Browsing Category

Dengang

Dengang, I køkkenet, Lækkerier, Opskrifter

MILKY FOR BÅDE STORE OG SMÅ

08/02/2021

1980’erne. Man kunne være disc’ker, flipper og bz’er. Og bondejokker.

Man kunne rejse til USA og gå på highschool og man kunne tage i kibbutz i Israel.

Og så kunne man selvfølgelig være og gøre en hel masse andet.

Jeg tog til Israel. Blev brun, forelsket og chubby. Af avocadoer i bjerge og Milky i strømme.

Jeg tog hjem igen, forblev brun, afforelsket og skinny. I et par årtier i alle tilfælde.

Vi spiste rigtigt godt i den kibbutz, jeg var i. Grønt og varieret og et kæmpe udvalg til alle måltider, det var ikke svært at spise sundt, men det var også ret let ikke at gøre det. Jeg havde tjans i kibbutzens turistkiosk, hvor der var stakke af bløde nybagte pitabrød og fedtet falaffel, hummus hummus baba ganoush baba ganoush og is is is is is. Jeg blev blød og rund.

Ind imellem var der en rigtig god børne dessert i spisesalen efter det kolde aftenmåltid. Blød chokoladecreme, en mellemting mellem Nutella og budding og i en skål ved siden af stod der creme fraiche 50 %, som jeg faktisk aldrig havde smagt før. En stor skefuld chokoladecreme og en stor skefuld af 50’eren – lige ned i løgneren og ud på sidebenene.

Jeg har tit tænkt på, hvordan man mon lavede den dessert, blød som Nutella men med meget mere smag af ægte chokolade. Jeg har tænkt og så ikke fået gjort mere ved det. Indtil nu. For jeg fik endelig spurgt i the holy land og idet jeg fik svaret: Det kunne måske være Milky?! så huskede jeg selvfølgelig navnet.

Der findes masser af forskellige opskrifter på Milky, herunder er min, lavet med udgangspunkt i et par andre men tilpasset mine lidt mere voksne smagsløg.

Til 5 små portion af 1 dl:

60 g meget mørk chokolade

3 dl letmælk

1.5 spsk maizena

1 dl sukker

1 nip flagesalt

1 tsk vanillepasta

1 spsk kokosolie (neutral) alternativt 1 spsk smør

Hæld 2/3 af mælken og sukkeret i en lille tykbundet kasserolle og kog det op. Rør maizenaen ud i resten af mælken og pisk det i den kogende mælk. Kog det godt igennem i et par minutter.

Tag kasserollen af varmen og pisk den finthakkede chokolade, kokosolie/smør, vanille og salt i og pisk til chokoladen er smeltet. Hæld den varme creme op i små portionsglas og sæt dem på køl.

Ved servering pyntes med creme fraiche. Du kan nemt få fat på 38% øko i Rema eller måske endda Arla Unikas Double Fraiche til en ekstra festlig lejlighed. Lidt frisk mynte på er godt, synes jeg, et lille bær og lidt revet choko på toppen er også godt.

Det er en lille og meget intens dessert, eftermiddagssnack, fredagsslik eller hvad man nu vælger som tidspunkt for fortæring. Jeg synes, at en enkelt dl er passende. Og ellers kan man jo snuppe et glas mere.

Sde Boker 1983. Silkeborg 2021. Milky rocks…

Dengang, For hjerte og sjæl, Og mig selv - sagde hunden, Årets gang

VINTERDAGE

06/02/2021

Jeg ved ikke noget bedre end sne og frost. Sådan skal vinteren gerne være. Kold kold kold og med alt det bruge dækket af hvidt.

Jeg elsker lyset og de dæmpede lyde og jeg elsker den kolde klare luft om næsen, for min skyld måtte det gerne være sådan fra starten af november til engang sidst i marts. Men der bliver mindre og mindre af den slags her på vores breddegrader, det er trist og skræmmende.

Når det hvide kolde vejr så endelig landet, så sørger jeg for at nyde det ekstra meget, sørger for at være ude og mærke det og sørger for at glæde mig over det ekstra lys det tilfører de mørke vinterdage, hvor lyset ikke er her i ret mange timer. Jeg bekymrer mig aldrig om, at det tager tid af af-ise bilen eller at det kan være lidt (for) spændende at køre på de glatte veje, det tager jeg gerne med, hvis bare der er sne.

