg glemte alt omkring mig, da jeg trådte ud på gulvet i det store højloftede rum og øjnene fangede udsigten over Stadil Fjord, hold da helt op, det er noget af det mest vidunderlige og pulsdæmpende jeg længe har set!

Jeg blev helt helt stille, og det sker ikke ret tit, og blev bare stående der og gloede med åben mund og roligt indre, balsam for sjælen med fed streg under…

Egentlig havde jeg allermest lyst til at sætte mig ved et af de små borde, der står deroppe, at skænke mig en kop af den kaffe, der var sat frem og så bare sidde der og sidde, kigge på det blå foroven og forneden pyntet med grønt i midten, det var lige før at strik kunne ha’ været strik og interessen for nyt uld lig med mindre end ingenting.

Men også kun lige før!

For da jeg havde gloet og sukket lidt, så måtte jeg selvfølgelig hen og kigge, ae, pille, blive inspireret, få nye behov og købetrang, der var meget at vælge imellem og pludselig, som havde nogen svunget en alzheimertryllestav over hovedet af mig, havde jeg lykkeligt glemt at jeg bare var kommet for at kigge, kun kigge.

Der var Noro, Duo, Geilsk uld og Høxbro-pang, der var perlestrikkede veste og yndigt babysmåt, der var mapper med alt mellem himmel og jord og lokkende giner med kreationer, der nærmest stod og skreg Anne.

Og oven i alle de herligheder, ja der var der så også skønt og nærværende ekspedition af Jette, der er så heldig at eje dette vidunderlige sted…

Jeg kom 5 minutter i lukketid og havde slet ikke tid til at nå alt det, jeg gerne ville, men jeg vender tilbage igen en anden gang, for jeg må altså prøve at sidde deroppe ovenpå med blikket vendt mod fjorden og så bare strikke og sniksnakke og få gode idéer.

Ganske lidt nåede jeg dog at flå af Jettes hylder, inden det var tak for i dag, et lille bitte Poona strikkeri, som på sigt skal hjælpe mig med at nedbringe mit lager af tyndt shetlandsuld. Mon ikke der er basis for 80-90 toppe, hvis jeg står på hovedet i skufferne…