Jeg er altså ikke ved at stikke af ud over heden, hvor jeg jo for øvrigt slet ikke bor mere.
Jeg elsker at være her – på bloggen forståes – men det ser ud som om, at jeg ikke har fået det gjort tydeligt i det sidste indlæg.
Jeg skriver ganske rigtigt “Skulle jeg ikke bare droppe det?”
Men det er jo Instagram jeg tænker på.
Bloggen dropper jeg ikke.
Jeg passer den måske ikke så kærligt og nænsomt, som den fortjener, men jeg kan simpelthen ikke forestille mig helt at droppe, lukke og slukke, slet ikke, det holder jeg nu for meget af den til at gøre.
Så bare rolig –
jer, der nåede at blive urolige og give udtryk herfor.
Men også tak fordi i giver udtryk for, at det giver mening at komme her forbi.
For en tid siden slettede jeg alle blogs fra min reader.
Man kan vel kalde det et anfald af kådhed, en tanke om at starte forfra, et ønske om at vælge med omhu, at læse der, hvor det gav mest mening og mest inspiration på så mange niveauer som muligt.
Når jeg nu kigger tilbage, så var det lige i overkanten friskt, for nu er der pludselig steder, hvor jeg kommer alt for sjældent forbi, fordi jeg ikke bliver mindet om, at de er der.
Og egentlig har jeg slet ikke fået brugt energi og tid på at udvælge de særlige steder, som jeg fast vil følge.
Pokkers.
Og så måske alligevel ikke?!
I alle valg ligger et fravalg og måske har det været godt for mig at vælge ingenting for en stund…
Jeg vil tro, at de fleste, der har læst med her igennem længere tid, har opdaget at min pleje af bloggen forandrede sig markant, da vi flyttede fra huset på heden.
Hvor jeg før var en flittig og gavmild skribent, gled jeg over i en slags afholdenhed og afmægtighed over at have mistet den platform, hvorfra jeg altid havde skrevet.
Der hvor jeg kunne være et ærligt og åbent menneske, en tænker der gerne ville dele, det der rumlede af stort og småt.
Der hvor der var oprigtighed i både glæde og fortvivlelse og undren.
Jeg har aldrig tænkt at brutal og hudløs ærlighed skulle være en del af mit liv her på siden, men at kunne være oprigtig og skrive om det, der var og fyldte, var det udgangspunkt jeg valgte.
Masser af ting og elementer fra mit liv har aldrig og vil aldrig finde vej hertil, ikke af hensyn til andre, men af hensyn til hvor sårbar jeg har lyst til at gøre mig selv.
Selvfølgelig er der et ansvar for at passe på mine piger, som jo også er en del af dette semi-offentlige liv, det er noget vi taler om, drøfter hvor lidt og hvor meget og indtil i dag har det ikke været et problematisk tema. De taler ind imellem om, at få bloggen lavet til små bøger, som de kunne tage med sig videre i livet.
Bøger, der fortæller om dele af det liv, som har været deres, på godt og ondt…
Når hensynet til pigerne og til min egen sårbarhed er taget, så føler jeg mig faktisk ret fri til at skrive om det, som optager mig, og bladrer jeg tilbage i de sidste 7 1/2 års indlæg, så er der ingen af dem, som jeg fortryder at ha’ skrevet, jeg fortryder nærmere nogen af dem, som ikke blev skrevet mens tid var, for ind imellem forpasser man momentet og noget væsentlig mister pusten.
Jeg har ikke skrevet noget, som jeg ikke kan eller vil stå ved, og sådan skal det også helst være.
Der bliver tænkt over ordvalg og formuleringer og intet bliver lagt op uden at være læst igennem, nogen indlæg ligger også og bobler og genlæses, inden de sendes ud i æteren.
Men i den første lange tid efter at jeg flyttede herind med pigerne havde jeg ikke lyst til at skrive om brød og blomster fra torvet, om uld eller papirklip, jeg havde allermest lyst til at fortælle om, hvad der i virkeligheden foregik og bande højt og grimt.
Det ville nogen måske vælge, men til hvad nytte?! Afløb? Det kan man også få i skoven med en kæp eller ved havet på en stormende dag, hvor ingen kan høre hvor højt man råber.
Jeg forsøger at være et ordentligt og anstændigt menneske, også overfor dem, der måske ikke helt har fortjent det, og det har betydet, at meget ikke er fortalt. Det er helt som det skal være, men har også betydet, at lysten til at skrive om andet har været mindre, for jeg bryder mig ikke om den grovsortering, der har været nødvendig, det har suget energien ud skriverierne af de “letbenede” indlæg…
Der har været flere tilløb til at puste liv i bloggen, så den kunne blive livlig og skriveriet kunne komme i en slags flow igen, og faktisk synes jeg, at det er på vej, nu trækker tasterne og der “spottes” små temaer til indlæg i løbet af dagene.
Kameraet er igen fremme på bordet med ladet batteri og mine øjne kigger også efter motiver, der kan fortælle historier.
Og jeg tror på det denne gang, tror på at alle fuglene og fiskene kommer til at boltre sig igen, engang havde jeg en slags underoverskrift til blognavnet, nemlig Om alt og ingenting, og det er det der skal skrives om her, men igen på den måde, hvor det udspringer af mig og min måde at være i verden på, med åbent hjerte og åben mund og med udgangspunkt i det der forgår her og nu.
Jeg har set, at det om alt og ingenting er i brug andetsteds i blogland, men det betyder jo ikke, at det ikke kan vende tilbage hertil med fornyet energi.
Om mad, kærlighed, blomster, katte, hund, børn, udfordringer, tårer, skrammer og buler, mavebobler, venindeglæde, forkælelse, om alt og ingenting på min måde…
Og hvad har alt det så at gøre med den tømte reader??
Ja det har jo det at gøre med det, at når man holder op med at kommenterer rundt omkring, så daler antallet af kommentarer på egen side også, helt forståeligt og i orden, omend lidt kedeligt.
Så i takt med at plejen af bloggen her bliver opkvalificeret, så vil jeg også blive bedre til at komme på besøg rundt omkring igen, til gamle og nye steder, for jeg savner faktisk en anelse af kigge med.
At kigge ud herfra og kigge ind hos jer andre.
Måske skal jeg hjælpes lidt på vej til at finde tilbage, jeg modtager gerne tips til gode blogs, som er dukket op, mens jeg har været mentalt fraværende, og så vil jeg også gå lidt på opdagelse i de blogrolls, der ligger på i andres sider. Jeg ved, hvor jeg kan finde dem, gør jeg.
Er der hoved og hale i dette indlæg?
Giver det mon mening for andre end mig selv?
Ingen anelse! Og så måske alligevel en lille.
For på trods af min tilbageholdenhed og min proces omkring at finde tilbage til den oprigtighed, som jeg ønsker skal være til stede her, så er i alligevel rigtigt mange, som kommer her forbi hver eneste dag, mange mange flere end jeg i virkeligheden forstår, og nogen af jer har helt sikkert tænkt “Hvad er det egentlig der er gang i?”, det ved jeg, for i har jo spurgt mig.
Måske har i fået et svar, der kan forklare en del af det, måske?!
Det er i alle tilfælde det svar, som er muligt for mig at formulere lige nu.
Lige i dag.