Vi bor på et koldt sted midt i landet og sneen ligger ofte lidt længere herude. Ingen trafik, ingen varme fra fjernevarmen, der løber under fortovene i byen, ingen store huse, der står tæt på hinanden og smider varme ud. Her er bare koldt og stille.

I denne omgang har vi på ingen måde fået så meget sne, som andre dele af landet, jeg indrømmer gerne, at jeg bliver barnligt misundelig, og snart er her ikke rigtigt mere tilbage, det forsvinder lige så stille, selv om her er så isnende koldt. Jeg kigger hver dag på mine vejr apps og håber at se snefnug på skærmen. Men indtil videre intet held med det.

Da jeg var barn, boede vi midt i Haderslev med udsigt til domkirken og det ene torv i byen. Jeg elskede at sidde og kigge ned på gaden og over på Torvet og se sneflokkene vrimle omkring de mennesker, der gik hurtigt afsted, foroverbøjede med huerne godt trukket ned, de ville hjem i varmen. Jeg husker de dæmpede lyde, der steg op fra gaden, lydene af bilerne, der sneglede sig afsted og de mumlende stemmer fra dem, der måtte ud i vejret.

Jeg husker så tydeligt min mormors stemme, når hun vækkede mig om morgenen og sagde: Se ud af vinduet, Anne! Der var kun én grund til, at hun startede min dag på den måde, og jeg vidste allerede før, jeg trak gardinet til side, at jeg ville kigge ud på hvidt.

Jeg husker kælketure i Damparken, ind imellem med vores Buster spændt foran den lille trækælk, han forstod ikke, at han skulle starte stille op og røg bare afsted i boxer-fart, når min morfar løb foran og kaldte på ham, jeg lå mere i sneen end jeg sad på kælken, sendt bagud i raketfart, når hunden sprang frem.

Min mormor var en frossenpind, kuldskær og ikke så glad for vinterlivet, hun blev helst inde, men min morfar gad det hele, kælketure, snebolde, huler, når der var sne nok til det. Vi kunne være ude i timevis.

Jeg husker lugten af de våde vanter og elefanthuer på radiatoren, støvlerne, der blev stoppet med avispapir for at tørre så hurtigt som muligt, og jeg husker med særlig glæde de magiske aftener, hvor vi kunne nå ned og lege i sneen efter aftensmaden. Lege i mørket, der blev lyst op af de hvide bunker og af min morfars militærlygter, der kunne skifte farve mellem klar, grøn og rød ved at skubbe små ekstra farvede glas op og ned foran pæren. Vi fik varm cacao fra små feltrationsposer, det smagte ikke så godt, mest lidt af vand, men det hørte med og så kunne vi jo altid få en kop varm te, når vi kom ind.

Jeg elskede de vinterdage, jeg elsker dem stadigvæk, og nu slipper jeg heldigvis for de vasketure, som barndommens snedage i skolegården bød på, Keld, Erik og store Klaus var nogle børster, der kunne holde en så fast, at man ikke havde en chance, og de var ikke for fine til at samle sne der, hvor de også kunne få fat i lidt frossen jord. Kan i huske, hvor ondt det gjorde, når sådan en lille frossen jordklump blev gnedet rundt på den kolde kolde bløde kind? Jeg kan!

Heldigvis fyldte deres lede vasketure meget mindre end alle de andre skønne vinterlege. I alle tilfælde når jeg sidder her og tænker tilbage. Jeg elskede vinter og sne.

Og det gør jeg stadig. Det er heldigvis en af de ting, som jeg ikke voksede fra.

Så send gerne mere sne. Meget mere sne…

Dengang, Garn, Genbrug, Loppefund, Strik

RUNDT OG RUNDT OG RUNDT…

17/11/2019

Da jeg var i Göteborg for nogle uger siden, købte jeg mig en blå ulden sømandsjakke.

Ikke en ny men en secondhand til omkring 80.- danske kroner.

Dobbeltradet smal model i kraftigt stampet marineblå uld. Med de sorte knapper med ankre på.

Ægte sailor fra danske Hempel.

Jeg havde én helt magen til først i 80’erne, købt i en lille skibsproviantering i Haderslev lige overfor Teateret Møllen. De havde mange gode ting i den butik, selvfølgelig allermest til både, men også gode bunker til os med hang til modetøj, Docksides sailersko, blå- og hvidstribede enkle trøjer i både uld og kraftigt bomuld, det var alt sammen i så lækker kvalitet og ikke til at slide op.

