TOPPER…

Lige nu, på denne dato, omkring denne tid på dagen, er det 29 år siden, at jeg fik at vide, at min far Topper var død.
Det var også en lørdag formiddag, sneen dækkede Danmark, og jeg sad under dynen, læste Anders And og lyttede til Torvets lyde af mennesker på lørdagsindkøb, alle lydene var uldne og ligesom langt væk, sneen dæmpede verden.

Telefonen havde ringet tidligt, måske var det en legekammerat, men ingen voksne havde kaldt på mig, så jeg læste bare igen.
En underlig lyd dukkede op ude i gangen, mormor græd, troede ellers det gik fremad, nu var det jo ved at være 3 måneder siden, at morfar var død, vi var ved at vænne os til hverdagen uden ham.

Mormor lukkede døren op, var helt grå i hovedet og græd nu voldsomt, “Åh, min lille skat, det er så forfærdeligt, åh nej åh nej!”, nu vidste jeg, at det i alle tilfælde ikke var morfar, der var årsag til hulkene.
“Er det oldemor, farfar eller mor??Hvad er der, mormor??”
“Din far i død i nat, de kørte galt.”

Min far, lige fyldt 30, min allerbedst ven, ham jeg kunne stole på, ham jeg var på weekend hos hver 14.dag, ham jeg inderst inde håbede engang at skulle flytte ned til; min far, den bløde mand, der sang Beatles sange, når jeg skulle sove, som elskede havmågen Jonathan Livingstone, som efter uni-livet i Århus havde taget job på Købmandsskolen i Åbenrå, så vi kunne bo tæt på hinanden. Min far, der var så stolt af og knuselskede sin datter med de smuttende øjne og de store krøller, min far…

Resten af dagen, den dag for længe siden, står mere tåget i hukommelsen, min mor kom fra Odense, vi gik vist i biografen og så Olsen-banden, børns sorg skulle dengang dumles med oplevelser og en hurtig tilbagevenden til hverdagen, tydeligt markeret af min matematiklærer, der om mandagen rynkede brynene over de manglende opgaver i hæftet, det var før sorggruppernes tid!

Jeg tænker tit på, om mit liv ville ha’ taget en anden drejning, hvis far Topper ikke var død, jeg tror det egentlig ikke, men det tomme hul efter ham kunne ingen fylde, det blev en del af mig, på godt og ondt.
Og hvor ville jeg gerne, at mine piger havde kendt deres morfar, og han dem!

Billedet er fra en foto-automat på Kolding Banegård, jeg er 5 år, og vi havde kælket i Slotsparken, tumlet ude i sneen, og nu tumlede vi lidt inde i automaten, mens vi ventede på bussen til Haderslev. Det havde været weekend med far hjemme hos farmor og farfar, en skøn weekend, som altid, jeg havde endda sluppet for vand i håret om morgenen, se bare de fladmaste krøller; det ganske sikkert, at mormor har rettet op på den misere, da jeg er kommet hjem!