MIN VOKSNE PIGE…

Jeg ville ønske, at de kunne se hende nu, alle de, der hviskede bag min ryg og luftede deres fordomme om unge enlig mødre, alle de, der slog klik med tungen og rystede på deres hoveder over Anne, den vilde tøs, der nu trillede afsted med barnevogn.
Ja, bevares, den lille var da yndig og Anne klarede det indtil videre også ganske godt, men hvordan ville det mon gå, når den unge mor nu skulle til at få en hverdag til at fungere, opdrage barnet og sørge ordentlig for hende…

Jeg var ung, jeg var enlig og jeg var faktisk også uden uddannelse, meget bange for ikke at være en god nok mor, og meget bange for, at de, der hviskede, måske alligevel vidste bedre end jeg.
I min angst for ikke at slå til, kom jeg til at “overgøre” mange ting, jeg strøg ALT hendes tøj, også underhylerne, jeg badede hende HVER dag, lavede alt hendes mad fra bunden, ikke noget halvfabrikata her…

Anna Wahlgren blev min guru, og hendes “De kære børn” var altid inden for rækkevidde, jeg “forhørte” min mormor og farmor, afkrævede dem nærmest videnskabeligt belæg for deres meninger, jeg var medlem af “Forældre og fødsel”, jeg ville vide alt hvad der var værd at vide, og så lige lidt mere!

Jeg var så usikker og følte omverdenens negative forventninger som så stort et pres, at der gik længe, rigtigt længe, før jeg begyndte at lytte til mit hjerte og min intuition; jeg turde simpelthen ikke, var bange for, at det jeg gjorde, ikke var rigtigt, og at det ville få Sophie til at blive et “mislykket” barn.
Sophie er strengere opdraget, end de to hun senere blev storesøster til, og der er ting, jeg ville ønske, at jeg havde taget noget mere afslappet, jeg var ind imellem alt for skrap og firkantet.

Det er nok ikke altid været lige let at være første barn, ikke for mit og sikkert heller ikke for
mange andres, man skal finde sin måde at være forældre på, og meget af det man er skråsikker på, mens barnet endnu lå trygt i maven, det fungerer måske ikke lige, når barnet med sin egen vilje og personlighed folder sig ud…

Vi klarede det sammen, Sophie og jeg, på trods af alt, mere end hæderligt synes jeg endda; min rolle som opdrager er spillet til ende, jeg er stadigvæk omsorgsgiver og forhåbentlig bare en lille bitte smule rollemodel, men jeg står på sidelinien nu som iagttager, og skal se, om det jeg troede på, så gjorde hende til det menneske, jeg håbede på?!

Jeg vil på ingen måde ta’ æren for det smukke menneske Sophie er, hun er født med en høj social intelligens og et kæmpe omsorgsfuldt hjerte, men jeg tror nu alligevel på, at jeg kan tillade mig at sige, at jeg gjorde “gimpernes” hårde ord til skamme…