Browsing Category

Bloggen

Bloggen, Krea, Lidt af hvert, Og mig selv - sagde hunden

GAMLE ORD PÅ NY SIDE…

10/12/2014

For et års tid siden spurgte Trine mig, om jeg havde lyst til at dele nogle tanker omkring kreativitet.

Det havde jeg og det gjorde jeg.

Og så gjorde vi ikke så meget mere ved det.

 

Ikke før i dag, hvor Trine har delt mine ord og tanker på sin blog.

Jeg var spændt på at genlæse mine svar, tænk hvis jeg tænkte noget helt andet nu?!

 

Det gør jeg ikke. Ordene holder.

Måske har du lyst til at læse dem, det kræver bare et enkelt klik lige her

Bloggen

BIP BIP BIP OG SÅ EN RÆKKE EDER…

16/09/2014

Kæmpe verbena...

I aftes sad jeg her ved computeren.
Med kaffe og Søren Huss strømmende ud af højtalerne.

Jeg sad og skrev et indlæg om den koncert, som jeg var til i søndags, med netop Huss i Mariehøj Kirke.
Jeg skrev om sangenes dybe, om kirkerummets stemningsfuldhed, om det at finde styrke i aleneheden, om at røres og mærke genklang.

Jeg skrev godt, når jeg nu har mulighed for at sige det selv, ordene flød bare, oppe fra hovedet, ind fra hjertet og ned i fingrene og jeg var vel i hvad man kan kalde et slags skriveflow.

Lige indtil.
Bip bip bip bip bip bip –
høje advarselslyde fra computeren og en slags gråt gardin rullede ned over skærmen og ALT bare frøs…

Der var ingen vej uden om.
Genstart var løsningen.

Og også det, der åd mine ord.
Pokkers.
Pis.

Normalt gemmer WordPress af sig selv, når jeg skriver, men den brutale nedlukning var åbenbart mere, end det kunne håndtere, for væk var det hele og selv med det lige var skrevet i minutterne inden, så var det sådan set også væk fra hjernen.
Ikke væk væk – men bare sådan væk i den gode og flydende form, det var kommet ud i.

Jeg hader den slags.
For i en gen-skrivning opnår man sjældent samme klang og tone og det ønskede jeg bare sådan, netop fordi at det var det indlægget handlede om, det med alle vores toner, der klinger forskelligt ind i dem, som vi omgiver os med.

Men væk er de, ordene, måske kommer de en dag i en anden form.
Pokkers.

Men koncerten var fantastisk…

Bloggen, Gode sites, I køkkenet, Lidt af hvert, Mad, Og mig selv - sagde hunden, Oplevelser, Øko-ven

HELDIGE KARTOFLER…

25/08/2014

Få udvalgte...

I kurve og sæk...

Anne H...

Kartoffelsuppe....

Samosa og blå kartoffel...

I torsdags var jeg sammen med en lille flok inviteret til en aften i køkkenet sammen med Anne Hjernø i Økologisk Landsforenings hus i Aarhus.
De havde inviteret i anledning af den økologiske uge og fordi de har fået Anne H. til at lave en lille bog med kartoffelopskrifter, økologiske forståes.
De havde også inviteret Kirsten Skjøde Donslund, som oppe i nærheden af Bjerringbro dyrker 17 – eller var det i virkeligheden 19 – forskellige kartoffelsorter og også dejlige sortbrogede grise med krølle på halen.

Jeg havde glædet mig rigtigt meget til at skulle i køkkenet sammen med en blandet flok af unge og mindre unge kvinder, som har det til fælles, at de har en særlig interesse i mad. Ikke bare det at spise den, men også at tilberede den, nørde med den, undersøge den og oftest også vælge den, som giver mening i det lidt større billede, altså økologisk dyrkede råvarer med det størst mulige indhold af gode sunde vitaminer og mineraler.

Det er ikke så ofte, at jeg laver mad sammen med nogen, som elsker det lige så meget, som jeg selv gør, det fik en ende, da jeg skiftede kokkefaget ud med det pædagogiske, og det er bare noget helt særligt at stå ved siden af nogen, der sukker henført på samme måde som én selv, som får et særligt saligt blik, når øjnene hviler på en ekstra god råvarer og som kan tale solen sort om mad, tilberedningsmetoder, særlige gode steder at handle, ælteteknikker, forskellige sukkerarter, umami og glæden ved gult smør.

Jeg elsker det!
Og kunne dér i køkkenet på Silkeborgvej pludselig mærke, hvor meget energi det giver at være lige der ved komfuret og bare lytte og iagttage…

Vi blev så forkælede gjorde vi.
Der var linet op med frugt, nødder, vin og Antons saft og de store imødekommende økologiske smil og perlelatter var også fundet frem og man var ikke et sekund i tvivl om, at man var ventet, velkommen og i godt selskab.

