Ind imellem så overraskes jeg så meget af den energi, omsorgsfuldhed og hjertevarme, som nogle af de familier jeg arbejder med, egentlig rummer.
De gør pludselig noget, der viser mig, at der midt i al det hårde og umulige, alt det der er så svært og kan være så svært at bevæge sig i, kan opstå fornyet og styrket kampgejst og overskud til at gøre noget, der viser, at vi er på vej og rigtigt godt på vej endda.
De oplevelser gør, at jeg synes, at det er hele indsatsen værd, de får mig til at fortsætte og stadig turde tro på, at det jeg tager udgangspunkt i, nemlig at alle gør det bedste ud fra deres præmisser, ikke er skudt helt ved siden af…
I dag troede jeg, at jeg mødte ind hos en familie for at lægge madplaner, snakke struktur og nærvær, og så mødte jeg i virkeligheden ind til duften af nybagt kage og friskbrygget kaffe, fordi man mente, at nu var det min tur til at blive nurset.
Jeg skulle ikke altid ase og mase og knokle, ikke bare gi’ og gi’, i dag var det min tur til at blive hjulpet til at finde ny energi og pep til at komme igennem dagen.
Jeg drog hjem derfra med et kæmpe smil om munden, en varm og stærk følelse af YES indeni og så to store kager til mine piger, der så tit må undvære mig, mens jeg er sammen med andre familiers børn.
Den omtanke, reflektion og nyvundet energi, der ligger i dagens handling og dagens ord, det er filan dansme’ benzin til resten af ugen.
Ingen, der læser med her, er vel i tvivl om, hvor hårdt det var for mig at sige farvel til min gamle klasse, at forlade den gruppe børn, som havde fyldt hele mit arbejdsliv i 6 år, det var en stor beslutning, og ikke helt let.
Man knytter særlige bånd, når man er så tæt på børn, der har brug for en hjælpende hånd, jeg har forsøgt af være en ekstra rummelig og omsorgsfuld hånd, en der støtter og skubber blidt, som værner og skærmer og som hepper og opmuntrer, og det sætter spor, i mit hjerte men også i deres.
Ingen er uundværlig, det er jeg ganske klar over, men for nogle af disse børn har det været svært, meget svært, at finde en ny rytme med en ny voksen, de er på vej, men de slingrer og punkterer med hyppige mellemrum…
Jeg er heldigvis ikke længere væk, end de kan tilkalde mig som kranvogn eller slæbebåd, og jeg er glad for, at de benytter sig af det, for det er ikke alt, der kan overleveres eller gives videre på skrift eller i tale. Noget af min viden om disse særlige børn er bundet op på en fornemmelse, der opstår i det særlige rum, som vi samme skabte igennem den forholdsvis lange tid vi fulgtes ad.
Nogle børn kommer længere ind under huden end andre, hvad det er der gør det, er ikke til at vide, dog mener jeg at kunne sige, at hos mig er det ofte de misforståede børn, der fylder mit hjerte, de børn, der bliver opfattet som på tværs og som uopdragne, som ikke ses som de børn de er, hvor forældre og lærere mistolker og misforstår, de børn står mig allernærmest…
Mange af børnene skrev små breve til mig, da jeg skulle stoppe på skolen, og enkelte skrev om deres frygt for, hvordan det skulle gå, når jeg nu ikke viste vejen mere, det var hård læsning, også fordi jeg vidste, at deres frygt og fornemmelser alt for let kunne komme til at holde stik.
Jeg har været på ambulance-tjeneste på skolen nu, været oppe og holde om og snakke ud, og fået lavet nogle aftaler, der skal støtte og hjælpe videre på vej.
Det gjorde godt, både for mig og barnet, der slog sig i tøjret over nye tider, og de voksne, der stod på sidelinien, drog et lettelsens suk, da de så nogle brikker falde på plads…
Jeg tror ikke, at jeg behøver at komme lige med det samme igen, ikke med udrykning på i alle tilfælde, vi fik ro på, men jeg skal alligevel bare et lille smut forbi for at aflevere den “Dimse-snor”, som barnet manglede, for sådan en må et loppe-barn ha’.
Nogen havde snuppet den gamle, som jeg havde hængt under loppens bord, den lille røde snor, der bragte ro og grounding, når uroligheden susede i kroppen, den var væk, barnet var utrøstelig og snu, for straks blev den manglede røde brugt som undskyldning for hopperi…
Andet snor blev fundet frem, og der var lovning om, at alle ønskede farver kunne fremskaffes, men niks nej og stejlhed, snoren skulle være lavet af Anne, det måtte de vel kunne forstå, for jeg kunne putte magi i, den slags magi, der gav mod og overskud til at kæmpe mod de indre lopper.
Så nu laver jeg snor, turkis og forhåbentlig med lidt tryllestøv, den er ventet med længsel og jeg må skynde mig.
Pling pling med tryllestøv og kærlige tanker, og så er det jo sådan at tro kan flytte bjerge, og vi tror, det lille loppebarn eller jeg…
Det er fast – og meget – arbejde at vende tilbage på sin job-pind efter 14 dages afslapning.
Det er dejligt at mærke, at man har været savnet, og at opleve, at nogen sidder klar i telefonrøret, når man møder ind igen, men man bliver nu også lige lidt træt.
Tænk sig, at man på bare et par uger kan komme så langt ned i gear, at det er et mas at komme op i top-omdrejninger, det er godt at jeg ikke har så meget ferie at rutte med længere!
