Ind imellem støder jeg på mine daglige ture rundt i Bloglandia på udsagn, holdninger og oplevelser, som bliver ved med at poppe op i min tankestrøm.
Jeg tror, at jeg tænker dem igennem og til ende, og så er de alligevel på spil igen nogle dage senere.
Nogle af dem rammer særlige pletter indeni mig, glade pletter med gode tanker , andre gange rammer tankerne den slags pletter, som er efterladt i min sjæl som blå mærker, der aldrig helt forsvinder, spejlinger og genklange, der vækker følelser og støver minder af.
Andre af “sammenstødene” skaber reflektioner og undren, giver stof til eftertanke og ind imellem også stof til “tak-for-kaffe-tanken”, der hvor man kan lagre det, der vækker følelsen af godt-det-ikke-er-mig eller hvor-fa’en-kom-det-fra…
I de sidste par dage er det især et par ganske særlige tema, der bliver ved med at poppe op, på den ene side ret forskellige og så alligevel ikke, for begge dele indeholder elementer af, hvordan man skal blogge for at holde på sine læsere.
Ord som blog-ekspert, superblogger og give-aways vrimler rundt, og måske bliver det, der nu skrives herunder også vrimlende og ikke særligt overskueligt eller letforståeligt, men så er det sådan at det er, det må ud af mit system og måske ha’ en tanke med på vejen fra en, der har lyst til at forholde sig til det…
Forleden kom jeg forbi en dejlige blog, hvor der skrives om gyldne hverdags-øjeblikke, som giver blogindehaveren en følelse af fred og harmoni.
Jeg bliver meget rolig og groundet, når jeg læser der, bliver mindet om, at det er de små ting i livet, der gør det stort, og at de er overalt, hvis bare vi husker at give os tid til at kigge efter dem.
Jeg holder meget af den sødmefuldhed, der hviler over den blog, og har det rigtigt fint med, at der er fokus på det herlige og på det, der lykkes.
Men nu var spørgsmålet så, om bloggen skulle fortsætte på den måde?! Om den trængte til en opstramning og et par sømandsgloser!? Kortere indlæg om skidt og kanel, lort og lagkage?!
For det var der en med stor forstand på blogs, der havde foreslået!
“Gisp!!” tænkte jeg; skulle mit stille fredelige øjeblik ændres, skulle jeg nu til at mærke livets svirp på zen-pladsen?
Og hvad var nu det med ekspert og superblogger??
Man kan vel ikke være ekspert på andres måde at blogge på, eller kan man?
I mit univers er en blog, som den slags vi taler om her, et fingeraftryk, en forlænget arm, et øjebliksbillede af lige præcis dét menneskes liv og plads i verden, fortalt med fødderne i de sko, som sætter blogejerens fodspor.
Ordene, vendingerne, opbygningen, betoningerne, fokus’et og billederne og alt alt det andet er vel alt sammen noget, der skal afspejle det liv, der leves på den anden side af skærmen.
I alle tilfælde den del af livet, som man ønsker at dele ud af.
Hver især er vi eksperter på den del af vores liv, som hedder “mig” og er det bloggen udspringer af, ja så tænker jeg, at det bliver pseudo-agtigt og anti-autentisk, hvis en anden sætter dagsordenen for, hvordan bloggeriet skal foregå…
Hvor ensrettet ville turen rundt i Bloglandia ikke være, hvis der sad eksperter og rådgav os omkring de personlige blogs?
Ville vi vide, hvor vi var, hvis ikke der var et ret personligt fingeraftryk?
Jeg tror det ikke, og det ville frarøve mig noget af det, som jeg elsker allermest ved at suse rundt, nemlig mangfoldigheden!
Hurra for den!
Hurra for korte og lange indlæg!
Hurra for husmoragtige beskrivelser og dybe filosofiske overvejelser!
Hurra for smukke billeder af interiør og stemninger, hurra for det grimme foto af en høm-høm!
Jeg synes, at det er allerskønnest, når der er plads til det hele og blogpolitiet er kørt hjem i garagen…
Heldigvis besluttede den fredelig blogskribent at forblive tro mod det, der gav mening for hende, nemlig øjet for det nære og det gode, det er jeg rigtigt glad for.
Jeg vil nemlig også helst selv ha’ lov til at taste på den måde, som det giver mening for mig lige i det særlige øjeblik det er, når jeg sætter mig her.
Se. det var vel lidt mere end blot en strøtanke, den fylder i alle tilfælde mere –
men det får den lov til og så får de andre tanke-poppere lov at hvile til senere…