Anne fortalte lidt om kartoffelbogsprojektet og om sit samarbejde med Økologisk Landsforening. Hun talte om sundheden i at spise det, som vokser omkring en, allermest fordi det er det, som passer til vores DNA og baggrunden for disse teser. Hun brænder så tydeligt for de gode råvarer og for at undersøge, hvad der giver god mening omkring dyrkning, transport og optimal udnyttelse.

Kirsten fortalte så varmt og ivrigt om alle sine økologiske kartofler, at det var næsten rørende, det er længe siden, at jeg har mødt så dedikeret et menneske med så stor en viden om en særlig lille knold. Kirsten er en slider, en ildsjæl og en kvinde med noget rigtigt fornuftigt på hjertet og jeg blev meget meget inspireret af at høre hende tale om det at leve sin drøm og knokle igennem for at udbrede sin kærlighed til den ille fine knold.

Planen var madlavning i små grupper og med rig mulighed for at loppe den af på den gode måde med snak og grin og nysgerrighed, for opgaverne var få og hænderne mange og jeg brugte nok allermest tid på at sludre og iagttage.
Jeg var på kartoffelsuppeholdet og da urte-boullionen var tæt på ikke eksisterende, ja så måtte der freestyles med garam marsala, rørsukkersirup, hvidvin og andet godt fra depotet, en fælles insats fra Anne S og Anne H så endte suppen hot og herlig men nok ikke sådan lige at gengive…

Et andet hold lavede kartoffelsamosas og de sidste bagte citronkage med marcipan og kartoffel.
Og heldigvis kom ordsproget “For mange kokke fordærver maden” ikke i spil, det var nærmere noget med for få ovnen gør processen lang, men det var så lige meget, for alle hyggede sig og talte en masse om mad, om blogs, om fotos og redigering af disse og så lidt mere om mad.

Alle inviterede var bloggere og selv om jeg godt ved, at jeg også var der, fordi at jeg er “sådan én”, ja så har jeg det faktisk ret så svært med at betragte mig selv som en del af den klan, jeg er jo bare Anne og bruger aldrig – eller har aldrig før brugt – min blog på den måde.
Men lige dette arrangement havde jeg så meget lyst til, at jeg overvandt den generthed, som jeg faktisk har, når jeg sættes i en forsamling, hvor jeg på en eller anden måde på forhånd er defineret, her som blogger.

Jeg tænker ikke, at nogen i virkeligheden opdager, at jeg er frygtlige genert omkring den private Anne, fordi jeg deler så meget af den personlige her, men det er en helt anden snak og har intet med en økologisk kartoffel at gøre.
Men det giver måske bare et lille hint om, hvorfor jeg har det så vanskeligt med ord som bloggerevent og madblogger/modeblogger/økoblogger/haveblogger, jeg er ingen af delene, jeg er bare Anne.
Men en Anne, som stornød at være der i køkkenet med en glad madentusiatisk flok…

Da alle retterne var færdige, blev der dækket op ved langbord med mulighed for mere – ja faktisk masser af – snak om alt og intet og det der imellem.
Om hashtags, kulhydrater, hønsefobi, æstetik, madpakker, børn, Anders Agger, økologi, god chokolade og andet dejligt.

Og der blev taget billeder.
Tæt på og langt fra.
Med og uden blitz.
På skrå og på hovedet.
Med mobiler og spejlrefleks og med og uden store linser.
Mange billeder.
Hele tiden.

Jeg tog ikke mange, for lyset i lokalet var ikke til den slags for mig, jeg tog få billeder ude i gråvejret og støvregnen, det virker for mig, der nægter redigering, jeg vil ha’ den rene vare og så accepterer jeg gerne de begrænsninger, der ligger deri.
Men jeg tog nogen og især de blå kartofler gør sig jo rigtigt godt der på den hvide tallerken på et vejrbidt bord i en gårdhave i Åbyhøj.

Måske har du lyst til at smutte forbi hos et par af de andre inviterede?
Nogle af dem finder du lige her:
Little Country Life

Rustic Kitchen Affairs

Madfusionen

Jeg er helt sikker på, at jeg vil vende tilbage til Little Country Life igen og igen, for jeg har en fornemmelse af, at jeg kan blive hjulpet godt på vej der i.f.t. hønseholdeprojektet herhjemme, som jo desværre bliver bremset gang på gang af min ret så udprægede angst for baskende høner.

Det var en dejlig aften og skulle en invitation fra økologerne ryge i min retning en anden gang, så deltager jeg gerne, det var vidunderligt at blive sørget så godt for på en helt almindelig og halvgrå torsdag.
Tak til de grønne damer fra Silkeborgvej, til de skrivende kvinder fra cyberspace og til Kirsten og Anne for drive og engagement.
Jeg er fan…

Og skulle du ha’ lyst til at hoppe i køkkenet med bogen om Skønne økologiske kartofler og Annes bedste kartoffelretter, ja så er den at få sammen med Femina på torsdag.