Der ligger lige lidt mere end 28.000 billeder på min computer.
Det er mange.
Og det er rigtigt mange, når man sidder og scroller sig ned igennem dem på jagt efter nogle særlige af dem.
Jeg kommer til at fortabe mig lidt i de ansigter, som jeg møder, de steder, som ruller forbi, situationer fra ferier og fra hverdage, som bringer brudstykker af sætninger og strejf af gamle følelser frem.
Det er godt, rørende, sørgmodigt og herligt på en og samme tid…
Jeg leder efter et helt bestemt ansigt i mængden af billeder, jeg leder efter Laura.
Hun sendte mig i går morges en lille besked på Facebook
“Vi skal have vores year book pictures ind her den 6. og så tænkte jeg på, om du ikke lige kunne kigge de billeder du har af mig igennem og finde nogle valg muligheder? Der må også gerne var andre på billedet, så længe vi kan skære dem ud.
Tak .”
Og der er sendt muligheder afsted. Forholdsvis nye billeder, så nye som de nu kan være, når hun ikke har været hjemme i 5 måneder. Der er også sendt lidt billeder med, som er ældre, men som jeg elsker. Måske ikke lige materiale til en Year Book, men billeder som i den grad har fanget Lauras personlighed.
Jeg er spændt på, hvad de vælger…
Billedet her er ikke med i puljen af det, der er sendt over Atlanten. Men hvor jeg dog bare elsker det billede.
Jeg kan mærke storbyvarmen og høre Stockholms lyde på den julidag i 2009, hvor vi holdt et lille rast på Wayne’s Coffee på Götgatan. Latte til de voksne og gode smoothies til de knap så voksne.
Vi havde shoppet i Designtorget og den kæmpestore bladkiosk, som ligger ved siden af. Vi havde været i genbrugsbutikker og i Monki. Nogen af os nød det og et par var knap så begejstrede.
Jeg vil altid være begejstret for hende den stærke og smukke Laura.
Jeg vil altid være begejstret for Stockholm.
Og jeg vil virkelig altid være taknemmelig for, at jeg har fanget så mange momenter i vores liv med mit kamera og fået et herligt bibliotek at bladre i.
Også med emner til en Year Book i Wisconsin.
Det vidste jeg ikke, da jeg knipsede…
