Turkis og lilla, det er vist sådan i den retning min lyst til juleudsmykningsfarver er i år.
I huset har jeg selv arrangeret, på bloggen har jeg haft assistance, den dejligste af slagsen, og jeg behøvede bare at sige turkis og lilla, og så var der styr på det.
I am one lucky bastard…
Jeg er blevet tagget af Annette og Gitte, der gerne vil vide noget om mine særheder og underlige vaner, så her kommer lidt om de underlige sider, som jeg selvfølgelig ikke har, eller…
1. Jeg hænger vasketøj op i bestemte systemer, selvfølgelig sorteret efter farve, eller nok rettere nuance, for blåt er jo ikke bare blåt vel, og de store stykker tøj først og så ned ad snoren i mindre og mindre stykker.
2. Hvis jeg bruger plasticklemmer, så bruger jeg kun én farve pr. stykke tøj, ikke noget med rød i den ene side og blå i den anden, nej, én farve!
3. Bøgerne i vores reoler er sorteret efter farven på ryggen, og står så i samme system som vasketøjet hænges op, de store først og så videre efter størrelse. Jeg husker hvor bøgerne står ved at huske farver, Vandmetoden af Irwin er blågrøn, Åndernes Hus af Allende er hvid og Mænd der hader kvinder af Larsson er rød, i alle tilfælde i vores udgaver og når de er uden smudsomslag.
4. Jeg er en tåbelig forbruger, der rækker ud efter den pose, der ser mest “fornuftig” ud, bilder mig selv ind, at produktet nok er bedre, når det er flot pakket ind, tumpe!
5. Jeg bryder mig ikke meget om ting, der arrangeres i par, lysestager, billeder, urtepotter og nips, jeg kan bedst, når det er et ulige antal.
6. Jeg inddeler mine indkøbslister efter varernes placering i butikken, og ville nok kunne gå rundt i bestemte butikker med bind for øjnene og alligevel få de rigtige varer med hjem.
Særheder?
Det ved jeg ikke rigtigt, men helt almindeligt er det måske heller ikke!?
Jeg tillader mig at springe over at tagge videre, mange bloggere har i de seneste dage luftet deres små personlige spidsfindigheder i fuld offentlighed.
Vi er godt tossede…
Kameraets død har været en instant-blog-killer, i mit hoved hænger billeder og ord her på siden så meget sammen, at jeg ikke kan svinge mig op til at skrive noget som helst fornuftigt.
Ja altså, nu er det jo ikke fordi, at jeg plejer at skrive hverken særlig fornuftigt eller klogt, men det har jeg jo prøvet at skjule med masser af fotos af dette og hint, og det er egentlig gået udemærket, synes jeg!
Jeg har mistet pusten, jeg kan ikke svinge mig op til det og i det hele taget så er det da bare for irriterende, ja undskyld mig, men jeg trænger til at brokke mig…
Vi har været ved foto-lægen, der gav mit kamera den sidste olie og slog korsets tegn, efter mere end 13.000 billeder og et hårdt liv i en stor og rumlende dametaske, da var det kirkegård i stedet for kirurgi.
Vi snakker selvfølgelig nyt kamera, frem og tilbage går snakken, og vi kigger og regner og tænker og prøver at være en smule fornuftige.
Det er ikke let, jeg er på randen af hysteri, og som en ekstra lille gnist under det bål så sidder Torben tilbagelænet og tager det heeeeeelt roligt, det rigtige kamera til den rigtige pris, siger Mr. Überkassenmeister…
Jeg har prøvet at drage paralleler mellem hans kærlighed til hans IPhone og mit afhængighedsforhold til mit kamera, han hopper ikke på den; jeg har truet med at sætte hans sim-kort over i en gammel Sony Ericsson, så han måtte være mobil-vingeskudt indtil der lå et nyt kamera til mig, men det var lige ved at udløse et mindre hjertenanfald.
Ret skal være ret, Torben er realisten og den, der holder lidt igen, han er kassemester og det er godt nok, for jeg er en ødeland, der har lyst til at fyre kortet igennem maskineriet og købe mig et knaldlækkert udstyr og så leve af havregrød resten af måneden, og hvor fedt er det lige?!
Jeg drømmer om spejlrefleks, men ender nok med et pocket, og fred være med det, hvis bare jeg ender med noget.
Og mens vi så venter på det, ja så snupper vi lige et par svenske efterårs-repriser fra mit nærmest uudtømmelige fotobibliotek…