SNAIL-MAIL…

En dag for ikke så længe siden hørte jeg en udsendelse i radioen, der inspirerede mig til at finde kort og kuglepen frem; hørte og hørte er i virkeligheden nok at pynte på sandheden, for jeg var ikke aktivt lyttende, tankerne var optaget andetsteds, og derfor har jeg glemt, hvem det egentlig var, der blev interviewet, Uffe Ellemann måske?!

Lige meget med det, Uffe eller ikke Uffe, for det var ikke så meget manden, men mere budskabet eller rettere idéen, jeg bed mærke i, og som er blevet ved med at dukke op i min bevidsthed siden…

Manden fortalte, at han havde besluttet sig for at pleje gode gamle og også nye venskaber med en håndskrevet hilsen i ny og næ; “reglen” var, at der skulle sendes 3 postkort eller breve om ugen, ikke mails eller sms’er, men go’e gammeldaws håndskrevne hilsner, som posten skulle leverer i den postkasse, der efterhånden kun fyldes af aviser og reklamer, hvis man da får den slags.

Jeg har skrevet rigtigt mange breve i mit liv, til veninder, kærester, familie, mine børn, gamle kolleger og hvem, der ellers skulle ha’ en tanke herfra, og rigtigt mange af de breve, som jeg har fået udefra, ligger på loftet, pakket i poser og kasser, så de kan tages frem og læses, når jeg engang bliver gammel og mimrende og får lidt mere tid at tage af…

Især én af mine gamle veninder og jeg var trofaste skrivere til hinanden, næsten hver uge røg der post frem og tilbage mellem det sønder- og midtjyske, breve fyldt med beskrivelser af dagligdags gøremål, om kærestesorger og nye erobringer, om Sophies nye mestringer og om livets ups and downs.

Hvorfor vi holdt op ved jeg faktisk ikke, måske kom der for mange andre gøremål ind i hverdagen, måske var småbørnsårerne for travle, måske var der bare ikke så meget mere at skrive.

Brevene blev færre og færre, blev til jule- og fødselsdagskort, og nu er der slet ingen kort mere…

Det skal der laves om på, jeg vil genoplive mit eget skriveri med kuglepennen, jeg vil snuppe idéen med de 3 om ugen og glæde mig til at genfinde den ro og indadvendte opmærksomhed, som jeg ved dukker op, når jeg sidder med papiret.

Ofte dukker den såmænd også op, når jeg sidder her ved tasterne, men slet ikke på samme måde, for her er jeg opmærksom på, at jeg ikke har styr på, hvem der sidder i den anden ende og læser med, og derfor må der være oplevelser og følelser, der ikke kan luftes og reflekteres over…

Jeg forventer ikke at få svar på det, der sendes ud i verden, det er mit projekt og ikke noget, som jeg ønsker at trække ned over hovedet på de, der modtager, men mon ikke en enkelt eller to vil fristes til at finde et halvgammelt GoCard frem fra skuffen og sende et par linier den anden vej.

Jeg har siddet på terrassen med solen bagende på mine arme, med koldt i glasset og ansigtet i skygge under den store vidunderlige Yvonne-hat, som Hanne har syet til mig, jeg har siddet med duften af ærteblomster i næsen og havens lyde i ørerne og pludselig har jeg skrevet 5 i stedet for 3…