Men det gjorde vi selvfølgelig heller ikke, for før vi var nået til noget som helst, der kunne minde om bare det mindste slid, da var moden skiftet og vi var hoppet i brede hvide InWear bukser med trekvartlange ben og så en lille top til. Intet slid bare videre.

Eller det vil sige – faktisk holdt jeg fast i lige præcis de sejler-items i en lille flok år, skoene gik jeg vildt godt i og de var nemme at hoppe ud og ind af, når først de var gået godt til og jakken var varm og god og de stribede bluser, dem er jeg aldrig holdt op med at elske. For et par år siden smed jeg min bedste Nautico trøje ud, det var nærmest til at tude over, og ovenpå i Amandas skab lever stadig en enkelt gang originale striber fra min ungdom, bløde udtrådte striber, som er i brug som hyggetøj for netop hende, der elsker blødt tøj, der er gået godt til….

Jeg har tit tænkt på, at jeg gerne ville finde en sømandsjakke igen og der har med jævne mellemrum været bud nok på modellen fra forskellige danske modefirmaer, men de har ikke været helt så kraftige i ulden; de har såmænd været lækre og flotte, men ikke lige sådan helt rigtige, som jeg gerne ville ha’ det.

Og så er jeg kommet fra det igen. I perioder. Og så er tanken dukket op igen. En blå klassisk sømandsjakke.

Jeg synes, at den passer så godt til den måde, som jeg kan li’ at klæde mig på. Sådan lidt blåt, roligt og i naturmaterialer. Og så er den varm på den bedste måde, ulden varm.

Der har garanteret været masser af lejligheder, hvor jeg kunne ha’ købt mig en “ægte” maritim jakke, jeg kunne ha’ bevæget mig hen til en skibsproviantering, jeg kunne ha’ søgt og købt på nettet, jeg kunne ha’ gjort så meget, men det har ikke været sådan noget, jeg virkelig virkelig ville, det har været en tanke, som ind imellem har strejfet mig og så har været væk igen.

Men så hang den der pludselig! I Smyrna Secondhand i et industrikvarter i Göteborg. I min størrelse og til nærmest foræringsvis. I perfekt stand og bare lige til at smutte i. Så nu er den her. Den blå klassiske uldne jakke, som jeg nu skal ha’ i noget, der kunne ligne for evigt…

Til sådan en jakke skal man ha’ et uldent stribet halstørklæde. Det skal man bare. Siger jeg.

Og når det nu er min jakke, så glæder den regel selvfølgelig bare ekstra meget.

Jeg har – selvfølgelig – et langt uldent blå-hvid stribet halstørklæde, men det ville være et for oplagt og lidt for nedtonet valg. Striberne må gerne ha’ lidt mere kulør. Ja altså jeg er ikke blind og kan sagtens se, at det ikke er sådan vanvittig meget kulør, der er på de nye uldne striber, men det er jo 100 % Anne kulører, det er ingen vist i tvivl om.

Mange gode rester af lammeuld med en løbelængde på ca 575 m/100 g. er fundet frem oppe fra kasserne – hurra for lagergarn – og efter en høj rib forneden går det nu bare rundt og rundt og rundt i glatstrik på p.4.

Easy peasy og hurtigt.

Men efter en lille meters penge blev det alligevel for meget for mig med alt det blå, brune og sennep. Lidt for nedtonet og herreagtigt, synes jeg. Noget blødere måtte med i striberækken.

Og det kommer der så nu. Tre fine toner af noget rosa og fersken og jeg ved allerede nu, at de tre striber vil give tørklædet et helt helt andet udtryk, mere annesk…

Jeg har besluttet mig for at tage ribben af og strikke en rosa stribe ind der og så strikke ribben igen, for ellers kommer alle de nye farver til at ligge i den sidste meter af tørklædet og det bliver for ubalanceret for mig. Og skal tørklædet nu holde lige så længe som jakken, så skal jeg være helt helt tilfreds med det.

Og det er jeg ret sikker på, at jeg bliver nu. En lille optrævling i den forkerte ende og bagefter så ellers bare rundt rundt rundt igen og snart kan jeg så svinge to uldne meter om halsen oven på den blå sømandsjakke.

Det er jeg vild med og så glad for, at jeg da fik øje på det blå uld der midt i alt det andet overtøj, især fordi øjnene mest var tunet ind på noget med jul og halm og lys og stjerner og trænisser, som der ikke var en eneste lille skæv én af.

Et billede af jakken?

Det kommer der selvfølgelig.

Men først når der er striber at sætte til…

Arkiv

Facebook